Anmeldelse

Hverdagen med Tourettes syndrom

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For et år siden anmeldte jeg »Samværet med et Damp-barn«, som er skrevet af samme forfatter. Det har siden vist sig, at hans søn også har Tourettes syndrom, og han har selv i en alder af 50 år fået konstateret samme lidelse.

Da jeg anmeldte Damp-bogen meget positivt, var det derfor med store forventninger, jeg påbegyndte læsningen. Og jeg blev ikke skuffet.

Forfatteren er lige så vidende og informativ på dette område, men han kan derudover bidrage med de personlige oplevelser og erfaringer, han har gjort med hensyn til sønnens liv. Erfaringer, som er en guldgrube for lærere og pædagoger, der arbejder med disse børn. Bogen giver en række råd om dagligdagens forløb, som kan hjælpe Tourette-barnet til at undgå konflikter, mobning og tab af selvværd.

I bogens forord retter forfatteren en inderlig appel til skole og kammerater om at undlade deres drillerier og ondskabsfuldheder over for børn med Tourettes syndrom. Se mennesket bag ticsene. De kan ikke gøre for dem.

Bogen afsluttes med en gennemgang af virkningen af forskellige typer medicin, terapeutiske behandlinger, liste over foreninger, litteraturhenvisninger og stikordsregister.

Med optimisme og klart blik for de stærke sider, som præger mange børn med Tourettes syndrom i form af kreativitet, ordenssans og muligheder i voksenalderen, giver forfatteren med sine iagttagelser anledning til eftertanke, og ud fra den indsigt, bogen giver, kan hentes konstruktive ideer til tilrettelæggelsen af undervisning og sociale situationer for de en til to procent af eleverne, som må leve med Tourettes syndrom.