Bøger er der masser af, men hvilken en skal man vælge? PLC-medarbejder Hanne Panduro guider nye læsere på sin YouTube-kanal.

PLC-medarbejder er på YouTube for at lokke børnene væk fra Youtube

Alle taler om at øge børns læselyst, og imens drøner ungerne rundt og ser videoer på YouTube og TikTok. Dansklærer og PLC-medarbejder Hanne Panduro har derfor siden august lavet YouTube-kanalen Bogtube, hvor hun laver korte booktalks for børn, der skal finde en bog.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er ikke raketvidenskab at få børn til at læse". 

Ordene kommer fra dansklærer og PLC-medarbejder Hanne Panduro på Trekløverskolen i Frederikssund.

"Vi er mange dansklærere, bibliotekarer og PLC-medarbejdere, som ved, hvordan man gør. Det gør man ved at tale med børn om bøger og vise dem bøger om det, de synes er spændende. Det virker".

Ideen til kanalen havde hun haft i et års tid, da corona og de medfølgende nedlukninger satte skub i den, fortæller hun.

"Jeg skulle tage mod til mig, inden jeg gik i gang. Jeg opfatter ikke mig selv som særlig it-kyndig, så jeg vidste ikke om jeg kunne klare den tekniske del af projektet, men jeg har lært, at jeg kan det godt nok".

PLCs rolle i forbindelse med læselyst

Videoerne spiller sammen med de begrænsninger, corona stadig lægger på hendes mulighed for at fungere som litteraturformidler på Trekløverskolen i Frederikssund, hvor hun arbejder.

"Jeg er mest sammen med min 5. klasse og kan ikke stå nede på biblioteket med 0. eller 1. klasserne i øjeblikket. For vi skal helst ikke være sammen på tværs af klasserne. Men så kan kollegaerne sætte mig på skærmen i stedet, og så kan jeg anbefale bøger på den måde".

Det er dog ikke et projekt, som skal dø, når corona på et tidspunkt slipper sit greb, understreger hun. Der vil også være brug for at stimulere børns læselyst bagefter.

"Samtidig med at alle synes, at det er super vigtigt, at børn bliver trænede, engagerede, kritiske læsere, oplever mange biblioteker og læringscentre at få mindre og mindre tid til litteraturformidling. Med min kanal kan jeg nå mange børn på mindre tid, der hvor de er - online. Jeg prøver at gøre det så let som muligt og linker for eksempel altid til e-reolen Go, hvis bogen er der, så de børn, der ikke kommer på biblioteket, har en genvej til læsningen, og måske kan lokkes lidt væk fra YouTube ", siger Hanne Panduro.

Nye bøger til nye læsere

Hanne Panduro lægger vægt på, at det er relativt nye bøger, hun præsenterer for de potentielle læsere. Det er nemlig dem, der bedst  sætter gang i læselysten hos utrænede læsere, mener hun.

"Op til omkring ti år gamle bøger er ok, hvis de er gode, men det er ikke Ronja Røverdatter eller Brødrene Løvehjerte, jeg tager frem. Selv om klassikerne også er gode" siger hun.

"Jeg deltager meget i facebook-grupper for dansklærere, hvor folk efterspørger ideer til læsning med deres klasser, og jeg bliver så ked af det, når lærere uden nærmere overvejelser griber til 20 og 30 år gamle titler. Hvis man skal styrke læselysten, så er det vigtigt, at bøgerne er relaterbare for børnene, og det er lettere at relatere til en pige, der har mobiltelefon og går til dans end til en, som bor i en grotte, og hvis far leder en røverbande".

Litteratur giver mening.  Det gør virkeligheden ikke altid

Så på Bogtube er det Vitello, Samlingernes vogtere og Ternet Ninja, der får plads, ligesom Panduro også præsenterer fagbøger og letlæsningsbøger.

Hun har desuden lavet playlister, der skal hjælpe seeren med at finde rundt i de mange booktalks.

Et hobbyprojekt - indtil videre

Bogtube-kanalen er indstillet, så man ikke kan kommentere videoerne, og at der ikke er reklamer. For det er vigtigt for Hanne Panduro, at det skal være et trygt sted for børn at opholde sig.

"Jeg har det lidt dobbelt med det", siger hun. "På den ene side er det et plus, hvis man kan få børnene til at engagere sig, for eksempel ved at de kommenterer og fortæller, hvad de synes om en bog, jeg har anbefalet. På den anden side, så kan det stikke af i alle mulige retninger, så indtil videre er det sådan, det bliver".

Danmarks bedste skole-læringscenter trues af massiv besparelse

Bogtube er indtil videre Hanne Panduros hobby-projekt. Derfor er det ikke realistisk at overvåge og moderere en eventuel debat. Til gengæld har hun stukket en tå i vandet på målgruppens pt. foretrukne sociale medie, TikTok.

"Det er et lidt underligt medie for mig at bruge, men hvis det er dér, børnene er, så er det der, vi kan fange deres interesse. Så må man strække sig lidt"t, siger hun.

Indtil videre er det kun blevet til fem videoer, som minder meget om det, hun laver på YouTube, bare kortere.

"Andre bogbloggere laver noget helt andet indhold på Tik Tok, hvor man danser eller fjoller noget mere. Måske passer det bedre til Tik Tok, men indtil videre prøver jeg det af og ser, hvad der sker. Og jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor mange der allerede har set videoerne. Det går meget hurtigere end på YouTube. En af mine videoer er allerede kommet op over 5000 views. Det tog flere måneder for mig på YouTube at få så mange views", siger hun.

Læs mere

Find Bogtube her

Powered by Labrador CMS