Publikationen blev først udgivet i 1993 for at formidle information om voldstruede og seksualovergrebsudsatte børn. Den er løbende revideret og forsøgt ført up to date.

Men der er grænser for, hvor ofte man kan ombygge et gammelt hus. En del artikler virker desværre antikverede, afspejler fortidens overgrebspsykologi (krænker/offer/hjælper) og symptomopremsende overgeneraliseringer af kliniske dramatiske historier.

At vi lever i et institutionssamfund, hvor børn tilbringer størstedelen af deres liv uden for familien og er unddraget vores direkte personlige beskyttelse (jævnfør nutidens overfokusering på pædofili), i et skilsmissesamfund med papfædre og papmødre og i en multietnisk verden med omskæringer, æresdrab og tvangsægteskaber, fremgår heller ikke.

Enkelte artikler fokuserer dog på, hvorledes den moderne it-teknologi åbner helt nye kontaktkanaler for seksuelt udnyttende pædofile, og på hvor kompliceret sandhedsafdækningen er i afhøringssituationer/indplantet hukommelse. Men hovedparten er tilsyneladende skrevet i det forrige årtusinde.

Man savner også fokus på skolens/lærerens helt centrale rolle som en vigtig symptomdetektor, i forhold til at barnet mistrives og lever i en dæmonisk terrorsituation bestående af krænkelsesoplevelser, bestikkelse, hemmeligheder, forførelse og svigt.

Over halvdelen af teksten består af lovstof på området. Der burde luges ud i dette. Bilag er faktisk opfundet.

Bogen kan ikke anbefales. Det Kriminalpræventive Råd bør udarbejde en frisk publikation, der afspejler tidens krav om evidensbaseret viden, systemiske/konstruktivistiske overgrebsteorier, tidens diagnoseforståelser samt moderne tilknytnings- og interpersonelle psykologi.