Anmeldelse

Hvad forstår vi ved viden - Tre former for viden til overvejelse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er overskriftens spørgsmål, som man på forskellige måder får mulighed for at overveje ved læsning af Bernt Gustavssons 'Vidensfilosofi' - med gode muligheder for at blive klogere på både andres og egne svar. Hvad betyder det for eksempel, når nogen siger, at eleverne i skolen først og fremmest skal tilegne sig viden? Eller når viden betegnes både som noget objektivt foreliggende og som noget personligt integreret? Eller hvad betyder viden, når vi taler om livslang læring i et videnssamfund? Bernt Gustavsson giver i begyndelsen af bogen sine begrundelser for, hvorfor det aktuelt er værd at søge svar på spørgsmålet. Han skriver blandt andet: 'Når viden i voksende grad bliver en produktionsfaktor, kommer dens varekarakter og dermed dens bytteværdi til at fremtræde stadig tydeligere. Det sætter spørgsmålet om videns instrumentelle værdi og dens brugs- eller egenværdi i centrum. Den tendens kommer til at konflikte med både humanismens og videnskabens forestilling om videnssøgningens og forskningens frihed og værdigrundlag'.

I introduktionen skildres, med afsæt i Aristoteles, tre vidensformer, som derefter bliver præsenteret og diskuteret i resten af bogen. 1) Den teoretisk-videnskabelige viden (episteme), som historisk set er blevet betragtet som den eneste anerkendte vidensform, 2) den praktisk-produktive kyndighed (techne), som sætter fokus på viden knyttet til praktisk handling, for eksempel i Deweys pragmatisme, og 3) den praktisk-etiske klogskab (fronesis), der drejer sig om viden om det gode liv og om, hvordan man med udgangspunkt i det foreliggende kan handle, så man fremmer betingelserne for det gode liv. Bogens tre hovedafsnit kan betragtes som indføringer i de tre store vidensdiskussioner, hvor der foregår 'en slags samtale op og ned gennem århundrederne', hvori både antikke og moderne tekster indgår, og hvor der også føres en diskussion de tre vidensformer imellem.

Bernt Gustavsson betegner sig selv som 'idéhistoriker med pædagogisk orientering'. Det helt dominerende i fremstillingen er da også de filosofiske og idéhistoriske diskussioner, men der er også - indskudt i fremstillingen - flere afledte pædagogiske overvejelser. Flere kunne have været nyttige, men man kan også sige, at netop en tekst om vidensformer og videnstilegnelse gerne må udfordre den pædagogiske læsers egne overvejelser - og dermed egen vidensproduktion - om spørgsmålet: Hvad giver disse filosofiske overvejelser om viden mig anledning til at overveje om vidensbegrebet i min undervisningssammenhæng? Det er svært stof, men der er gode oversigter, og man bliver ført godt gennem bogens fremstilling af hovedtankegange, også selvom man må stå af på enkeltafsnit. Bogen er primært en studietekst, der nok er 'teoretisk', men hvis indhold har betydelige konsekvenser for en pædagogisk praksis: Hvad vil det sige at vide, og hvordan kommer dine elever til at vide?

Powered by Labrador CMS