- hvordan bliver børn som de bliver?

Af Judith Rich Harris

480 sider, 175 kroner

Gyldendal

Judith Rich Harris' bog er en provokation. Har forældre nogen væsentlig, langsigtet indvirkning på udviklingen af deres børns personlighed? Svaret er nej! Står der på bagsiden.

Min første indskydelse var, at selvfølgelig har forældre indflydelse på deres børn, og at argumentationen nok ikke var værd at læse. Som anmelder har jeg efterhånden haft mange ideologiske opdragelseshåndbøger af amerikansk tilsnit i hånden og stort set undladt at anmelde dem.

Men jeg gav mig i kast med de 480 sider og blev først fanget af en vidunderlig humoristisk stil, som er blændende oversat til dansk. Det var dog en formildende omstændighed på en så lang læserejse. Men så kom alvoren. Forfatterens belæsthed, overblik og dybt seriøse analyse blev mere og mere udfordrende. Ved at gennemgå den udviklings-psykologiske forsknings teorier og undersøgelser i det 20. århundrede med kritiske øjne når hun med en overbevisende argumentation til en bekræftelse af sine to erklærede formål, at få læserne bort fra den opfattelse, at et barns personlighed formes eller modificeres af barnets forældre, og at give læseren et andet syn på, hvordan barnets personlighed faktisk dannes.

For nu ikke at jage eventuelle læsere væk, som ikke vil have anfægtet deres dogmer og jordens placering i solsystemet og forældrenes rolle i opdragelsen, skal jeg fremhæve, at Harris ikke påstår, at forældre ikke har betydning for det lille barn og dets indlæring af sprog, skikke og relationer til medlemmer af husholdningen. Det, hun går kritisk i rette med, er socialisationsforskningens konklusioner om, at erfaringerne fra den tidlige barndom danner mønster for relationer og regeldannelser resten af livet. Grundlaget for tilbagevisningen af disse påstande er en nærgående kritik af de metoder, socialisationsforskningen har anvendt. Da man ikke kan foretage egentlige eksperimenter med børns opdragelse - og ikke opdrage det samme barn to gange - har man anvendt korrelationsberegninger mellem data (oftest hidrørende fra spørgeskemaer) fra sammenlignelige familier, for eksempel med enæggede tvillinger opvokset i forskellige familier. Men disse korrelationer siger ikke noget om årsager, og ofte konkluderes på meget små korrelationer. Når pressen så får fat i sådanne undersøgelser, bliver konklusionerne trukket hårdere op, end der er videnskabeligt belæg for.

Harris fremlægger mange perspektiverende iagttagelser fra forskellige kulturer, der viser, hvordan indvandrerbørn lærer sprog og kulturelle regler, som de ikke har fra deres forældre. Indholdet i det, børnene lærer hjemme, kan være irrelevant for verden uden for deres hjem, og de kaster det ubesværet af sig som den ucheckede sweater, deres mor har fået dem til at gå med.

Bogens konklusion, at børns karakter eller personlighed i langt højere grad præges af kammerater i børnehave, skoler, klubber og kvarteret end af forældrene, kan nok være til en vis trøst for mange forældre i det nye årtusinds Danmark, hvor forældre til småbørn angiveligt arbejder mere end alle andre. Forældre behøver ikke have kronisk dårlig samvittighed over ikke at have tid nok sammen med deres børn, for de kan alligevel ikke gøre sig håb om at præge dem så afgørende, som de måske gerne ville.

Men så må de til gengæld investere deres engagement i at samarbejde med dem, som så i stedet kommer til at præge deres børn: kammerater, pædagoger, lærere, klubfolk og andre.

For lærere i dagens folkeskole med dens stigende krav til, at læreren også skal være opdrager, er der i denne bog afsæt til at blive provokeret, blive klogere og ikke mindst underholdt.

Ole-Peter Petersen