Jesper Bergmann og Frederik Voss har stiftet virksomheden Teacherspace. Fra Jesper Bergmanns kælder udvikler de et produkt, der skal skabe bedre feedback til lærere.
Jesper Bergmann og Frederik Voss har stiftet virksomheden Teacherspace. Fra Jesper Bergmanns kælder udvikler de et produkt, der skal skabe bedre feedback til lærere.

Tidligere Teach First-direktør stifter ny skole-virksomhed

Skal lærere udvikle sig selv og undervisningen, kræver det god feedback på den enkelte lærers undervisning. Det er tanken bag virksomheden Teacherspace, som sælger digital mentorhjælp til skoler og kommuner. Tidligere medstifter og direktør for Teach First Denmark Jesper Bergmann står bag virksomheden.

Publiceret Senest opdateret

Hvad mangler lærere?

De mangler feedback på den undervisning, de hver dag leverer til eleverne i klasseværelset.

Det mener i hvert fald Jesper Bergmann, som sammen med Teach First-læreruddannede Frederik Voss har stiftet den nye virksomhed Teacherspace.

Målet er via digitale løsninger at tilbyde kommuner og skoler et produkt, hvor den enkelte lærer får feedback på præcis den del af undervisningen, som læreren ønsker at få feedback på.

”Vi vil gøre en forskel for lærere ved at gøre det nemmere at få kvalificeret feedback på undervisning. Vi vil gerne bidrage til at fastholde nye lærere. For der er mange, der forlader faget hurtig”, siger Jesper Bergmann.

”Vi har også talt med mange lærere, der har været i faget i flere år, der godt kunne tænke sig mere sparring og feedback på, hvad der sker i klassen – men af mange årsager, blandt andet fordi det er sårbart, kunne de godt tænke sig at få det fra en udefra”.

Video giver nye feedbackmuligheder

Jesper Bergmann er ikke læreruddannet, men han har længe arbejdet med skoler. Han forlod sidste år foreningen Teach First Danmark, hvor han var medstifter og har haft direktørjobbet.

Teach First Danmark er specialiseret i at rekruttere især akademikere til en læreruddannelse, som tages samtidig med et fuldtids lærerjob.

Derfor ved han også, at det på skolerne kan være svært at finde tid til at give den feedback på undervisningen, som mange lærere efterspørger. Men han mener, han har fundet en løsning, der passer til skolens hverdag.

”Læreren optager sin undervisning via appen. Det er den video, som danner grundlag for den feedback, som læreren får. Det giver spændende muligheder, fordi læreren kan se klip med sig selv og finde ud af, hvad der fungerer godt. Det giver læreren et redskab til at reflektere over egen praksis”.

”Det er centralt for os, at det er i undervisningen, at man kan gøre en forskel med feedback. Det er der, kerneopgaven er. Det er der, hvor problemerne opstår, og også der, hvor løsninger skal findes. Man kunne også styrke alt muligt andet uden for undervisningen, men potentialet er størst med det, som foregår inde i klassen” siger Jesper Bergmann.

Nytænkning af mentor-rollen

Lærernes nye arbejdstidsaftale har betydet, at der er et større fokus på mentorordninger til nyuddannede lærere. Folkeskolen.dks optælling sidste år viste, at 39 kommuner havde en lokal aftale om en mentorordning, men der er meget stor forskel, hvad en mentorordning indebærer fra kommune til kommune og fra skole til skole.

”Når man spørger, hvad det dækker over, så har det ofte fokus på logistik og praktiske overleveringer og information. Vi tror, at det virkelig rykker, når man kommer ud i klassen”.

Selv om det er kommunen eller skolen, der skal betale for produktet, så er det vigtigt, at det er læreren, der bestemmer, hvordan det skal bruges, understreger Jesper Bergmann.

”Det er meget vigtigt, at det er læreren, der er i kontrol. Det er lærerne, der bestemmer, hvad de vil optage, og de kan slette en optagelse. Det er læreren, der styrer den del, og læreren, der booker en tid med mentor, men det er skolen og/eller kommunen, som betaler for produktet. Vi synes lærere har rigeligt med udfordringer i forvejen, og derfor har vi et princip om, at lærere aldrig nogensinde skal betale for vores produkt”.

Internationalt potentiale

Jesper Bergmann har lært meget af sin tid i Teach First.

”Teach First har søsterorganisationer i hele verden. Der er lærermangel og problemer med at fastholde lærere i hele verden. Det er ikke kun i Danmark, at feedback på undervisningen og videooptagelser vil være en god ide. Vi håber, at Teacherspace også kan virke og gøre en forskel for undervisningen i andre lande”.

De to iværksættere har arbejdet uden løn og ved siden af andre jobs i et stykke tid med udviklingen af produktet.

Men fra 1. september i år har en bevilling fra Innovationsfonden betydet, at de kan arbejde fuld tid på Teacherspace i et år.

”Nu har vi udviklet vores egen platform, som vi er i gang med at prøve af de første steder. Det er sparsomt, hvor mange der har prøvet den, men tilbagemeldingerne er meget positive. Men det handler om, at man selv skal have lyst til det som lærer”.

Der bliver ikke målt på effektiviteten af lærere, lover Jesper Bergmann.

”Hvis vi gør lærerne dygtige og gladere, så smitter det positivt af for både eleverne og på skolerne . Vi går ikke op i at måle effekten af alt muligt. Vi støtter os op ad den forskning, der er om, hvordan man gør lærere dygtigere. Og så vil man som skoleleder, forældre og elev og selvfølgelig også som den lærer, der har fået feedback, mærke en forskel".

Powered by Labrador CMS