Anmeldelse

Samværet ved et DAMP-barn

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med en overordentlig stor indlevelsesevne og omsorgsvilje har en far til et Damp-barn skrevet denne håndbog. Den er teoretisk i de afsnit, hvor Damp, Tourette, autisme og retardering beskrives ud fra de opmærksomhedsforstyrrelser og den hyperaktivitet, de har til fælles, mens den er meget direkte og ligefrem i beskrivelsen af de mange erfaringer og forslag, som lægges frem. Den er skrevet med en ukuelig optimisme og en fast vilje til at forstå, hvordan Damp-barnet oplever sin verden, og hvordan man kan foregribe konflikter og forsøge at lette vejen for barnet ved at tilrettelægge dagligdagen, så barnet kan overskue mest muligt.

Det er ikke blødsøden hjælpsomhed, men næsten ubønhørlig konsekvens, når den for eksempel konkluderer, at Damp er en medfødt hjerneskade, der hæmmer og forvrænger barnets oplevelse af omverdenen, eller beskriver, at Damp-barnet ikke lærer af sine erfaringer, ikke ændrer sin adfærd ved at blive rettet eller skældt ud, men tværtimod bliver angst og fortvivlet og mister endnu mere selvværd.

Bogen giver en lang række eksempler fra institution og skole på, hvordan en hensigtsmæssig tilrettelæggelse kan foregribe mange konflikter. Den går også ind på, hvor svært det kan være at forstå Damp-barnet og handle ud fra tillært indsigt i, hvordan det oplever verden. Som eksempler kan nævnes, at Damp-barnet ofte griner i situationer, hvor det slår andre børn eller selv slår sig - en social adfærd, der kan virker skræmmende på mange, fordi den er uforståelig for en normal person og ofte kan fremkalde spontan forurettethed eller vrede. Eller når et Damp-barn, der ikke kan se sin hånd, på grund af sin svage kropsfornemmelse kan sige: 'Hvor er min hånd?' Selv om det er en lille bog, er den en guldgrube af iagttagelser og indsigtsgivende vejledninger, der kan benyttes af såvel andre forældre som lærere og pædagoger. Det betyder dog ikke, at man bliver en kompetent samværspartner for et Damp-barn ved at læse den. Dens anbefalinger kræver vilje til at ændre sine (ofte spontane) reaktioner og udskifte dem med mere professionelle.