Debat
13   22

Pædagogikken tilbage til undervisningen: Giver det overhovedet mening? (1) Gert Biesta til tvist i Danmark

Første rapport fra Lærke Grandjean, vinter 2019. Ud af Steen Nepper Larsens mange berømte tvister åbnedes én af disse for omverdenen torsdag d. 28. november på DPU, Aarhus Universitet Emdrup med en videnskabsteoretisk tvist  ”Is there a point to education in the first place?”

Tvisten formede sig som tre oplæg og en efterfølgende debat med de fremmødte i salen. Oplægsholderne var Steen Nepper Larsen ( lektor ved DPU Aahus Universitet), Gert Biesta (Professor of Public Education at Maynooth University Ireland), Lucas Cone (Ph.d.-studerende). Her er link til DPU-tvister: edu.au.dk/viden/videnskabsteoretiske-tvister-paa-dpu/ 

Men hvorfor tvist? Hvad er man uenig om?

Artiklen fortsætter under banneret

Kort sagt drejer uenighederne i den kritiske del af den pædagogiske verden, og dette gælder såvel i Danmark som eksempelvis Holland og Norge, sig om: Hvordan imødegår man med et vægtigt modspil den tsunamiagtige bølge med datastyrende og målstyrende læringsgørelse – ´learnification´ med et Biesta-udtryk – som har indskrænket pædagogikkens muligheder, og som derfor er blevet en uhyggelig ødelæggende følge af globaliseringen?

En del folk i den kritisk tænkende afdeling af den pædagogiske verden mener, at vi kan give modspil, og altså få pædagogikken tilbage til  undervisningen, ved at fokusere på den tyske tradition Bildung. Andre mener, at vi skal have mere fokus på eleven.

Men Gert Biesta mener, at der er en tredje vej (https://www.folkeskolen.dk/636818/en-tredje-vej-verden-i-centrum ). Gert Biestas forfatterskab bliver læst i store dele af verden, hans mange artikler og bøger er foreløbig oversat til 16 sprog, og han inviteres til at tale på konferencer og i skoler. Nu har han altså været i Danmark (igen) og blev denne gang udfordret af én af Danmarks mest vedholdende fortalere for Bildung, Steen Nepper Larsen.

I flere indlæg med artikler og interviews vil jeg i den kommende tid stille spørgsmålet: Pædagogikken tilbage til undervisningen: Giver det overhovedet mening? Her følger min første artikel med Gert Biesta. Artiklen er skrevet ud fra Biestas tvist-oplæg på DPU Emdrup d. 28.11. 19, desuden ud fra de spørgsmål, som han svarede på efter de indledende oplæg og endelig ud fra elementer fra hans samlede værk.

I mine kommende to indlæg   Pædagogikken tilbage til undervisningen: Giver det overhovedet mening?  vil jeg interviewe Steen Nepper Larsen og Lucas Cone, således at de tre oplægsholdere én ad gangen kommer til orde med deres standpunkter.

Gert Biesta

Pædagogikken tilbage til undervisningen: Giver det overhovedet mening? Ja, svarer Gert Biesta, det giver god mening at give pædagogikken tilbage til undervisningen, for børn og unge skal ikke betragtes som robotter, sådan som det sker i tidens ´learnification´ og slet ikke under dække af social retfærdighedssans.

Gert Biestas pointe er klar: Vi skal holde op med at betragte børn og unge som robotter, altså som objekter, som skal uddannes til ”livslang læring”, ”selvregulering” og til at ”tage ansvar for egen læring”.

Undervisning

Det er lærerens opgave at give eleven modstand og både op- og udfordringer. I Biestas bog ”Undervisningens genopdagelse” fra 2018 går han i dybden med, hvorledes undervisning – i stedet for læringsggørelsen/learnification – i hans optik kan understøtte en verdensorienteret eksistens-pædagogik og samtidig hjælpe eleverne med at modnes som mennesker – det vil sige at lære at kunne forholde sig ´voksent´ til sine egne behov og lyster samt til omverdenens krav og udfordringer. Biesta opfordrer til at inddrage kunsten i alle former i undervisningen, hvor det kan lade sig gøre, fordi der her opstår et vigtigt møde med verden ud fra det tankevækkende spørgsmål: Hvad vil dette billede/denne roman/kunstværk med mig? Det er sådanne spørgsmål – hvor man egentlig ikke fortolker eller analyserer for at forstå en faglighed, men hvor man helt enkelt bliver udfordret med hensyn til, hvad det vil sige at være menneske  –  der er centrale i Biestas tænkning.

Når man arbejder ud fra Biestas pædagogik, kan man ikke forvente meget direkte og konkrete anvisninger på, hvordan man skal gribe undervisningen an eller hvad den konkret skal indeholde, men mere forsøge at gribe ´ånden´ i hans tænkning. Jeg har i en artikel, Hvordan kan Gert Biestas pædagogiske tænkning virke i undervisning, forsøgt at vise denne måde at arbejde med pædagogik og undervisning, se evt. dette link: www.folkeskolen.dk/658602/min-skole-er-doeende-2?fbclid=IwAR0mv2k9_v1km6fOR-yIPHCYCEYaxrCvjoe2S7k9yU_dobjj6F06ppYAbbg

Fokus på eksistenspædagogik

Biesta vil, med sin tale om den ´tredje vej´,  tale for en eksistenspædagogik, som giver eleverne, forstået som selvstændige enkeltpersoner, mulighed for at møde skolens fag og emner med det formål at få kontakt med verden, for det er i dette møde med  naturen, kunsten og kulturen, at eleverne som mennesker skal gives  reel mulighed for at få erfaringer og indblik – for at kunne forholde sig kritisk, selvstændigt tænkende.

Biesta begrunder sin eksistenspædagogik og siger, at  pædagogikken ikke bør være indholdscentreret, heller ikke målcentreret endsige barnecentreret, men derimod verdenscentreret. I denne verdenscentrerede pædagogik, fokuserer Biesta på det han kalder subjektifikation, og dette begreb –  som kan kaldes Biestas ’dannelsesbegreb’  – står i direkte forbindelse med (og kan altså nok opdeles men ikke adskilles fra) socialisation og kvalifikation. Subjektifikation henviser til, at eleverne opdrages til at tænke, handle og vælge som selvstændige personer. Biesta begrunder sin ekistenspædagogik om dannelse ved at se på de historiske erfaringer med skolen, og her kommer han vidt omkring både pædagogisk og politisk. Han fremhæver, at ren oplysning baseret på rationalitet og udviklingstro jo ikke forhindrede Auschwitz og derfor siger han med filosoffen Adorno om ”erziehung ((ud)dannelse) nach Auschwitz?”: Die forderung, dass Auschwitz nicht noch einmal sei, ist die allererste an erziehung.” (1966) Og Biesta siger også med Primo Levi: ”It happened, therefore it can happen again: this is the core of what we have to say.” (1986) Det er i lyset af, at rationel oplysning og kognitiv udvikling ikke er tilstrækkeligt til at forhindre umenneskelige handlinger og systemtro tænkning, at Biesta fokuserer på at børn og unge under ingen omstændigheder skal behandles som robotter (objekter), hvorpå man bare kan fylde viden, færdigheder og kompetencer – sådan som det sker i dag. Biesta mener ikke, at dannelse først og fremmest sker ved hjælp af, at skolen dygtiggør børnene fagligt, altså i en rationel, kognitiv forstand, hvor alting skal forståes. Derimod mener Biesta, at dannelse foregår ved en eksistenspædagogik hvor eleven dannes og opdrages til at kunne stille følgende spørgsmål om undervisningen: Hvorfor skal jeg overhovedet lære noget? Hvor er verdenen (andre mennesker, dyr, planter, idéer, bøger, teorier, litteratur) i undervisningen og hvordan kan jeg forholde mig?

Formålet

Formålet med skolen er at give børn og unge en god uddannelse, og det indebærer først og fremmest, at lærerne skærmer eleverne mod både ydre og indre forhindringer, så de kan tilegne sig en god undervisning. Disse forhindringer er både indre egoisme og ønsker om behovstilfredsstillelse – sådan som tidens ´shopping-kultur´ ellers tilsiger –  og ydre krav om konkurrence for at opnå de bedste læringsresultater og om at være on-line og hele tiden være opdateret med det sidste nye. Undervisningens formål er altså at skærme eleverne imod disse både ydre og indre forhindringer, til fordel for en undervisning, som vækker elevernes lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde – i modsætning til oplæring i at kunne deltage i konkurrencestatens kapløb om udviklingsresultater.

Indholdet

Indholdet i undervisningen bør som en følge heraf være fag og emner, som altid forholder sig og er orienteret imod de muligheder og steder, hvor eleverne kan møde deres egen frihed (til fx at spise slik hele dagen eller slå hinanden eller måske noget andet?), selvstændighed  samt  verden, og det vil sige hinanden, naturen, samfundet, kulturen, idéer, bøger, litteratur –  i en moden og demokratisk ånd og dialog.

Relationer

Relationerne mellem lærerne og eleverne omkring et fag eller et emne i et klasseværelse bør ifølge Biesta baseres på, at læreren ikke kun skal se eleverne som nogen, han eller hun skal få op på, eller udvikle til, et højere niveau – hverken socialt, psykologisk, fysisk eller intellektuelt. Skolen skal altså ikke betragtes som et sted, hvor der fikseret foregår læringsudvikling, slet ikke med argumenterne: at  der skal være social retfærdighed, og alle skal kunne komme højt på læringsranglisten. Men helt modsat et konkurrencested skal skolen derimod i Biestas perspektiv ses som et fristed, hvor der netop skal være god tid til at udfolde formål, indhold og relationer. I forlængelse heraf ser Biesta først og fremmest  undervisning som en kunstart. Han vender sig væk fra undervisning forstået som en input-output aktivitet, hvor elevernes viden, færdigheder og kompetencer konstant forsøges testet og målt på trods af, at  den pædagogiske indsigt fortæller, at det er alt for komplekst, for ikke at sige umuligt og uønskværdigt, at instrumentalisere viden, færdigheder og kompetencer med henblik på at tro, at man kan måle og teste menneskers tilegnelse og indre bearbejdelse.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ