Anmeldelse

Kort & godt om didaktik

Di - Dak - Tik i mundrette bidder

Didaktikkens jungle er fuld af frodighed, som slynger sig ind og ud - hen imod og væk fra hinanden. Selv den mest erfarne junglebetvinger kan miste fodfæstet. Lea Lund giver et introducerende overlevelseskursus før afgang mod didaktikkens fagre urskov.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Didaktikken præsenterer sig som et ordnet laboratorium med fine modeller og præcis terminologi, petriskåle med eksperimenter, skarpe opdelinger mellem ingredienser. Alligevel kan det føles som en tilgroet jungle, når man bevæger sig ind i didaktikkens forjættende verden. Det paradoks tager Lea Lund alvorligt i sin lille bog om didaktik.

Fakta:

Titel: Kort & godt om didaktik

Forfatter: Lea Lund

Pris: 225

Sider: 172

Serie: Kort & godt

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Det erklæres i introduktionen, at bogens formål er at ruste læseren til det næste møde med det næste nye modelune inden for det pædagogiske felt. Det er klar og meget velkommen tale. Det er - selvfølgelig - ikke bogens eneste formål, den stræber også efter at give læseren en viden og et sprog til at beskrive arbejdet inden for diverse didaktiske felter professionelt. Men hvor er det herligt, at bogen allerede i introduktionen tør melde ud, at det pædagogiske felt er fyldt med nye tiltag, som med forfatterens egne ord kan være gammel vin på nye flasker eller reelt nye anskuelser. Det er vigtigt at være rustet til at se forskellen og til at kunne vurdere kvaliteten og relevansen af forskellige didaktiske tilgange, hvad end de er gamle eller nye.

Tag ikke fejl. "Kort & godt om didaktik" er ikke noget religiøst, bagstræberisk korstog. Den gør det, den lover: leverer viden om didaktik, indsigt i de forskellige tankegange, som præger forskellige didaktiske positioner.

"Kort & godt om didaktik" tegner et overbliksbillede over det didaktiske landskab. Den leverer definitioner på didaktikbegrebet: forskellen mellem læring og undervisning og mellem didaktik og pædagogik. Den gør rede for de forskellige positioner i den angelsaksiske og den kontinentale tradition. Den præsenterer en lang række centrale teoretikeres ståsteder og et hav af modeller. Det er således en forholdsvis grundig indføring i didaktikken. Bogen forsøger at markere forskellene og konsekvenserne af de forskellige tilgange og modeller. På den måde sker der en vis progression i dens gennemgang, fordi den således inviterer læseren til at reflektere over forskellene og deres konsekvenser.

"Kort & godt om didaktik" inviterer også mere direkte til didaktiske refleksioner. Det er jo meget fornuftigt at knytte an til læserens erfaringer eller overvejelser, men netop her bliver bogen måske lige lovlig følepædagogisk. Den fine ukrukkede gennemgang af teorierne står i kontrast til de mere følsomme ”prøv-lige-at-tænke-over-det-her-lidt”. Men det er et meget lille hår i en ellers nærende suppe. Så hvis prisen for en uforfærdet, uimponeret, præcis og kortfattet oversigt over mange af didaktikkens snørklede stier er et par lidt for håndholdte opfordringer til refleksion over egen praksis - så er det bare at betale. "Kort & godt om didaktik" er en fornem begynderbog, en overskuelig introduktion og en god ballast - inden man drager ind i didaktikkens frodige jungle.

Er man en mere erfaren jungletrotter, kan det faktisk også være meget rart med en oversigt over forskellige tilgange, som kan skærpe overblikket, men der er ikke så megen ny inspiration at hente, hvis man tidligere har trampet junglestierne flade.

Powered by Labrador CMS