Anmeldelse

På fantasiens vinger / Det flyvende tæppe

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To programmer til brug i matematikundervisningen, programmer, som eleverne vil opfatte som spil, men hvor forhindringerne er af matematisk art med udfordringer, der nok skal skabe diskussion eleverne imellem.

I »Det flyvende tæppe«, der er beregnet til aldersgruppen 8-12 år, kan man rejse i seks forskellige scenarier i Egypten som for eksempel Kairo eller ørkenen. Når man ellers til at begynde med er kommet over Nilen for at komme ind til Kairo. Hvert scenarie har forskellige rum med matematiske opgaver fra almindelig plus og minus til logiske og andre ganske svære opgaver, som sikkert af og til vil kræve lærerens medvirken en del. I nogle spillignende situationer kan man komme på en rekordtavle.

Hver enkelt elev logger på med eget navn og kode, og i et medfølgende program kan læreren holde øje med, hvor langt rundt de enkelte elever er kommet i programmet. For eksempel om det er lykkedes at købe det flyvende tæppe i Kairo, det tæppe, man så skal bruge til at rejse rundt på til de andre scenarier. Hvis man ellers vel at mærke i et andet rum i Kairo, markedsboden, har fået købt den fløjte, der skal bruges til at styre tæppet.

Et ganske fornøjeligt program, som det kan tage adskillige år for elever at komme igennem, hvis de begynder i otteårsalderen. Der er i lærerprogrammet adskillige indstillingsmuligheder. Blandt andet for lyden, som i dette program er forholdsvis god. Vejledning til programmet er indbygget og bliver læst højt, hvis man har indstillet den mulighed. Programmet kan installeres på en enkelt maskine eller i en netværksinstallation.

Af nogenlunde samme type, men i et helt andet univers, er »På fantasiens vinger«, beregnet til børn fra børnehaveklasse til 11-års-alderen. Her rejser man rundt i rummet i et fantasiunivers til en fremmed planet, hvor man møder rummus, som børnene skal hjælpe med at løse matematiske problemer og opgaver af rimelig passende sværhedsgrad. Opgaverne og problemerne møder man i ti forskellige byer. De er mangfoldige inden for områder som klassifikation og antalsbestemmelse for de mindste til talbehandling, tabeltræning og lignende for de ældste.

En god og grundig brugervejledning med forklaringer og oversigt over det matematiske indhold medfølger. Ellers kan man overalt i programmet få vejledning i, hvad man skal gøre. Men den lyd, der læses op med, er ret dårlig. Det må kunne gøres bedre.

Programmet kan installeres på maskiner både enkeltvis og i et netværk og kan bruges af mange brugere på en gang. På en lærerdel kan man se, hvor langt det enkelte barn er nået.

Begge programmer er, hvad man i bund og grund kan kalde træningsprogrammer, måske med lidt flere spændende udfordringer, navnlig af logisk art, i »Det flyvende tæppe«. Men begge er pakket ind i universer, som uden tvivl vil tiltale elever i dag. Lyden er langt bedst i »Det flyvende tæppe«, der til gengæld har en rimelig pebret pris sammenlignet med andre træningsprogrammer, medmindre man har det som led i en abonnementsordning. »På fantasiens vinger« har så til gengæld langt de fleste opgaver indbygget.

Lærer eleverne noget matematik ved at arbejde med den slags programmer, vil man måske spørge. Elever har lært af forskellige spil i århundreder. Nu har de en anden udformning og skal tiltale elever, der både har set morgenfjernsyn, været på nettet og sendt smser, inden de møder til undervisning, så mon ikke de vil være et godt supplement i undervisningen.