"Mon ikke der snarere bliver tale om et slags samfundsfag", siger Hans Krab Koed om faget 'skolen som dannelsesinstitution, som udviklingsgruppen foreslår i stedet for faget KLM.

Lektor frygter svækkelse af kristendomskundskab for nye lærere

En udviklingsgruppes nye anbefalinger til læreruddannelsen kommer til at udvande og svække kristendomskundskab, frygter lektor Hans Krab Koed. Næstformand for professionshøjskolerne afviser, at det er hensigten.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De længe ventede anbefalinger til en ny læreruddannelse er en nedprioritering af kristendomskundskab på uddannelsen. Sådan lød den dystre kommentar prompte fra lektor i kristendomskundskab/religion ved læreruddannelsen på UC Syd, Hans Krab Koed, da en udviklingsgruppe nedsat af Forsknings- og Uddannelsesministeriet forleden præsenterede sit udspil til en ny læreruddannelse. Hans Krab Koed, der også er censorformand for religionsvidenskab på universiteterne i København, Aarhus og Odense, hæfter sig bl.a. ved, at der lægges op til en ændring af overskriften for faget fra KLM (kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab) til "skolen som dannelsesinstitution" - der ifølge udspillet skal have fokus på religion og kultur, herunder kristendommens betydning, demokrati og medborgerskab, skolens idéhistorie, etik og dannelsesopgave.

Han bider samtidig bider mærke i, at faget fremover skal tildeles færre af de såkaldte ECTS-points, nemlig 10 i stedet for 15.

Derfor mener han, at anbefalingerne er en fortsættelse af den glidebane, som kristendomskundskab har været på i mange år, efter at det ellers tidligere var et stort selvstændigt fag - som da han selv i sin tid begyndte at undervise i læreruddannelsen.

Her er anbefalingerne til en ny læreruddannelse

I en kommentar på folkeskolen.dk skriver han, at "det er gået hurtigt med at fjerne kristendomskundskab som en naturlig del af læreruddannelsen". "Mon ikke der snarere bliver tale om et slags samfundsfag. Gad nok vide, hvem der fremover skal undervise i faget. Teologer er vel på forhånd udelukket, og som censorformand i religion kan jeg egentlig heller ikke se religionsvidenskabsfolk stå for undervisningen. Ja, det må vel blive en opgave for pædagoger og sociologer. De ved vist egentlig ikke noget om religion", lyder det det i kommentaren fra lektoren - der tilføjer over for Skolemonitor:

"Det sker hele tiden lidt i det skjulte, og det bliver en glidebane. Man giver indtrykket af, at vi stadig har noget kristendom og religionsaspektet med, men nu kalder vi det lige noget andet og giver det nogle færre ECTS-points". "Ikke nedprioritering" Men både professionshøjskolerne og de lærerstuderende, der har siddet i udviklingsgruppen sammen med Danmarks Lærerforening og KL, afviser kritikken.

Næstformanden for Danske Professionshøjskoler, Camilla Wang, afviser således, at man lægger op til en nedprioritering af kristendomskundskabsfaget ved at ændre KLM til "skolen som dannelsesinstitution". "Det er på ingen måde et oplæg til at nedprioritere fagområdet. Det er derimod et ønske om ikke at reservere ECTS-points helt ned i detaljen til meget specifikke overskrifter eller indholdsområder, som det har været tilfældet på den nuværende læreruddannelse. Hele vores oplæg til en ny læreruddannelse er beskrevet i bredere og mere overordnede overskrifter. Men selvfølgelig skal kristendom og religion også være en væsentlig del af 'skolen som dannelsesinstitution', fordi det er en del af hele vores kulturgrundlag og det danske samfund", siger Camilla Wang til Skolemonitor. Samme sted understreger de lærerstuderendes forperson Caroline Holdflod Nørgaard, at der i højere grad er tale om en anbefaling af et navneskift end en ændring af fagets indhold. "For mange lærerstuderende er KLM noget meget abstrakt, som man ikke helt ved hvad står for. Derfor foreslår vi, at navnet ændres til noget, som vi mener er mere rammende. Vi er selvfølgelig lige vidt, hvis det også bliver forkortet. Men kristendom skulle gerne have en større plads i læreruddannelsen end bare at være et K i en titel. Det er vores pointe", siger hun.

Lektor: Kristendomsundervisning kan være med til at fremme homofobi

Powered by Labrador CMS