Reflekterer læreren undervejs, mens han underviser, og bagefter? Og i givet fald hvordan? Det har Sven Erik Henningsen skrevet en grundig og god bog om med afsæt i Donald Schöns teori om den reflekterende praktiker. Og med observationer af to erfarne læreres undervisning og interview med dem.

Diskussionen om og kritikken af Schöns arbejde bliver grundigt formidlet. Henningsens følgeslutninger og konklusioner fremstår klart i et godt og letlæst sprog.

Det fremgår klart, at der er tale om kvalitativ forskning, men der anes alligevel en tendens til at generalisere det, casestudien viser. Det er lidt ærgerligt, for iagttagelser og overvejelser kan sagtens bruges som afsæt til vigtige diskussioner - uden at de kvantificeres. Der fremlægges vigtige pointer, som vil have værdi i enhver diskussion om, hvad der karakteriserer lærerprofessionens arbejde - og om hvor de vanskelige udfordringer ligger.

De to deltagende lærere tillægger begge uddannelsen stor betydning for deres praksis i skolen. Den har været "indsigtsgivende" og er nu "hovedstol" og "rygrad". Selvstudium kan være meget godt, siger den ene. Men det er i fællesskabet, i diskussion og sammen med en lærer, man ændrer sig. Den anden fortæller, at han som studerende kritiserede læreruddannelsen for at være for lidt praktisk. Efter ti års skolepraksis mener han nu, at uddannelsen "skal op på et højt teoretisk plan". Praksis, det lærer man først for alvor ude i skolen. Hvor den ene ikke blev grebet af de pædagogiske fag og savnede eksempler fra skolen, som kunne være analyseret, mener den anden, at han nu bærer indholdet i faget didaktik som en bagage, som han bruger ubevidst.

I bogens sidste afsnit får de observerede lærere selv ordet. Her kan man for alvor se, hvordan personens mentale bagage og livshistorie præger holdninger og praksis.

Bogens hovedpointer er, at en reflekterende praksis

- udvikler klar bevidsthed om egen lærerpersonlighed, dens styrker, begrænsninger og udviklingsmuligheder.

- udløser dybere forståelse af undervisning og læring, paradokser og dilemmaer - og det kan medføre ændringer af sædvaner og etableret praksis.

- bidrager til lærerens professionelle udvikling og vækst.

- viser, at meget kan læres gennem selvkritisk, spørgende tilgang til egen praksis.

Bogen bør læses af undervisere på læreruddannelsen, studerende på de pædagogiske diplomuddannelser og også af lærerstuderende, der skal skrive bacheloropgave. Der er masser af inspiration at hente til overvejelser om relationen mellem teori og praksis - og til analyse af praksis (overvejelser).

Lærere i folkeskolen vil også kunne have gavn af den, men bogen er altså tyk - og givet for omfattende for mange af skolens praktikere. En myndig redaktør kunne med fordel have redigeret teksten ned - og eventuelt have lagt resten på en hjemmeside.

Man kan undre sig over, at alle professionshøjskoler absolut selv skal lege forlag. De er ikke lige gode til det alle sammen. Det ville have været fint med en bedre korrekturlæsning. Schøn står der for eksempel få sider inde - med ø. Et par linjer senere hedder han Schön.