Mystik om lærerantal i folkeskolen

Selvom folkeskoleudgifterne per elev har været faldende de seneste år, og selvom antallet af ansatte i folkeskolen har været stabilt, når Uni-C i sin nyeste statistik over lærer-elev-ratio frem til, at der er blevet færre elever til hver lærer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elev-lærer-ratioen, som det kaldes, er ifølge statistikken faldet fra 11½ elev per lærer i 2004/05 til 11,1 i 2005/06, og ifølge Undervisningsmininisteriets statistikhjemmeside, skyldes det, at der antallet af lærerårsværk i folkeskolen er steget, selvom elevtallet ikke er steget.

Men ifølge den samme hjemmeside steg samlede antal af ansatte i folkeskolen med opgaver relateret til undervisningen sidste skoleår kun med én person, fra 60.320 til 60.321, mens antallet af ansatte lærere steg med godt 200 personer. Alligevel viser statistikken, at antallet af lærerårsværk er steget med 1500 årsværk.

Uni-C's statistikkontor, der udarbejder statistikken for ministeriet har ikke nogen forklaring på misforholdet. Herfra konstaterer man blot, at det er det, indberetningerne fra skolerne viser, og at antallet af ansatte både dækker over heltids- og deltidsansatte, mens antallet af årsværk er omregnet til fuldtidsansatte og også inkluderer skolelederes undervisningstid.

Tilføjet 31. aug: En venlig læser med job i en skoleforvaltning har til gengæld et rigtig godt bud på, hvorfor antallet af lærerårsværk kan stige, selvom hverken antallet af elever eller ansatte er steget: På grund af helligdagenes placering skulle hver lærer i 2004/05 lægge 1694,6 arbejdstimer på skolen, og året efter skulle hver lærer lægge 1687,2 arbejdstimer på skolen. Når Uni-C så dividerer lærertimerne med standardårsværket på 1924 timer, bliver antallet af årsværk højere i 2005/06 end i 2004/05.