Elever skal udfordres forskelligt og lige til det punkt, hvor de er ved at give op. Så skal læreren gribe ind og give eleven en hånd. Når eleven så er kommet på benene igen, skal udfordringen igen accelereres. Det er ifølge professor, dr.pæd. Mads Hermansen undervisningsdifferentiering.

»Den gode lærer har et levende bogholderi i sit hoved over de elever, han eller hun har med at gøre. Man lægger observationer ind i forhold til de enkelte børn og kalibrerer og justerer så hele tiden på sin udfordring af dem. De skal udfordres optimalt, og lærerens egen udfordring er at fange eleverne, når de er lige ved at tabe modet på at gå videre. Lige i det øjeblik skal de have en hånd i nakken. Når eleven så har forstået det, er næste udfordring at gøre det en gang til«, siger Mads Hermansen.

Han mener, at det er en god idé, at Skovshoved Skole har prioriteret at ansætte en praktiker med en teoretisk baggrund, der kan støtte lærerne i at differentiere undervisningen.

»For ti år siden ville det have været umuligt, da skulle alle lærere være lige. Det her er en tydelig intern konsulentfunktion, som kan være svær at forvalte, for man indrømmer, at der er noget, man skal have hjælp til. Det handler om den dybe integration af teori og praksis i skolen«, siger Mads Hermansen.

Han mener, at skolen ved at ansætte en vejleder i en fuldtidsstilling kan komme uden om nogle af de faldgruber, der kan være, når man ønsker mere teori ind i lærernes hverdag.

»Der er sket en opblomstring af teoretiske uddannelser med diplomuddannelser og master, og det er rigtig godt. Men der kan være faldgruber, når mennesker får uddannelsen og så pludselig begynder at bruge de teorier, de får, til at banke deres gamle kolleger i hovedet med. Så får vi de der dødssyge adskillelser mellem teoretikere og praktikere. Man skal holde fast i praktikerens udgangspunkt. Teoretikerne skal ikke bare komme på besøg, men være en del af skolens hverdag, sådan som jeg opfatter den rolle her«.

Mads Hermansen er imod sorteringsmekanismer, der deler børn op i dygtige og dårlige elever.

»Det er rigtig dumt, og vi har forskning, der viser, at det er forkert. Den nye karakterskala er faktisk sådan et sorteringsværktøj. Der er det sublime, og så er der alle variationerne ned til det helt umulige. Det er deficittænkning (underskud), og når man kommer ind i den, får man kun øje på manglerne og ikke på mulighederne«.

Mads Hermansen deler ligeledes Pia Grells opfattelse af, at man ikke skal niveaudele i folkeskolen.

»Da undervisningsdifferentiering kom, begyndte man at tale om, hvilke veje man kan gå, i stedet for hvilket niveau eleven er på. Det er ligesom med læringsstile. Der er forskellige måder at lære på. Der er ikke én, der er den bedste, men der er forskellige måder at gøre det på. Læreren skal have en bred variation af det, jeg har kaldt 'automatiske habituelle paratheder' til at handle, og i situationen ved den erfarne, professionelle lærer ikke bevidst, hvad vedkommende gør, men gør automatisk det rigtige«.

Mads Hermansen mener, at det er den helt rigtige måde, Pia Grell griber opgaven an på, når hun i stedet for færdige løsningsforslag spørger ind til lærerens oplevelser og på den måde lader læreren selv finde svarene.

»Hvis man giver et godt råd til nogen, kan man være stensikker på, at det ikke dur. Det bedste råd er det, man kan give sig selv. Vejlederen på Skovshoved Skole bruger den systemiske kommunikationsmåde, og det koncept, hun arbejder efter, handler om, at man skal hjælpe den anden med at tænke færdigt eller tænke de konsekvenser, som forpligter den enkelte«.

Han mener, at lærere kan bruge den samme kommunikationsmåde, når de underviser. De skal ikke tale og tale så meget, de skal lytte og spørge.

»Lærerne skal lære at snakke mindre og spørge mere, og det er et radikalt paradigmeskifte. Der er mange, der bliver lærere, fordi de kan lide at performe, men som vejleder illustrerer Pia Grell metamæssigt det, som lærere i større omfang skal lære. Det bevarer den enkelte lærers integritet. Og det er jo det, det handler om i forhold til at være vejleder af denne her type«.

Mads Hermansen bifalder, at Pia Grell er så optaget af lokalets indretning.

»Rummet betyder meget. Det er at facilitere, at der er forskellige stile og forskellige udfordringsniveauer til forskellige elever på forskellige tidspunkter. Hvis man viser omsorg for det rum, man er i, så viser man også, at det er et godt sted at være. Klasselokaler, der ligner østtyske banegårde i 1980, er forfærdelige at være i og at lære i«. |

Læreren, der blev professor

Mads Hermansen, 61, professor i læring og organisationsudvikling på Copenhagen Business School. Læreruddannet i 1970, cand.psych. 1976 og dr.pæd. 2001 med afhandlingen »Den fortællende skole - om mulighederne i skoleudviklingen«.

Har senest udgivet »Kommunikation og samarbejde - i professionelle relationer«. I marts offentliggør han en stor, empirisk undersøgelse af 5.000 elevers læring.

»Den gode lærer har et levende bogholderi i sit hoved over de elever, han eller hun har med at gøre« Mads Hermansen»Hvis man giver et godt råd til nogen, kan man være stensikker på, at det ikke dur. Det bedste råd er det, man kan give sig selv«