En subjektiv anmeldelse af ”Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ” af Brian Degn Mårtensson. 176 sider. Aarhus Universitetsforlag 2015. 199,95 kr.

Brian Degn Mårtensson fremstår helt på linje med andre kritiske forskere som Thomas Aastrup Rømer og Rasmus Willig, der åbenmundet og nærmest fanden i voldsk både direkte og indirekte kritiserer den internationale New Public Management diskurs, som har ført lige lukt til konkurrencestatspolitikkens helliggørelse af erhvervslivets økonomi- vækst- og målingsfilosofi.

Poul Nyrup Rasmussen anvendte i 1990´erne New public Management som det økonomiske styresystem, der skulle privatisere den danske velfærdsstat, og det var altså Socialdemokratiet, der i Danmark videreførte, den konservative Margaret Thatchers engelske nedtoning af den offentlige sektor. Ytringsfrihedens uomgængelighed og pædagogikkens historie om menneskelighed og åbenhed er som følge heraf sat uden for døren. Personalesager mod skolelærere, pædagoger og forskere, som tager bladet fra munden og frit fortæller om lukket opportunisme, kontrol og udemokratiske processer, taler i dagens Danmark deres tydelige sprog om, at pædagogik og demokrati af regeringen håndfast underordnes vækstøkonomiske hensyn og topstyrende kontrol.

Pædagogikken i konkurrencestatens nye folkeskole bygger på idéen om en central målstyring af læringskompetencer (fælles læringsmål), som kontinuerligt skal måles og kontrolleres, og man sidestiller skolen med en virksomhed, der har som formål at producere (arbejdskraft) med overskud. Lærerens pædagogiske rolle er minimeret til læringsfacilitator og ses på linje med computere, redskaber, teknikker og indretninger, der kan servicere og måle elevernes læring.

Med New Public Management-styringen mod konkurrencestaten har de nye reformer på undervisningsområdet i Danmark medført, at man kan tale om en egentlig konkurrencestatspædagogik.Men som man sang i tresserne: I kan ikke slå os ihjel. Man kan i internationalt regi beslutte sig for New Public Management styringsstrategier i det offentlige, og man kan i de enkelte lande lave love på uddannelsesområdet, der indebærer faglig metodeensretning og kontrollerende målinger, som fx i den nye folkeskolereform. Men.

Man kan aldrig slå kritiske stemmer ned. Den folkelige fornuft og den faglige soliditet vil skyde frem, og man bliver nødt til at lytte, simpelthen af kærlighed til demokrati og pædagogik, man kan ikke komme uden om denne, i folket dybt forankrede, kærlighed og umiddelbare fornemmelse for de store fortællinger om demokrati, åndsfrihed og fællesskab. Med andre ord kan man ikke komme uden om historie, kultur, religion, når man beskæftiger sig med pædagogik.

Det er det, Brian Degn Mårtenssons alternativ til konkurrencestatspædagogikken bygger på, han kalder det normativitetens evindelige genkomst. Med Kierkegaard og Grundtvig som markante fortalere for mennesket før noget andet, for kritik af formynderi og for kritik af, at mennesket kan/skal styres af rationelle tal-logikker - formulerer Brian Degn Mårtensson sit bud på en normativ pædagogik i direkte kontrast til konkurrencestatspædagogikken: ”En sådan (normativ pædagogik) kan aldrig fremstå sand eller evident i videnskabelig forstand, idet den bygger på et etisk postulat om kærligheden som grundlag for menneskelig handling og tilmed en kærlighed, der kommer til udtryk i en måde at se på den anden.”

Brian Degn Mårtensson står solidt med begge ben på jorden, når han, i kontrast til konkurrencestatspædagogikken, udfolder sin normative pædagogik, også kaldet kærlighedens pædagogik:

Som udgangspunkt må man beslutte sig for at se andre mennesker grundet i kærlighed, hvilket betyder, at man pædagogisk skal kunne begrunde sin indsats i barnets frihed til at blive sig selv (via dannelse til ansvar og omsorg).  Didaktik skal ses alment ift. dansk og nordisk kultur, traditioner og historie og sidst i skoleforløbet også globalt, fagdidaktikken skal referere til iboende værdier, og faglige mål og midler skal altså ikke relativeres m.h.p. internationale sammenligninger eller erhvervskompetencer.

Politisk indebærer Brian Degn Mårtenssons normativitetspædagogik et opgør med test-regimet, børn skal ikke være i konkurrence med hinanden, men snarere lære at forstå fællesskabets betydning. Politikerne skal holde op med at  betragte uddannelse, som noget de kan bestemme udkommet af. Man kan aldrig vide, hvad børn og unge får brug for i fremtiden, og derfor skal der være politisk tilbageholdenhed med at tænke skolen som fremtidsforberedende. Politikernes opgave er at skabe rammer for skolen, hvis formål på demokratisk vis gennemdrøftes med udgangspunkt i at vise tillid til lærere og elever og vise forhåbning om, at undervisningen lykkes (velvidende, at der altid er risiko for, at den ikke lykkes). Det er ikke, i kærlighedens normativitetspædagogik, politikernes opgave at bestemme skolens formål, de kan altså ikke, som de gør nu, bestemme at skolen snævert skal uddanne børn og unge til konkurrencestaten.

”Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ” giver læseren indtryk af, at forfatteren har et solidt fodfæste. Bogen imødegår jordnært og samtidig teoriborende konkurrencestatstilhængernes kritik af den normative pædagogik, som de, med poststrukturalismen og socialkonstruktivismen, anklager for ikke at være evidensinformeret og objektiv. Brian Degn Mårtensson leverer med sin bog en dybdegående og særdeles troværdig afvisning af, at man overhovedet kan adressere en ordentlig pædagogik til at bygge på evidens og objektivitet, sådan som konkurrencestatstilhængerne ellers forsøger at gøre. Han viser, hvordan de store fortællinger stadig lever, på trods af, at man med konkurrencestatens postmoderne retorik forsøger at slå dem ihjel. For selv om man i det postmoderne siger, at de store fortællinger – dem vi ellers gerne læner os op ad som bærere af vores eksistentielle kultur- og egenforståelse – er døde, så lever de i bedste velgående, også i selve grundlaget for konkurrencestatspædagogikken. Her er nemlig store grundfortællinger om mennesket som styret af rationalitet og fornuft, om tro på konkurrencementalitetens ”The survival of the fittest”og om opportunistiske værdisæt, der til hver en tid kan tilpasses den herskende diskurs i et samfund. 

Brian Degn Mårtensson skriver udførligt og overbevisende om den almenpædagogiske tradition, som en normativ tradition. Det pædagogiske paradoks, om at ville ”tvinge nogen til frihed”, indebærer erkendelsen af, at viden også er ikke-viden (eller tavs viden). Viden, forstået som ophobede eller udenadlærte informationer, kan slet ikke stå som det centrale i en almenpædagogisk orienteret undervisning. For selv om et barn fx udmærket ved og er informeret om, at slagsmål skal undgås, og at det er godt at få sig en uddannelse, så vil barnets erfaringsbaserede viden på egen krop om en voldelig far og en familietradition for ufaglærte jobs, umiddelbart fylde mere, end den information skolen objektivt kan give om slagsmål og uddannelse. Man kan ikke ud fra tests eller rationel evidensorientering bestemme, hvilken pædagogisk undervisning, dette barn har brug for, men må snarere ty til det, Brian Degn Mårtensson kalder en bestemt ubestemthed. Man må som lærer møde eleven, der hvor han/hun er og læne sig op ad noget så ubestemt som tro, håb og kærlighed for at kunne give de pædagogiske muligheder og faglige udfordringer, som netop dette barn (måske) kan tage imod.  Man kan med andre ord sige, at god undervisning ikke kan sættes i et formelt skema eller tilrettes bestemte metoder, og tilsvarende kan heller ikke læring testes og måles m.h.p. at vurdere, hvad eleven egentlig har lært. Det er imidlertid netop, hvad konkurrencestatspædagogikken vil.

Den nye folkeskolereform kan i forlængelse heraf ses som et udtrykkeligt ønske om at styre, ensrette og måle elevernes læringsudbytte, og formålet er at tilfredsstille konkurrencestatens behov for arbejdskraft med henblik på erhvervslivets behov for vækst.

Men det er i Brian Degn Mårtenssons optik snarere et totalitært end et demokratisk samfunds behov, og han kalder det ”ren og åndløs drift” således at betragte uddannelsessystemet som samfundets motor for konkurrencestatens ensidige (og irrationelle) ønske om vækst.

Man kan læse Brian Degn Mårtenssons bog "Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ" som en dybdeborende, befriende åbenmundet og fanden i voldsk kritik af den konkurrencestatspædagogik, der, igangsat af 1990´ernes idé om central styring med New Public Management, selv påstår at være objektiv og evidensinformeret, men som bidende og vidende afsløres som normativ  med et ”markant politisk ønske om en kontrollabel, høj levestandard for samfundets borgere i en presset, international konkurrencesituation”.  

Lærke Grandjean