Anmeldelse

Talentudvikling og elitesport i skolen

Talentudvikling under forandring

Med tydeligt udgangspunkt i processer og relationer, der udvikles i samspillet mellem skole og elitesport, er bogen her et vigtigt debatindlæg om talentarbejde, og hvilken rolle skolen skal spille i denne forbindelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Talentudvikling og elitesport i skolen” er en bog, som tydeligt tager udgangspunkt i processer og relationer, der udvikles i samspillet mellem skole og elitesport. Bogen tager afsæt i et firårigt forskningsprojekt, der havde hovedfokus på de skoler, der har særlige idrætsklasser i udskolingen, og hvor der organiseres målrettet samarbejde mellem skolens hverdag og elitesport.

Fakta:

Titel: Talentudvikling og elitesport i skolen

Forfatter: Jens Christian Nielsen, Jesper Stilling Olesen

Pris: 230

Sider: 226

Forlag: Aarhus Universitetsforlag

Flere og flere kommuner melder sig i rækken af ansøgere om at etablere idrætsklasser, hvor unge talentfulde idrætsudøvere kan skabe en tilværelse med det, man kalder det dobbelte karriereforløb – ”dual career”. En mulighed for unge talenter, hvor der er tid til morgentræning og fysisk træning sammen med skolens hverdag med lektier og afleveringer. Talentarbejdet har hidtil været rettet mod udskolingen, men nu har man i Ikast startet en friskole, hvor talentarbejdet starter tidligt for at kunne skabe ”verdens bedste håndbold- og fodboldspillere”.

”Talentudvikling og elitesport i skolen” har tydeligt fokus på samspillet mellem skole og elitesport og prøver at gentænke forståelsen af arbejdet med talentudvikling og de processer, der skaber talent.

På bogens indholdsside anvendes de forskningsrelevante elementer til at give et præcist og konkret oveblik, således at den forskning, der er relateret til talentudvikling i elitesport, uddannelse og skole, bliver en rød tråd i beskrivelsen af den kompleksitet, området indeholder. Især de mange interview med de unge idrætsudøvere giver et præcist indtryk af, hvordan ”dual career” kan styrke, men også udfordre de unge mennesker i deres hverdag både i skolen og i deres liv i klubben - i håbet om at få en lærerig skolehverdag samtidig med at få udviklet idrætstalentet optimalt. Desuden er der fokus på, hvad der kan ske med det unge menneske, når talentet ikke altid lykkes, eller når man ikke når at forberede sig til skolens undervisning.

Bogen sætter fokus på en række væsentlige fænomener i relation til talentarbejdet. Eksempelvis tydeliggjort i kapitlerne "Talentudvikling under forandring", "Idrætsklasser under udvikling", "Engagement i skole og eliteidræt", "De synlige talenter" og "Den nye vej mod eliten".

Bogens enkelte kapitler er velskrevne med tydelig faglighed og kvalitet, hvor det forskningsbaserede indhold giver en sikker indsigt og mulighed for fordybelse i de enkelte områder, og er helt givet et vigtigt indlæg i debatten om, hvordan vi udvikler vores talentarbejde i Danmark, og hvilken rolle skolen skal spille i denne forbindelse.

Anbefales til skoler, klubber, lærere, trænere og ledere, der er involveret eller gerne vil være involveret i talentarbejde, hvor der er fokus på skole og klub – og på det dobbelte karriereforløb.

Powered by Labrador CMS