Da jeg vågnede her til morgen, var jeg stadig noget mør over gårsdagens forfærdelige oplevelse med fodboldspilleren Christian Eriksen. En helt for mange børn og unge i Danmark.

Jeg kom til at tænke på en anerkendt psykoanalytiker ved navn Neville Symington, som et sted har beskrevet, hvordan en ung pige havde brug for at snakke med ham om en oplevelse, hun havde haft, for at hun kunne komme godt videre.

Hun havde været ved stranden med sine forældre. Begge forældre havde været ude og svømme på samme tid, da de bliver fanget af en understrøm, som trækker dem udad. Alt imens de desperat kæmper imod, står pigen inden på stranden og ser på. Forældrene bliver reddet op i en redningsbåd og bliver lagt op på stranden, hvor pigen oplever at se hendes forældre ligge livløse, imens hun sammen med andre mennesker står i en ring omkring dem. De bliver heldigvis reddet, ligesom Christian Eriksen blev det igår. 

Pointen er, at selvom forældrene vågnede til live, ja så havde pigen emotionelt oplevet, at hendes forældre var døde, da hun stod der i ringen sammen med de andre, og dette skulle bearbejdes, før hun kunne komme videre med sit liv, som var gået i stå. 

Selvfølgeligt er der afgørende forskel på at se sine forældre emotionelt dø, som pigen gjorde, og så se et menneske man kun kender fra fjernsynet `død´, men jeg tror alligevel, det er godt at give børn og unge plads til at bearbejde chokket. 

Så lykkeligvis vågnede Christian Eriksen, og det vækker selvfølgeligt lettelse og smil. Ja - det er dejligt :)

Men jeg tror, det er vigtigt, at voksne omkring børn og unge undrer sig sammen med dem, hvis behovet er der, i relation til hvordan virkeligheden pludselig kan ændre sig ud af ingenting, og at vores emotionelle indre har brug for lige at komme sig oven på sådanne tilfældige og chokerende oplevelser.