Århus giver bud på skolens værdigrundlag i 90'erne

Et pluralistisk samfund må have et mindstemål af fælles normer for at overleve som samfund. I Danmark udgøres mindstemålet af straffeloven og folkeskoleloven. Den første fortæller os, hvad vi kan straffes for, den anden hvad vi i fællesskab bør stræbe imod. Begge love er fastsat af mennesker, som vi kan møde i medierne og træffe ude i byen, og det er lovenes svaghed.

Moses, Platon og Muhammed er urørlige. De kan aldrig dumme sig for åben skærm og mikrofon eller i Ekstrabladet. Ingen kan forlange af dem, at ressourcerne er til stede, før deres etiske forskrifter vil kunne efterleves. For en moralist er det en fordel at være afdød.

Tidens lovgivere er anderledes dårligt stillet. Ikke blot er de i live, men deres etiske regler er blevet til som kompromiser, ikke som resultat af et sammenhængende kultur- og livssyn. Derfor er lovgivernes formuleringer slappe og uskarpe i konturen. Skolens folk må selv finde frem til rammer, som fremmer elevernes selvtillid og handlemuligheder og gør dem fortrolige med alt fra fremmede kulturer til dansk samfundsborgerskab - og dertil gør det i en atmosfære af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

I mangel af kirkefædre og andre skriftkloge har skolens folk kun den udvej at bistå hinanden med at tolke og operationalisere de selvsvævende begreber.

Som led i den kollegiale bistand har Århus Skolevæsen og Århus Amt udsendt en artikelsamling om folkeskolens værdigrundlag. Tyve erfarne forfattere fra uddannelsessektoren har bidraget med korte artikler samlet omkring fire hovedemner: Dannelse - Værdisætning og skoleudvikling - Undervisning/læring - Lærerrollen. De tyve er enige om vigtigheden af at støtte og fastholde udviklingen af folkeskoleloven, men dermed hører det fælles fodslag op.

Læseren vil næppe få en afklaret opfattelse af skolens dannelsesopgave, men nok en håndsrækning til at skille klinten fra hveden - og det er netop samlingens formål.

Kristin Myhre-Nielsen fortæller, hvorfor det nødvendigvis må være skolens egne folk, som tager bøvlet med at omsætte lovgivernes luftigheder til hverdagens dannelsesarbejde. Hun spørger: 'Hvilken skole taler vi egentlig om? . . . Det, der er godt og rigtigt og virkningsfuldt i den ene skole, vil med stor sandsynlighed ikke fungere på naboskolen eller en skole et helt andet sted i landet.'

Det må vi tage skyldigt hensyn til, fortsætter hun, fordi skoler så godt som aldrig adopterer noget udefra, men adapterer det således, at det harmonere med den enkelte skoles indre værdier, traditioner og kultur. En skole må skabe et ejerforhold til det nye, før der kan ske en reel udvikling eller ændring af hidtidig praksis.

Forfatterkollegiet kommer langt omkring, af og til næsten uden for samlingens selvvalgte afgrænsning. Kedeligt eller uvedkommende er det dog sjældent. Denne læser kom bedst i dialog med Per Schultz Jørgensen, Jørgen Husted, Kim Foss Hansen og Holger Henriksen. Andre vil utvivlsomt finde sig lige så givtige sparringspartnere blandt de øvrige seksten bidragydere - et er sikkert: Århus har givet os noget at tygge på.

Det eneste overflødige er Erik Christensens mange fotos af søde skolebørn (oftest småpiger) i diverse roligt arbejdsomme situationer.