"Kære sprogkolleger - der må altså gøres noget! Google oversæt, Word ordbog m.m.m. har overtaget mine elevers evner til selv at skrue en sætning sammen på tysk". Sådan skrev Anne Lünell i Facebookgruppen "Faglig sparring for tysklærere" i januar. Opbakning til opslaget fik hende til at skrive et brev til Børne- og Undervisningsministeriet sammen med Jessica Uebelin.

Tysklærere ønsker fokus på Google Translate: Det har ødelæggende effekt på tysktimerne

To tysklærere har skrevet et brev til Børne- og Undervisningsministeriet for at gøre opmærksom på, at der er brug for en diskussion om, hvordan elevernes brug af Google Translate kan begrænses.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Digitale hjælpemidler som Google Translate har fået alt for stor indflydelse på tyskundervisningen. Både i hverdagen og til den skriftlige prøve.

Det mener to tysklærere Anne Lünell og Jessica Uebelin.

Udfordringen er så stor, at de sammen har skrevet et brev til Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulent i tysk i håbet om, at det er et problem, som ministeriet vil tage op.

Blot: Maskinoversættelse og rugbrødsarbejde

Hun oplever, at eleverne ser Google Translate som et helt almindeligt og legitimt redskab i tysk, selv til den skriftlige prøve.

"Et af problemerne med programmer som Google Translate er, at det tager motivationen fra eleverne. De synes, at det er meget nemmere at oversætte tysk end at bruge tid på at forstå det", fortæller Anne Lünell, der er tysklærer på Hillerød Vest Skolen til folkeskolen.dk/tyskfransk.

"De ser det ikke som snyd. Fra deres perspektiv bruger de jo bare de digitale redskaber, der er til rådighed. Men det går ud over deres sproglige kompetencer. Når de forlader 9. klasse, skal de gerne have en forståelse for, hvordan tysk hænger sammen. Men det har de fået sværere og sværere ved i de 22 år, hvor jeg har været lærer". I deres fællesbrev til læringskonsulenten skriver de, at de digitale oversættelsesprogrammer er en "ond spiral", fordi den "konstante brug af hjælpemidler gør oftest elevernes sprog dårligere, hvilket gør dem mere usikre". 

Håber at kunne starte en diskussion

Jessica Uebelin, der arbejder på Nørrebro Park Skole, fortæller, at de to ikke selv står med en løsning på problemet.

"Vi har ikke selv en endelig løsning. Men vi håber at kunne starte en diskussion om, hvad de her hjælpemidler betyder for undervisningen. Både ude på skolerne og i Børne- og Undervisningsministeriet", siger Jessica Uebelin.

Hun peger på, at det måske vil kræve en større forandring af selve tyskundervisningen. "Vi skal have diskuteret, hvordan vi skal bruge hjælpemidlerne. Måske betyder de, at vi skal skifte fokus i undervisningen eller arbejde anderledes med skrifteligheden. Og så skal vi have kigget på, om prøveformen er den rigtige".

For nemt at snyde til prøven

En af de ting, som bekymrer de to lærere ved de mange digitale hjælpemidler, er, at det er blevet alt for nemt for eleverne at snyde til den skriftlige prøve. "Det er bestemt ikke alle elever, der gør det. Og de eksempler jeg har på det, ligger år tilbage. Men det er et problem, at eleverne med ganske få klik kan åbne Google Translate og lynhurtigt oversætte deres tekst fra dansk til tysk", siger Jessica Uebelin.

Vurderingen til den skriftlige prøve i tysk og fransk bliver snart ændret

Hun peger på, at det er blevet nemmere at snyde, efter elevernes opgaver siden 2016 kun rettes af en censor. "Jeg kan jo tydeligt se, at det er noget, de ikke selv har skrevet selv. Jeg kender jo eleverne. Derfor er det også et større problem nu, hvor det kun er den eksterne censor, der retter elevernes prøve. Censor kan jo ikke vide, om han eller hun sidder med en opgave fra en elev, der er naturlig god til tysk, eller som har snydt", siger hun.

Google Translate presser også mundtligheden

Udover at pege på de digitale hjælpemidler som et problem for tyskundervisningen, fremhæver Jessica Uebelinog Anne Lünell også i deres brev til ministeriet, at eleverne tyer til Google Translate af frygt for at lave fejl. "Eleverne har svært ved at ryste 'nulfejlskulturen' af sig og vil gerne aflevere korrekte tekster, selvom man prøver at overbevise dem om, at tysk er et sprog på vej, og de derfor gerne må aflevere en stil spækket med fejl", står der i brevet. "Det gælder også, når eleverne skal tale tysk. De roder sig ud i sætninger, der er alt for svære", tilføjer Anne Lünell. Anne Lünell har prøvet at sige til sine elever, at hvis hun kan høre, at de har oversat sætninger med hjælp fra Google Translate, så trækker det ned.

"Men mange af eleverne gør det alligevel. Blandt andet fordi de er utrygge ved at tale tysk overfor hinanden", siger hun.

Tysklærerforeningen: Vi ender med at bedømme elevernes tekniske kompetencer Problemet med de digitale hjælpemidler er også et emne, der har været taget op i Tysklærerforeningen, fortæller næstformand Carl Kinze.

"Der jo også folk, der mener, at de digitale hjælpemidler skal have en plads i sprogundervisningen. Oversættelsesprogrammerne er jo værktøjer, som man også bruger professionelt. Men ud fra mit synspunkt går det ikke, at vi begynder at teste elevernes tekniske kompetencer frem for deres sproglige kompetencer", siger han.

Flertal pålægger regeringen at styrke tyskundervisningen

Ligesom Jesscia Uebelin  og Anne Lünell deler han synspunktet om, at der er brug for en snak om tyskfagets fremtid og forhold til de digitale hjælpemidler.

"Vi har heller ikke en løsning endnu. Derfor bliver vi hurtigst muligt nødt til at starte diskussionen. Også i ministeriet. Vi har jo alle et fælles mål: Vores elever skal være så kompetente til tysk som overhovedet muligt. Og de skal ikke springe over, hvor gærdet er lavest".

Corona har forstærket problemet Jessica Uebelin fortæller, at hun oplever, at elevernes brug af digitale hjælpemidler tilmed er blevet forstærket efter to år med coronapandemien. "Nogle steder har eleverne misset en masse undervisning, fordi man ikke har kunne blande eleverne på tværs af klasser. Og så har onlineundervisningen gjort eleverne endnu mere usikre. Mange har ikke turde sige noget, og som lærer har man mistet kontrollen over undervisningen. Vi har jo ikke kunne tjekke, hvilke programmer de bruger, når de arbejder derhjemme".

Folkeskolen.dk/tyskfransk har forsøgt at få en kommentar fra læringskonsulent i tysk Line Olsen Lyhne.

Børne- og Undervisningsministeriet har svaret, at det er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der udtaler sig om politiske emner.

Men ministeren har ikke mulighed for at komme med en kommentar.