Formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening Morten Refskov håber, at der nu kan blive sat et endeligt punktum i sagen om forhandlingsretten ude på sosu-skolerne.

Retssag om forhandlingsret på sosu-skoler er gået i gang

Siden slutningen af 2019 har der været ballade om forhandlingsretten for ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre ansat på landets sosu-skoler. I disse uger kører der en retssag i Østre Landsret anlagt af Akademikerne om spørgsmålet.

Publiceret

Østre Landsret i København ligger i disse uger rum til en retssag om forhandlingsretten på landets sosu-skoler.

Dermed afsluttes næsten tre års stridigheder om, hvem der har forhandlingsretten for ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre ansat på sosu-skolerne.

Den 1. januar 2020 kom de dengang 100 ergoterapeuter, 40 fysioterapeuter og to jordemødre ellers under Danmarks Lærerforenings vinger, men Akademikerne var ikke enige i, hvem der havde forhandlingsretten – og derfor lagde de sag an mod Centralorganisationen af 2010 (CO10).

Kamp om hvem der må forhandle

Hele humlen er, at de 142 underviseres respektive fagforbund; Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og Jordemoderforeningen i 2019 meldte sig ud af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) - og også ud af Centralorganisationen af 2010, der er forhandlingsorganisation for en lang række faglige organisationer på det statslige område – herunder sosu-skolerne.

I stedet meldte de tre fagforbund sig ind i en anden central- og hovedorganisation; Akademikerne (AC).

Når forhandlingsretten dermed ikke længere kunne varetages af de tre fagforbund, overdrog CO10 forhandlingsretten for medlemmer af de tre fagforbund til Lærernes Centralorganisation – og i dagligdagen ude på skolerne til Danmarks Lærerforening.

Men AC vil selv have forhandlingsretten, og derfor stævnede de CO10.

Lærerforening håber på afklaring

Retssagen kører nu over i alt fire dage i løbet af november. I sidste uge var parterne i retten onsdag og torsdag. I morgen onsdag er der endnu en dag i retten, og på retssagens sidste dag onsdag den 16. november forventes det, at der afsiges dom i sagen.

Hos Danmarks Lærerforening håber man, at retssagen giver en afklaring.

”Det skaber lidt uro ude på sosu-skolerne, at der ikke er helt enighed om, hvem der har forhandlingsretten for ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre. Så nu håber vi, at der bliver sat endeligt punktum i sagen”, siger formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening Morten Refskov.