Gymnasierne kan selv vælge at overgå til onlineundervisning: Det fungerer godt

Skolelederne kan ikke selv vælge at sende elever hjem til onlineundervisning, men det må rektorerne på landets gymnasier gerne. Og den mulighed er de glade for, fortæller gymnasieforeningen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er kun Styrelsen for Patientsikkerhed, der kan vælge at lukke ned for fysisk undervisning på hele eller dele af en folkeskole, hvis der er høj smitte blandt eleverne.

Sådan er det ikke på landets gymnasier. Her har rektorerne mulighed for at omlægge helt op til 20 procent af årets undervisning til fjernundervisning. Det er en mulighed, man glæder sig over, fortæller formand for Danske Gymnasier Henrik Nevers.

"Det synes vi helt sikkert er positivt. Det fungerer godt, og det har også gjort, at vi i de andre faser af corona har kunne reagere ret hurtigt ude på skolerne alt efter lokale behov. At vi har den lokale beslutning på de her områder, har været en af forudsætningerne for, at vi har kunne håndtere det på en god måde ude på gymnasierne", siger han.

Lærer: Coronafravær skaber kaos på skolen

Styrelsen for Patientsikkerhed har også ny strategi på gymnasieområdet

Henrik Nevers fortæller, at gymnasierne løbende rådfører sig med Styrelsen for Patientsikkerhed, og så kan den enkelte rektor træffe beslutninger om måden, der undervises på.

Rådgivningen har ifølge formanden foregået helt lokalt ude på de enkelte gymnasier gennem alle faser af pandemien.

"Det har været til i forhold til, hvordan smittekæderne konkret har været på det enkelte gymnasium", siger han og fortsætter:  

"Der, hvor vi beslutter selv, er, når det handler om skolens pædagogiske og didaktiske drift. Hvis man har en klasse, hvor 20 er smittet, kan det godt være, det giver mening at sige, at så skal de have nogle dage med fjernundervisning. Myndighederne giver os nogle overordnede rammer, og så er det inden for dem, vi agerer. Og det har været en af nøglerne til, at gymnasierne har kunne navigere igennem det på en god måde", siger han.

Skoleledere: Det bliver en så normal skoledag som muligt

Folkeskolen.dk kunne fredag fortælle, at Styrelsen for Patientsikkerhed har ændret strategi i forhold til uddeling af påbud om nedlukning for fysisk undervisning på folkeskoler med høj smitte.

Efter nytår vil styrelsen "kun undtagelsesvist udstede påbud om midlertidig lukning", lød det fra direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Og samme melding har styrelsen givet på gymnasieområdet, fortæller Henrik Nevers.

Skoleleder ville gerne kunne sende 5. årgang hjem

Skoleleder på Skolen ved Sundet på Amager i København Johnni Damgaard Pedersen har tidligere udtalt til folkeskolen.dk, at han gerne ville have haft muligheden for at sende 5. årgang hjem, da man havde et større udbrud blandt eleverne i 5. klasse.

"Jeg håber, at det bliver lidt mere lokalt, så man kan bestemme det selv", lød ønsket fra Johnni Damgaard Pedersen.

I Aarhus Kommune har forvaltningen valgt, at kommunens skoler efter nytår skal indberette til forvaltningen, hvis en skole har 15 eller flere smittede, fortæller skoleleder på Tilst Skole skoleleder Lone Jørgensen.

Ny udmelding: Lokalt kan man give lærerne lov til at bære mundbind i timerne 

Hun fortæller, at antallet af smittetilfælde i starten af sidste uge på hendes skole var overkommeligt. Her havde skolen 17 smittede og skulle derfor indrapportere antallet til kommunen.

"Hvis man overstiger 15 smittede på skolen, skal vi indrapportere til vores coronalinje i Aarhus, og så giver de besked til styrelsen for patientsikkerhed. Det er første gang, vi skal indrapportere på denne måde. Tidligere skulle vi indrapportere hver dag", siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke kan udelukke at komme i en situation, hvor smitten blandt lærerne stiger så meget, at hun bliver udfordret på bemandingen. Skulle det ske, kan hun kontakte forvaltningen, som herefter tager stilling til, hvad der skal ske, fortæller hun.

Ny strategi: Ikke en eneste skole coronalukket efter nytår

Skolelederformand:Skole må agere ud fra force majeure-tænkning

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal sagde i sidste uge, at skolerne "må agere ud fra force majeure-tænkning", hvis der er mange sygemeldte lærere på samme tid.

I disse tilfælde må skolerne behandle situationen, "som vi må behandle som en hvilken som helst anden sygdomssituation" og kortvarigt sende klasser hjem efter rådgivning fra forvaltningen, lød det fra Claus Hjortdal.

I fredags blev lærerne i Guldborgsund Kommune informeret om, at kommunen kan blive nødsaget til at sende lærere rundt til andre af kommunens skoler, hvis der er skoler, der er særligt hårdt ramt af mange sygemeldinger blandt lærerne.

Falster: Lærere kan blive flyttet til coronaramte naboskoler