Anmeldelse
Sløjd
Knivbogen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Jákub Heinesen
72 sider, 299 kroner
Aschehoug
'Knivbogen' tager læseren med hele vejen rundt i traditionen, kulturen og håndværket, fra idé til færdig kniv. Bogen har tre hovedafsnit, smedning, skæftning og fremstilling af skede. Man kan vælge at gå hele vejen, eller man kan vælge at fordybe sig i en enkelt disciplin.
Forfatteren har taget højde for, at læseren måske ikke har den store håndværksmæssige erfaring og måske ikke disponerer over et smedjeværksted. Gennem hele forløbet gives anvisninger på, hvordan man enten kan vælge enkle og prisbillige løsninger for eksempel på opbygning af esse eller ambolt eller vælge dyrere og mere komplicerede løsninger.
'Knivbogen' er fyldt med trin for trin-illustrationer og grundige forklaringer i et let tilgængeligt sprog. Illustrationerne er i særklasse, både billeder og tegninger, og der mange. Læseren føres gennem hele processen fra valg af stål til design af kniven ud fra brugsformål og skæfteform, opvarmning af stålet, formgivning, slibning og hærdning.
Der lægges op til at vælge spændende og unikke materialer til skæftet. Endelig fremstilles en skede, der passer til kniven, enten af træ eller læder.
Læseren lades på intet punkt i stikken med mangelfuld vejledning eller spørgsmål om, hvor materialer kan skaffes. Det kribler i fingrene, måske skulle man lave en kniv!
Henning Andersen