Anmeldelse:

Team er noget, vi er – teaming er noget, vi gør

Nu foreligger en af de første danske bøger om teaming. Det er en interessant, men også lidt uforløst bog.

Publiceret Senest opdateret

Fakta:

Teaming i organisationer

Forfatter: Birger Søndergaard

300 kroner

124 sider

Forlag: Samfundslitteratur


Mange af os er i arbejdslivet medlem af et eller flere team. Det kan på en skole være et klasseteam eller et årgangsteam, som man mødes med fast på bestemte tidspunkter og med et antal tildelte planlægningstimer. Vi kan kalde disse teams for stabile teams.

Denne bog argumenterer for, at de stabile teams skal suppleres med dynamiske teams, hvor teams dannes mere ad-hoc, tidsafgrænset og på tværs af fagligheder, afdelinger, ledelse og medarbejdere og så videre. Dette skal ske, fordi det er nødvendigt for eksempel at danne tværfaglige teams ved særligt komplekse udfordringer – som inklusion – som der bliver flere og flere af.

Team er altså noget, vi er, mens teaming er noget, vi gør. Teaming er en fleksibel og moderne måde at organisere sig på for at løse indbyrdes afhængige og mere komplekse opgaver.

Den allestedsværende professor Amy Edmondson er en af dem, der har arbejdet mest med begrebet teaming internationalt. Og netop Edmondson er forfatteren af denne bog meget inspireret af.

Undervejs blandes teorigennemgang med interviews med filosoffen Anders Fogh Jensen og filminstruktøren Christina Rosendahl. Det er sine steder mere vellykket end andre. Et af de vellykkede steder er til sidst, hvor Christina Rosendahl beskriver, hvordan hun i filmbranchen arbejder med hurtig tillid eller lynteaming, som det også kaldes.

Lynteaming er, når folk ”kaldes sammen” som et ad-hoc-team og skal løse en svær opgave på afgrænset tid. Man kan ikke som i de stabile teams over tid opbygge tilliden, nej vi må stole på hinandens færdigheder, komme til sagen hurtigt og kaste os ud i tillid for at kunne leve op til opgavens karakter og tidskrav. Det kan lade sig gøre via rollebaseret tillid – vi stoler på hinanden, fordi der må være en god grund til, at de andre bestrider de jobs, de gør. Vi må stole på, at en pædagog er en god pædagog, fordi vedkommende er uddannet som en sådan osv.

På et filmset er lynteaming essentielt. Mange fagligheder, ekspertiser, roller og måske nationaliteter bliver kaldt til fra nær og fjern, og det er vigtigt, at vi hurtigt teamer op med og stoler på hinanden, da den dyreste tid er, når vi er mange samlet. Det ved man som filmproducent, hvor tid er penge, så hvordan kan vi forberede og gøre dét, at vi er samlet, så effektivt og godt som muligt?

Hvordan praktiserer Christina Rosendahl så lynteaming? Inden hele settet med skuespillere, lyd- og kamerafolk samles, mødes hun med de ansvarlige for hvert deres område. Hun beder dem om at forholde sig til to konkrete opgaver på deres område, som hun selv bakser med. Til samlingen skal de hver især fremlægge deres svar som konkrete eksempler – ikke noget med Power Point eller lignende der kan lægge et røgslør ud over virkeligheden. Mens de fremlægger, må de andre ikke kommentere, da Christina Rosendahl understreger, at intet kan ødelægge kreativiteten som folks meninger.

Jeg kan ikke være mere enig. For at skabe den nødvendige psykologiske tryghed som grundlag for teamingen skal vi lytte mere til hinanden og tale mindre til os selv. Vi skal lade folk tale ud og fuldføre deres argumentationsrækker, inden vi afbryder dem og kommer med vores uforbeholdne mening. Kort sagt – stop meningstyranniet – det øger tilliden og omtanken.

Sammen med teaming peger bogen på følgende opmærksomhedspunkter til ledere for, at organisationen kan håndtere de stadig mere komplekse problemstillinger:

1. Forstå hvad dine folk laver

2. Styrk og beløn dem der skaber samarbejde og er igangsættere

3. Skab mere magt i – ikke over – organisationen ved at lægge magt ud i selvstyrende enheder

4. Skab fælles gensidigt forpligtende mål

Disse opmærksomhedspunkter minder meget om blandt andet Jenni Donohoos begreb kollektiv mestring, som kan defineres som et arbejdsfællesskabs fælles positive forventninger til hinanden om, at man sammen kan løse stort set hvilken som helst udfordring – trods dens vanskelighed.

Bogen er kort, hvorfor den med sine syv kapitler er hurtigt læst, men også lidt uforløst. Det er en bog, der kradser i overfladen af begrebet og mangler en afslutning samt en perspektivering. Man får lyst til at læse og høre mere om konkretiseringen. Af de syv kapitler kan positivt især fremhæves kapitel 3 om teaming og kompleksitet samt kapitel 6 om teaming og læring. Bogens figurer kan for øvrigt hentes på forlagets hjemmeside, hvilket er en fin og brugbar service.