Arbejdet med cases som metode i forbindelse med forandringsprocesser på skoler og i institutioner dukker op fra tid til anden. Tilsyneladende uden rigtigt at kunne blive en fast del af repertoiret, af den samlede værktøjskasse. I denne bog gives der bud på, hvorfor casearbejde bør blive en del af læreres arbejde med deres forestillinger om god undervisning og en god skole.

Bogen indledes med et kapitel om forskellen mellem begreberne udvikling og forandring. Udvikling er et grundvilkår, uanset om vi vil det eller ej, skriver forfatteren. At kunne se de muligheder, der er for at forandre, altså at give udviklingsprocessen en ønsket retning, kræver derimod et kvalificeret blik på eksisterende praksis betinget af "afstand" fra deltagernes personlige involvering i dagligdagen. Det er her, arbejdet med konstruerede cases byder sig til som en del af værktøjskassen.

Forfatterens grundsynspunkt er, at vi som mennesker, og dermed også som lærere, dybest set er modvillige over for krav om forandring. Vi søger de faste rutiner, hverdagens forudsigelige orden. Argumenterne herfor hentes blandt andet i Vygotskys begreber om bekvemmelighedszone over for zonen for nærmeste udvikling. Begreber og argumenter er teoretisk underbyggede, samtidig med at bogen er let læst. Det er fint. Er man som læser interesseret i mere teori, kan den findes i bogens litteraturliste.

Bogens cases er konstrueret omkring en række tematiske cases, som alle afsluttes med spørgsmål. Om casene virker, kan der ikke skrives noget om i en anmeldelse. Det kommer an på det konkrete møde mellem bogen, casene og lærere. Udgangspunktet er dog fint og kan bestemt afprøves.