Fyret skoleleder får 270.000 i erstatning

Skoleleder Merete Langeland, som før jul blev fyret fra Skørping Skole i Nordjylland, får nu et halvt års løn som kompensation for en fyring på et tvivlsomt grundlag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Borgmester Børge Olsen var den eneste, der var imod, da kommunens økonomiudvalg besluttede at fyre skolelederen i december.

"At hun får en kompensation bekræfter mig i det, jeg hele tiden har sagt, nemlig at fyringen er uberettiget. Når man griber til det, så er det fordi, man ikke mener, man har en god sag", siger Børge Olsen til DR Nordjylland.

Fyringen af Merete Langeland skete efter, at skolens forældre havde iværksat en underskriftindsamling mod hende. Men nu er flere forældre utilfredse med, at deres skattekroner går til kompensationen.

"Det er en dyr løsning for en fyring, der for mig at se ikke er noget juridisk grundlag for", siger Helle Melgaard, mor til to børn på Skørping Skole.

Skolens lærere var imod fyringen og viste deres utilfredshed med sagens gang i en pressemeddelelse. Og skolens elever valgte at vise deres utilfredshed i demonstrationer.

Merete Langeland får ud over et halvt års løn en fratrædelsesgodtgørelse på 135.000 kroner.

Læs mere

DR Nordjylland