I disse tider lader mange, med en sigende hovedrysten, tankerne flyve til de stakkevis af uduelige Piccoliner, der enten befinder sig i et mørkt pulterkammer under skolens tag eller forlængst er blevet afhændet til en grusom skæbne i skrothandlerens sultne kværn.

Man bør dog ikke se bort fra, at maskinerne opfyldte et behov i undervisningen i en kort årrække, og at det med den slags isenkram går gevaldigt stærkt med alderssvækkelsen.

Jeg synes, at man i den verserende debat om indførelsen af ny elektronisk teknologi i undervisningen i al for ringe grad fokuserer på det faktum, at anvendelsen af denne stiller store økonomiske krav, ikke blot til øjeblikkelige investeringer, men i lige så høj grad til løbende investeringer, der kan sikre, at udstyret til stadighed er anvendeligt.

Det vil gå dagens nyindkøbte pc'ere ganske som Piccolinerne. Når maskinellet har tre-fire år på bagen, er teknologien så forældet, at computerne ikke med rimelighed vil kunne bruges i undervisningen. Både ny hardware som ny software vil stille sådanne krav til maskinerne, at de ikke vil kunne opfyldes uden betragtelige opgraderinger, og disse vil givetvis hverken kunne betale sig endsige lade sig gøre.

Derfor er det nok et realistisk skøn, at skolerne vil sidde med fremtidige årlige udgifter til maskiner og programmer på i øjeblikket minimum ti til femtentusinde kroner per klasse, hvis planerne om indførelsen af den nye teknologi i undervisningen ønskes gjort til virkelighed.

Er der for nuværende noget realistisk hold i troen på, at skolernes budgetter tilføres så store økonomiske midler?

Det bemærkes, at der her ikke er tale om forsøgsvise ekstrabevillinger.

Det er ikke blot et spørgsmål om at hoppe på det teknologiske tog nu, men også om kontinuerligt at forny det rullende materiel, således at det kan holde sig kørende på den skinnebredde, der hele tiden øges.

Arne Jacobsen

Ballerup