De første specialinstitutioner i fare for at lukke

Kun to måneder efter kommunalreformen er de første specialinstitutioner på vej til at blive lukket. Stevns har netop besluttet at nedlægge en institution for anbragte børn, og i Middelfart har Bøgelundskolen svært ved at skaffe nye elever.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I slutningen af 2006 fik Bøgelundskolen cirka fem henvendelser fra psykologer i fynske kommuner om en døgnplads, men selv om en plads var fagligt relevant, førte det ikke til nye elever.

Bøgelundskolen underviser normalt begavede børn, der har problemer med adfærd, kontakt eller trivsel. Siden 2004 har der været vigende belægning på skolen, som Middelfart Kommune overtog fra Fyns Amt ved årsskiftet. Kun fire kommuner benytter skolens døgntilbud med plads til 16 børn. Dertil kommer to børn, der undervises på skolen, og fire, der bruger skolen som dagtilbud. Der er seks lærere på skolen.

Den lave belægning har sat Middelfart Kommune i et dilemma. Færre døgnelever betyder højere takster, hvis man skal bibeholde det høje faglige niveau, men højere takster kan betyde, at kommunerne vælger et andet tilbud til deres børn.

"Vi har sat en undersøgelse i gang for at belyse behovet for disse pladser og kommunernes ønske om at bruge dem fremover", siger børn- og ungedirektør Bente Meunier til Fyens Stiftstidende.

En arbejdsgruppe er kommet frem til tre fremtidige muligheder for skolen. Enten skal skolen udelukkende tilbyde døgnpladser, den kan kombinere døgnpladser med konsulentydelser, eller man kan lukke Bøgelundskolen.

"Vi mangler stadig at forhandle med kommunerne, inden vi kommer med en indstilling", siger Bente Meunier.

For dyrt at drive institution

På Stevns har politikerne besluttet at nedlægge institutionen Vallø Strand, der tager sig af akutanbringelser af børn i alderen nul til tre år, og som kommunen har overtaget fra Roskilde Amt.

Institutionen er normeret til otte børn, men for øjeblikket har den kun fire. Dertil kommer, at fire-fem børn fra en lignende institution går i skole i Vallø Strand. Men fordi faciliteterne ikke udnyttes fuldt ud, er udgifterne til afskrivninger, vedligeholdelse og opvarmning uforholdsmæssigt store.

"Vi har ingen børn på institutionen. De andre kommuner bruger den heller ikke i samme grad som hidtil. Den situation er vi nødt til at tage bestik af. Vi kan ikke have en institution, som ikke bliver brugt. Det er for dyrt", siger borgmester Poul Arne Nielsen (V) til Socialpædagogen.

Ifølge bladet har der reelt været lukket for akutmodtagelser på Vallø Strand siden november sidste år. Intet tyder dog på, at antallet af børn, der har brug for at blive anbragt uden for hjemmet, er faldet. På landsplan har tallet ligget stabilt på 14.000 de sidste år.

Flere lukninger vil følge

Handicaporganisationer, fagforbund og eksperter har i forbindelse med kommunalreformen advaret mod, at de specialiserede institutioner ville blive nedlagt, og at kommunerne i stedet ville tage opgaven hjem til et billigere og ringere tilbud.

Professor Poul Erik Mouritzen var en af de tre uafhængige eksperter, der sad med i Strukturkommissionen. Han forudser, at sagen fra Stevns blot er starten en stribe af institutionslukninger.

"Det er det første eksempel, jeg hører om. Men det er givet noget, vi kommer til at se mere af", siger Poul Erik Mouritzen og peger på, at det store problem er, at kommunerne overhovedet har fået tildelt disse opgaver.

"Kommunerne har et meget større økonomisk incitament til at lukke disse institutioner. Der er tale om meget store og synlige beløb. Derfor er det fristende at finde en billigere løsning i hjemkommunen. Men det grundlæggende problem er, at kommunerne overhovedet har fået disse institutioner og opgaver", siger Poul Erik Mouritzen til Socialpædagogen.

Sammen med de to andre uafhængige eksperter i Strukturkommissionen, Jørgen Søndergaard og Erik Bonnerup, advarede han allerede før, reformen var trådt i kraft mod at lade kommunerne overtage de meget specialiserede institutioner, fordi der så ikke længere er en myndighed til at sikre, at der er et tilbud til de allersvageste borgere på tværs af kommunegrænserne.

Det er netop sådan, situationen i Stevns kommune ser ud.

"Det er ikke vores opgave at sikre, at der er et passende antal pladser i hele Region Sjælland. Vi vil ikke være buffer", siger borgmester Poul Arne Nielsen.

Læs mere