Nyt indhold i en række centrale folkeskolefag

Mere it i undervisningen, kanon i historieundervisningen og større sammenhæng mellem naturfagene. Det er en del af de nye mål for en række centrale fag i folkeskolen, som nu får nye læseplaner. De Nye Fælles Mål træder i kraft næste skoleår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mere end et år har en lang række eksperter og skolefolk arbejdet for at revidere Indholdet i folkeskolens fag. Under ledelse af professorer, konsulenter og Forskere har syv arbejdsgrupper udformet nye formål, slutmål og trinmål for undervisningen i 13 fag.

De nye mål indebærer, at der bliver lagt mere vægt på læsning, skrivning og stavning i danskfaget. Sprogfagene bliver styrket, og undervisningen i it bliver styrket. Der skal lægges mere vægt på undervisning i demokrati i samfundsfag, og der bliver lagt op til et større samarbejde mellem naturfagene. I målene for historie bliver der indført en kanon med 29 danske og internationale begivenheder og det bliver en del af fagets formål, at undervisningen skal bidrage til at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og give dem kendskab til andres kulturer.

De nye Fælles Mål er blandt andet blevet til, fordi eleverne har fået flere timer i centrale fag som dansk og historie.

Bedre kendskab til rødder

"Jeg vil gerne udtrykke min store anerkendelse og ros til det store arbejde, der ligger bag de reviderede mål. Målene er et vigtigt skridt på vejen til at styrke de grundlæggende færdigheder i folkeskolen. Jeg ser frem til, at målene bliver implementeret i folkeskolen" siger undervisningsminister Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

Arbejdet blev i 2006 sat i gang i forlængelse af regeringens globaliseringsstrategi "Fremgang, fornyelse og tryghed". Ud fra den nye formålsparagraf for folkeskolen skulle alle fagenes formål revideres, trinmålene skulle tilpasses, og læsning, matematik, naturfag og engelsk skulle styrkes.

Fælles Mål er en samlet betegnelse for undervisningen i folkeskolen og omfatter formål, slutmål og trinmål, som er bindende mål for, hvad undervisningen skal lede frem mod, og som skal sikre, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder i fagene på bestemte klassetrin i dansk, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, engelsk, tysk, fransk, idræt, matematik, fysik/kemi, biologi, geografi og natur/teknik.

Læs mere