For mange unge er tiden efter folkeskolen ligmed et fuldstændigt kaotisk forløb, hvor de farer rundt mellem diverse foranstaltninger og undervisningstilbud. Det kaotiske forløb består fx af specialefterskole, produktionsskole, kommunale opbevaringstiltag, ’andre aktører-kurser’, sociale virksomheder, EGU-afdækning, opstart og frafald på mange forskellige ungdomsuddannelser, opstart og frafald på FVU, AVU og lignende på VUC. Det er jungle og en jungle hvor kun de unge med det stærkeste netværk vinder. Disse unge er typisk bl.a. de fagfagligt svageste, mange har udviklingsforstyrelser eller psykiatriske diagnoser. Det er de unge, som i folkeskolen gik i specialklasse eller modtog specialundervisning, det er de unge, der som barn havde massiv AKT-støtte, som blev afdækket af PPR og som der er blevet holdt utallige møder om.

Forløbende for disse unge er ofte fyldt med massevis af nederlag. Fremtidsdrømme der synker i grus. Oplevelser af at være forkerte og ubrugelige. Efter tre år på denne måde, er de fleste reduceret til unge voksne der passivt følger skiftende sagsbehandleres anvisninger.

Deres tidligere klassekammerater har i samme periode gennemført en ungdomsuddannelse. De har fået nye venner, som de er blevet mere voksne og modne sammen med. De er flytte hjemmefra og har fået kørerkort. De har fået et eksamenspapir der giver dem adgang til arbejdsmarkedet eller videreuddannelse. De er blevet mere selvstændige.

I øjeblikket arbejder man på, at give den første gruppe af unge et mere sammenhængende forløb. Dette har jeg store forhåbninger til, desværre ser det ud til at KL byder ind på opgaven, hvilket jeg synes er en kæmpe fejl. I stedet bør den nye uddannelse etableres fuldstændig som de andre ungdomsuddannelser, altså som selvejende institutioner under et statsligt taksameter.

Jeg vil prøve at liste mine begrundelser op:

Valgfrihed: Gruppen af unge er utrolig kompleks, det er alt lige fra den mentalt retarderede til den højtbegavede skizofrene. Kun de fem største kommuner vil kunne lave tilbud, der er relevante og egnede for alle deres borgere. Et af de store problemer med fx STU er i dag, at de enkelte kommuner kun har ét til to tilbud, tilbud som mange af de STU-berettigede slet ikke kan se sig selv i, men som de alligevel bliver presset ind. Hvorfor skal disse unge ikke have mulighed for at vælge et andet ’gymnasium’, hvorfor har de ingen valgfrihed? Inden for STU kunne man sagtens forestille sig at en region havde 20 forskellige tilbud, som de unge frit kunne vælge mellem.

Specialisering: Mange af de eksisterende tilbud ligger inde med meget stor know how og et højt specialiseret fagligt niveau. Det gør de bl.a. fordi de har ’elever nok’. Hvis en kommune fx kun har syv med autisme på hver årgang, så vil specialiseringen forsvinde. Det er simpelthen ikke nok elever til at kunne oparbejde viden nok. De fleste af disse unge er gennem deres folkeskoletid blevet ’generaliseret’. Hvilket for mange af dem afgjort ikke har været en fordel. De er druknet lidt, og deres specifikke udfordringer er der hverken blevet arbejdet med eller kompenseret for.

Almengørelse: Ved at fastholde de unge i kommunalt regi, fjerner man dem fra det de andre unge tilbydes, fx SU, SPS-støtte, og et eksamenspapir. I øjeblikket kaldes det ’Forberedende Uddannelse’, hvilket er en ret uheldig arbejdstitel, da det indikerer, at uddannelsen ikke er noget i sig selv. I stedet burde man fx kalde den for den Almene Ungdomsuddannelse, og dermed indikere, at på den uddannelse får man nogle af de grundlæggende ting på plads. Hvis man gør den tre-årig kunne man på nogle linjer også have faglige mål, som fx dansk, matematik og engelsk på D- eller E-niveau. Det ville betyde en lang mere ’almindelig’ ungdomsuddannelse for flere.

Mit tidligere indlæg: https://www.folkeskolen.dk/591296/hvordan-faar-vi-skabt-et-samfund-hvor-der-er-plads-til-de-udygtige