188 sider, 168 kroner

Kommuneinformation, telefon 3311 3800

Kommunernes Landsforenings forlag har taget initiativ til at bede et forfatterpanel på ti personer belyse og diskutere emnet på baggrund af Niels Egelunds og Kim Foss Hansens undersøgelse fra 1996/97, som omfattede 345 skoler og 85.000 elever.

Niels Egelund indleder med at sætte undersøgelsens resultater i relation til tidligere danske og aktuelle udenlandske undersøgelser og fortsætter med en overordentlig anvendelig gennemgang af undersøgelsens overordnede konklusioner og af, hvad læreren kan foretage sig i klassen i form af analyser og pædagogiske (ledelsesmæssige) tiltag.

Per Kjeldsen fokuserer på, hvilke handlinger der er brug for - og af hvem. Med udgangspunkt i en 'urokubus', der rummer fire variable på hver af de tre dimensioner: miljø (hjemme, kammerater, institution, skole), barnets fremtræden (ubelastet, generelt belastet, specifikt destruktivt belastet, generelt destruktivt belastet) samt de fire situationsvariable (almindelig uro som ikke forstyrrer, forstyrrende uro i varierende omfang, episodisk destruktiv uro og kronisk destruktiv uro), lægges op til en detaljeret analyse og anvisninger på, med hvem og hvordan der kan arbejdes på de forskellige dimensioner.

Kim Foss Hansen fremlægger de konkrete resultater. Urolige børn er ikke et storskole- eller byfænomen.

Hans indlæg handler ikke om de to procent, der altid forstyrrer, og som har været kendt siden børnehaveklassen, som kendes af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og måske af socialforvaltningen. Kim Foss Hansen koncentrerer sig om de andre, og de er primært drenge. Han opstiller en rangorden for, hvor uroen er mest udbredt. Børnehave-, 1. og 2. klasse er vindere, mens 6., 9. og 10. er mindst plaget.

Men så går det løs. I en ætsende analyse af statistikbarnet og samfundet anno 1998 giver Kim Foss Hansen sit sprogligt særdeles veloplagte bud på, hvornår det kan være en sund reaktion på omgivelserne at lave uro. Han har kunstruktive bud på skolebestyrelsens rolle, undervisningsformens betydning og forslag til, hvad skolen kan se på, hvis den har mange urolige børn.

Blandt de andre forfattere er forældre til børn med en urokarriere, forældre til børn med hjerneskade, handicappede forældre, en leder og psykolog på en heldagsskole og en kropsterapeut, som skriver om de kropumulige unger.

Alt i alt rummer bogen en alsidig belysning af emnet med mange gode afsæt for lokal debat eller udarbejdelse af et handlingsprogram i et samarbejde mellem skolebestyrelse, skole, elever og forældre.

Bogen er trykt på lysegråt papir med hvide sidetal og en meget lille og tynd brødtekst (44 linjer per side), så den skal læses i skarpt lys. Hyggelys går i hvert fald ikke, hvis man er en ældre anmelder ved navn

Ole-Peter Petersen