Lærerliv
0   24

Anne Marie tager en tørn mere

Opsigelsen var skrevet og skulle bare afleveres. Men da den 69-årige lærer Anne Marie Lyduch endelig kom hen på skolen for at sætte punktum for sit arbejdsliv, kunne hun alligevel ikke.

Allerede inden coronanedlukningen var hun begyndt at tænke på, at det måske var tid til at stoppe. Hendes mand var gået på pension, og der var heller ikke nogen, der fandt det mærkeligt, at nu 69-årige Anne Marie Lyduch begyndte at snakke om, at hun nok også skulle til at stoppe sit lange arbejdsliv som folkeskolelærer.

Så kom coronakrisen, og Anne Marie Lyduch, der de seneste 14 år har undervist i tysk, engelsk og dansk på Hedelyskolen i Greve, var ikke i tvivl. Frygten for smitten skubbede på, og hun skrev sin opsigelse.

Artiklen fortsætter under banneret

»Den lå på køkkenbordet i nogle dage. Da vi så kom ind i maj, tænkte jeg, at nu måtte jeg få det gjort. Jeg gik over på skolens kontor, og der sad viceinspektøren, sekretæren og et par lærere. De var glade for at se mig og spurgte, hvordan det gik. Så brød jeg helt sammen og sagde, at det gik slet ikke. 'Jeg kommer for at aflevere min opsigelse - men jeg kan ikke', sagde jeg. Så sagde viceinspektøren: 'Så lad dog være!'«

Og det var det, der skulle til for at få dig til at skifte mening?

»Ja. Jeg kunne simpelthen ikke slutte nu. Det var ikke rigtigt. Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev enige om, at jeg fortsætter med 8. klasse i engelsk og tysk. Og så har jeg fået noget, som jeg har agiteret lidt for, nemlig en co-teachingtime og en sprogstøttetime, hvor jeg går ud i klasserne og giver af min erfaring som sproglærer«.

Din mand må da have undret sig noget, da du kom hjem og stadig havde et job?

»Ja, han sagde: 'Hvaaaaad?' Og min familie og børnene undrede sig også. Men jeg er sgu ikke parat til at stoppe med at undervise. Jeg har jo trappet langsomt ned - jeg har ti timer i år - for jeg skal også passe mit politiske arbejde som byrådsmedlem i Greve Kommune«.

Hvad var det, du ikke kunne sige farvel til alligevel?

»Det er jo et fantastisk job at være lærer og fantastiske mennesker at være sammen med. Vi er et særligt folkefærd. Vi kan samarbejde, og vi bekymrer os om hinanden. Og vores elever er jo dygtige. Det er nogle andre elever end den første klasse, jeg var lærer for. De er frie og åbne. Og så er vi ældre altså inde i varmen hos dem. Men som sprogdame kan jeg godt blive lidt nervøs. Den dér basisviden, grammatikken og stavereglerne, det bliver der måske ikke fokuseret nok på. Derfor har jeg stadig en rolle. Mine elever laver altså aldrig fejl i nutids-r, det gør de bare ikke«.

Så de er godt opdraget?

»Ja, de er! En fast, men kærlig hånd. Jeg elsker de elever. Men du kan også høre en knappenål falde i mine timer. Der er ro. Men jeg får så mange søde sms'er fra gamle elever, der går i gymnasiet og får 10 og 12. Så bliver jeg så stolt og glad. Det med at kunne give noget videre til andre mennesker er jo fantastisk. Det bliver man aldrig for gammel til«.

Men du har jo rent faktisk sagt farvel til lærerjobbet én gang tidligere. Hvad skete der?

»Det var i 98-99. Jeg havde været lærer i 18 år på Strandskolen i Karlslunde, og jeg syntes, det var lidt det samme. Og så syntes jeg ikke, at jeg blev anerkendt nok for den faglige viden, jeg havde. Jeg har i mange år været formand i den lokale badmintonklub, så jeg blev idrætskonsulent i Dansk Badminton Forbund. Her fandt jeg blandt andet ud af, hvor dygtige vi lærere rent faktisk er«.

Men så ville du være lærer igen - hvorfor?

»Jeg var i badmintonforbundet i ni år, men gik og tænkte på, at jeg savnede at undervise. Så fik jeg en blodprop i hjertet. Jeg havde så travlt med at få alle andre til at dyrke motion, men gjorde det ikke så meget selv og røg for mange cigaretter. Og så endte det med, at jeg for 14 år siden gik hen på Hedelyskolen lige her i nærheden og spurgte, om de havde brug for en god lærer. Nu har jeg været der i 14 år«.

Så nu tager du næste år med. Hvad så derefter?

»Jeg tager et år ad gangen, så må vi se. Det kan godt være, at der ikke er så mange tilbage af min slags. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi også får udnyttet den kæmpemæssige erfaring, som sådan nogle som mig har. Og jeg ved jo, at mine elever er glade for det«.

Får du mere anerkendelse som lærer i dag?

»Ja, det gør jeg. Fordi jeg selv har gjort opmærksom på, hvad jeg kan«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Det faglige netværk Lærersenior er for lærere, som er pensioneret eller på vej dertil. I samarbejde med fraktion 4 - pensionisterne i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
619 andre er allerede tilmeldt