'PBL - Hvad så?' Sådan lyder overskriften til kapitel 9 i bogen 'Problembaseret læring' (PBL), og første afsnit i kapitlet lyder: 'PBL markedsføres med stor overbevisning fra mange sider. PBL sejler i medvind; det er en studiemodel med stor appel, som synes at vække pædagogisk begejstring og entusiasme, og den er med fuld fart på vej ind i medicinsk og anden sundheds- og socialfaglig uddannelse. På flere og flere uddannelsesinstitutioner sættes spørgsmålet på dagsordenen: Bør vi gå ind for PBL? Skal vi satse på at omlægge undervisningen og konstruere læreplaner i overensstemmelse med et problembaseret didaktisk koncept. Man må tro, at udsagnet knytter an til noget epokegørende, ja næsten til en ny pædagogisk opfindelse. Efter at have læst bogen er jeg stadig i tvivl om, hvad det helt præcis er, der adskiller denne didaktiske model fra hovedtendensen i tidens didaktiske tænkning, nemlig den, der sætter eleven og den studerende i centrum for deres egen læring, og som påpeger nødvendigheden af et praksisnært og problemorienteret udgangspunkt for undervisningen. Hele bogen igennem knytter forfatteren da også an til de 'gængse' referencer fra Dewey til Dale. Det skal han ikke bebrejdes, blot får det mig til at undres over de vedvarende hentydninger til PBL som noget helt for sig selv.

Det er ikke undertegnede, som har opfundet forkortelsen PBL, det er forfatteren. Han taler om en pædagogisk model, om et didaktisk koncept, om PBL-vejledning og meget mere, som lukker og signalerer, at her har vi så svaret på de pædagogiske udfordringer. Samtidig siger han rundt omkring i teksten, at det ikke er let at adskille PBL fra for eksempel problemorienteret undervisning, og at der i øvrigt næppe findes et svar på de komplekse spørgsmål, som al undervisning rejser.

Bogen er oversat fra norsk, og som citatet antyder, er den ikke rettet mod folkeskole og læreruddannelse, men mod social- og sundhedsuddannelserne. Det er muligt, at bogens didaktiske pointer og argumentation faktisk repræsenterer en epokegørende nytænkning inden for disse uddannelser, for eksempel forslaget om, at undervisningen skal tage udgangspunkt i cases og opgaver og ikke i faglige discipliner. Det gælder dog for eksempel ikke sygeplejerskeuddannelsen i Danmark, som overvejende er bygget op om temaer.

Bogen fremstår for mig som endnu en i rækken af almendidaktiske bøger, der har set dagens lys i 90'erne. Den føjer sig forståelsesmæssigt og i sine referencer ind i rækken af skandinaviske publikationer, om end den forekommer mig noget omstændelig. Den adskiller sig måske lidt ved at bruge 60 sider på at endevende vejlederbegrebet med referencer til blandt andre Lauvås og Handal, Schøn og Barrows. Det er glimrende gjort, og jeg synes, det er især disse kapitler, der kan have almen interesse, idet de meget grundigt og med eksempler fremstiller og diskuterer, hvad der er lærerens forskellige opgaver i vejledersammenhænge.

Bogens del 1 er viet projektet at fremstille og argumentere for PBL. I del 2 introduceres Dales begreb om lærerkompetencer og professionalitet, og forfatteren vender tilbage til det gamle spørgsmål om, hvilken kundskab der er mest værd, for endelig at runde af med en problematisering af 'det akademiske spøgelse', som giver anledning til en diskussion af teori-praksisforholdet.

I sit opsummerende slutord giver forfatteren selv begrebet PBL et problematiserende skudsmål, idet han skriver: 'Barrows (1994) hævder, at det er blevet endnu vanskeligere at give PBL en præcis og klar betydning, efter at problembaseret læring er blevet adopteret, anvendt og videreudviklet på forskellige måder i højere uddannelser'. Måske er det et såvel håbløst som uvigtigt projekt. Det, der derimod må være udfordringen, er at give lærerne, også i de videregående uddannelser, mulighed for at kvalificere deres didaktiske kompetencer, både deres kompetencer som ledere og deres kompetencer som vejledere, i forhold de studerendes læreprocesser. Det kan bogen inspirere til.

Problembaseret læring

Af Roar C. Pettersen

256 sider, 298 kroner

Dafolo Forlag