Læreres låneaktion giver resultat

Det nytter at lægge et kreativt pres på sine politikere. Det har lærerne på Erikstrupskolen på Stevns bevist med en aktion rettet mod nedskæringer og besparelser på deres skole i det kommende skoleår

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

100 lærere, pædagoger og servicemedarbejdere på skolen har tilbudt at låne kommunen en ugeløn mod at slippe for en række besparelser, som de finder vil underminere deres muligheder for at undervise ordentligt.

Det tilbud har kommunes borgmester Poul Arne Nielsen (V) takket nej til, men Børne- og Ungeudvalget har samtidig annonceret, at man vil trække en del af besparelserne tilbage, så specialundervisningen ikke bliver ramt.

"Det betragter vi som en imødekommelse. Vi håber, at resultatet bliver, at en afskedigelse af en lærer trækkes tilbage", siger lærer Per Heyn, der er talsmand for de lånevillige medarbejdere.

Begrundelsen for aktionen er, at skolens medarbejdere vil markere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem at regeringen på den ene side vil have en folkeskole i verdensklasse, og på den anden side tvinger kommunerne til at skære ned på undervisningen.

"Vi vil gerne være med til at højne standens anseelse ved at slå fast, at lærere ikke er sådan nogle, som man kan spise af med en lille lønforhøjelse. Vi vil kunne levere ordentlig undervisning, og hvis kommunen melder ud, at den akut bliver nødt til at gennemføre besparelser, så vil vi gerne træde til og låne dem pengene, så de kommer ud af deres knibe", siger Per Heyn.

Borgmesteren på Stevns har afvist lærernes tilbud med den begrundelse, at enkeltpersoner ikke skal udsættes for et gruppepres for at redde en kommunes økonomi.

Det forstår Per Heyn ikke.

"Vi sender i dag kommunen listen med de 100 underskrifter, så de kan få vished for, at ingen er tvunget til at være med. Så kan det være, at borgmesteren kommer på bedre tanker", siger personalets talsmand.

De annoncerede besparelser på Erikstrupskolen betyder, at fire lærere er blevet varslet fyret, elevernes timeantal reduceres med i alt 64 timer, specialundervisningen reduceres med 25 pct., og pengepuljen til undervisningsmidler skæres ned med 25 pct.

Regeringens skyld

Ifølge FTF's magasin Resonans placerer Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn skylden for, at Stevns og en lang række andre kommuner skal spare drastisk på folkeskoleområdet, hos regeringen.

Den holder kommunerne i så stram snor, at der ikke er meget andet at gøre end at skære:

"Man er så langt ude, at man er nødt til at spæde til med sin egen løn for at få acceptable vilkår på sin arbejdsplads. Det er simpelthen ikke rimeligt. Det er et skråplan, og det fortæller noget om, at mange kommuner er så presset af finansminister Lars Løkkes (V) nidkære styring af kommunernes økonomi, at noget så basalt som vores uddannelse, skal skæres ned til et uacceptabelt niveau", siger Rasmus Prehn.

Socialdemokraterne i øjeblikket samler eksempler ind på kommuner, hvor man i øjeblikket stopper med at renovere de uhumske skoletoiletter. Det var ellers én af regeringens slagnumre i valgkampen, hvor den lovede 50 mia. kroner til renovering af skoler og nye sygehuse.

"Regeringen tager folkeskolen i kvælertag. Da jeg var barn, var det altid folkeskolen, som var først med at få stereoanlæg eller lysbilledapparat. I dag er det stik modsat. Folkeskolen er altid sidst", siger kommunalordføreren.

Læs mere

Resonans