Skrevet af Dag Øyvind Engen Nilsen.

Oversat fra norsk af Rikke Ragna Christensen.

At en skole snyder med rapporteringen for at høste anerkendelse er chokerende, men ikke overraskende. En holdning, der ser ud til at brede sig, både i erhvervslivet og i det offentligt bureaukrati, er, at der gerne må snydes ”en smule” for ikke at ryge af i svinget. En stigende mængde faglitteratur bekræfter dette.[1] Snyderiet er er en konsekvens af stadig mere ovenfra-og-ned styring. Hvis bureaukrater og politikere skal detaljestyre institutioner på lang afstand af selve institutionsvirksomheden, er det nødt til at foregå med retningslinjer og målekriterier.

Når en virksomhed pålægges flere direktiver om, hvordan jobbet skal udføres, og resultaterne skal måles, sker der noget med virksomhedens interne dynamik. Fokus flyttes fra dem, virksomheden eksisterer for, og rettes mod dem, der laver direktiverne. Skolen er et godt eksempel herpå. Siden skolepolitikken er central i kampen om vælgerne, snakker politikkerne stadig om, hvordan de skal ”skabe en god skole”.

Virkemidlet er altid det samme, nemlig retningslinjer om undervisningsmetoder og måling af resultater. Effekten af sådan nogle virkemidler har ingen indvirkning på kvaliteten i undervisningen. ”En god skole” kan kun skabes i klasseværelset i mødet mellem lærer og elev langt væk fra bureaukrater og politikere. I stedet ser man et fællesskab i opløsning, hvor lærere og skoleledelse er præget af forvirring. Det er nemlig ikke uproblematisk at måle kvaliteten på skolerne.

Måleproblemet

Problemet med målemetoderne er for det første at finde kriterier for god læring. Dernæst er udfordringen at konstruere tests, der måler på disse kriterier. Denne udfordring bliver større, når målingerne skal give et pålideligt sammenligningsgrundlag på tværs af klasser, skoler og distrikter. Jo længere væk fra det enkelte klasseværelse de forskellige tests er konstrueret, jo sværere bliver det at konstruere mål, der er sammenlignelige på tværs af uddannelsesmiljøer. For at opretholde pålideligheden i målingerne må man indsnævre målekriterierne. Linsen fokuseres, så man ser klarere, men horisonten bliver smallere, og relevansen bliver mindre. Konsekvensen bliver, at den, der vil opnå gode resultater, er nødt til at reducere kompleksiteten i uddannelsen til elementer, som alle har tilfælles, så de gør sig godt i testene. Dette påvirker også fællesskabet.

Fællesskabet opløses

Den fælles oplevelse, der opstår mellem lærer og elev, bliver mindre relevant, når det ikke er elevernes læring, der er i fokus, men i stedet politikkernes retningslinjer. Dermed svækkes det lokale fællesskab, og relationerne mellem elever og lærere opløses. Læreren får ikke anerkendelse gennem samspillet med eleverne, men gennem flittig rapportering af målinger, som ingen egentlig forstår meningen med. Elevens opgave er at skaffe skolen denne anerkendelse. Elever, der ikke bidrager til gode måleresultater, bliver en trussel.

Strammere retningslinjer fører til mindre fleksibilitet. Skolerne er derfor blevet dårligere i stand til at håndtere hændelser og situationer, som opstår, hvor eleverne er, når hændelserne ikke er planlagte. Det følgende eksempel illustrerer denne pointe.

For nogle år siden mødte jeg to forældre til en 10-årig dreng på mit kontor. De fortalte, at han blev mobbet af en klassekammerat. Plageåndens metoder bestod i af skubbe, sige skældsord, hive bøger ud af skoletasken etc. De enkelte episoder var ikke så slemme. Problemet var, at mobningen foregik konstant. Det var blevet så slemt, at drengen kastede op hver morgen, inden han skulle i skole. Skolen gik i gang med nogle foreskrevne tiltag. De talte med drengene, udarbejdede rapporter, og informerede lærere om situationen. Det interessante var, at drengen, der blev mobbet, var større og stærkere end mobberen. Han kunne have stoppet fjenden med et enkelt slag. Dette var selvfølgelig udelukket. De voksne skulle ordne det. Men de voksne kan ikke ordne sådan nogle ting gennem foranstaltninger. Tværtimod. De voksnes involvering gjorde kun ondt værre. Ved at nægte drengen at gøre gengæld blev hans eneste våben taget fra ham, og han blev tvunget til at holde plageånden ud, mens de voksne diskuterede handlingsplaner. Eksemplet illustrerer en skræmmende tendens, nemlig at skolen ikke længere eksisterer for eleverne.

Skolen indrettes efter politikkernes behov

Skolen skal uddanne den opvoksende generation og eksisterer for eleverne. Fokus skal væk fra politikkernes behov og rettes mod eleverne. Det betyder, at det udelukkende er elevernes udbytte, der tæller. Udelukkende. Det, vi ser i skolen, er også blevet en tendens i resten af samfundet. Flere og flere virksomheder bruger energien på at møde magthaveres behov frem for elevers, brugeres, ansattes, eller for den sags skyld, kunders. Taberne er dem, der tager ansvar.

Psykopaternes fremmarch

Erhvervslivet indfører også mere og mere resultatstyring. Ligesom i skolen bliver disse målinger konstrueret af nogen, der sidder langt derfra, og ligesom målingen af «god læring» giver målinger af arbejdspræstationer et snævert billede af de ansattes kompetencer. Det har også ført til, at mange ansatte undlader at udføre opgaver, de ikke bliver målt på. I mange virksomheder kæmper de ansatte om at undgå arbejdsopgaver, der ikke er inkluderet i målekriterierne. Taberne er dem, der tager ansvar. Anerkendelsen går til dem, der sætter deres egne behov før virksomhedens.

Denne praksis har givet store fordele til en bestemt gruppe, nemlig psykopaterne. En undersøgelse foretaget af den amerikanske psykolog Simon Croom viste, at tolv procent af topledere i det amerikanske erhvervsliv er psykopater, sammenlignet med én procent i resten af befolkningen (i den vestlige verden). Femten procent af toplederne har psykopatiske træk. Dette er opsigtvækkende. Ikke alene tyranniserer psykopater deres ansatte, de koster også virksomhederne milliarder af dollars hvert år. Crom drager følgende konklusion: 12% of corporate leaders are psychopaths. It’s time to take this problem seriously. Begrebet lader til at være på alles læber nu til dags, og det er svært at finde en film, der ikke portrætterer en psykopat eller en narcissist, men hvem er psykopaten egentlig, og hvordan har de formået at indtage så mange vigtige positioner?

Psykopaten

Psykopaten har en personlig stil, der er præget af kynisme, lav impulskontrol, fraværende samvittighed, mangel på empati og højt aggressionsniveau. I sammenhænge med stærk konkurrence og kun lidt sammenhold har psykopater en fordel. De lader sig nemlig ikke begrænse af fællesskabets normer og har ingen ansvarsfølelse. Ansvarlighed bliver let en karrieremæssig hæmsko, hvis den ikke bliver lagt mærke til, f.eks. når arbejdet skal vurderes af et spørgeskema og ikke af lederen. For at forstå hvordan store virksomheder kan lade destruktive og illoyale ansatte stige til tops, skal man se på, hvad der adskiller psykopaten fra resten. Hvad er det f.eks., der gør, at nogen tager ansvar og indordner sig fællesskabets normer?

Trist, bange og skyldig. Nogle gange vred.

For at det sociale fællesskab skal fungere, må medlemmerne være i stand til at føle frygt, skyld og tristhed. Frygten for at miste jobbet får dig til at acceptere kedelige arbejdsopgaver. Skyldfølelsen ødelægger glæden ved at lade en ven betale restaurantregningen, mens du tilfældigvis er på toilettet. Hvis det sker flere gange, kan vennen få nok, og venskabet er slut. Man bliver trist bare ved tanken. Disse tre følelser går dig sårbar. Din trivsel afhænger af fællesskabets accept. Derfor tilpasser du dig.

Det hænder imidlertid, at du modstår det sociale pres, men kun når du føler dig ”rigtig uretfærdigt behandlet”. Forestil dig det følgende møde med ledelsen på jobbet: ”Økonomien er presset. Vi beder om forståelse for, at der ikke findes ekstra lønmidler til 2022.” ”Det er tredje år i træk,” begynder du, men bliver afbrudt. ”Nu er situationen…”

Mere hører du ikke. En samtale, du havde med din kollega for nogle dage siden, dukker op i hukommelsen. Sagde han ikke, at han fik en solid bonus i år?

Hvad fa…! Et voldsomt tryk sender rytmiske stød fra brystet og ud i fingrene. Hvad fa… Det ville være rart at lægge fingrene rundt om halsen på den feje gris, tænker du. Klemme luften ud af ham. Det bliver ved tanken. I stedet tager mødet en ny vending. Raseriet har ændret noget i ham. Det brændende tryk, du netop følte, er borte. Det samme er frygten og usikkerheden, du følte før mødet. Alle dine sædvanlige følelser er frosset til is. Med rolig stemme siger du: ”Det har jeg ingen forståelse for.” Effekten er forbløffende. Der findes midler alligevel. I et eller andet budget. Man ville bare undgå misforståelser. Var det så enkelt, tænker du. 

Medmindre to personer er enige om alt og altid går i samme retning, er de hele tiden i forhandling. Selv når det kommer til trivialiteter, som hvor man skal spise frokost, hvilken Tv-kanal man skal se, eller hvem der skal hente kaffen, forhandles der. Parterne vurderer, hvad de har givet, og hvad de har fået. For at skabe balance veksles der mellem at fremme sine egne behov og sætte dem til side. Tristhed, frygt og skyld gør os empatiske og ansvarlige. Selvhævdelsen drives af de aggressive impulser, og det er aggressive impulser, der driver psykopatens målrettede adfærd til tops i visse virksomheder. 

Et eneste mål

Psykopatens har et eneste mål, nemlig magt og kontrol. De kender ikke til angst, tristhed eller skyld. Når andres behov krydser deres egne, er aggression den eneste respons. Det eneste, der stopper dem, er, at nogen har mere magt end dem selv. De møder al modstand med det samme iskolde raseri og den samme uhæmmede målrettethed, som du havde i forhandlingen med chefen.

Hvorfor er dette så effektivt? Hvorfor underkastede chefen sig din vilje, og gav dig akkurat det, du ville have? Fordi hans bøn om forståelse for virksomhedens økonomiske situation ikke vækkede den forventede reaktion i dig. Raseriet lammede al den frygt, samvittighed og empati, du havde.

Psykopaten forstår ikke, hvad du snakker om

Når du forhandler med en psykopat og fremstiller sagen fra din side, sker der noget mærkeligt. Det bliver ikke registreret, og psykopaten forstår ikke, hvad du snakker om. Her har du to valg: Enten giver du dig, eller også må du bruge magt for at få din vilje. For at undgå, at situationen eskalerer, vælger du som regel den letteste vej. Du giver efter for presset.

Psykopater møder al modstand, al uenighed og alle krav med en aggressiv målrettethed og manglende evne til at opfatte sagen fra dit perspektiv. Du er enten ven eller fjende. I alle situationer. Er det så nemt, tænkte du, da chefen gav dig en lønforhøjelse. For psykopaten er det så nemt. Men ikke for dig. Du skal først udsættes for grov uretfærdighed. Næste gang du siger ”det har jeg ingen forståelse for”, vil chefen svare med et grin. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at det er let at være psykopat. Psykopater har store mellemmenneskelige begrænsninger. Deres manglende evne til at vise sårbarhed gør, at de aldrig får nære relationer. Aggression fører dem konstant ud i konflikter, og deres mangel på impulskontrol sender en stor del af dem i fængsel.

De psykopater, der ender som ledere, er dem, der er smarte nok til at undgå ordensmagten, og som formår at spille rollen som dygtige ansatte, indtil de bliver forfremmet. Arbejdspladser, der er præget af snæver målstyring, fravær af fællesskaber og kaotiske ansvarsforhold, er væksthuse for psykopater. De blomstrer under betingelser, som andre afskyr. Det klassiske karriereforløb for en psykopat ser omtrent sådan her ud.  

Psykopatens karrierevej

De starter det nye job med at orientere sig om, hvem der har magt, og hvem man bør kende. Resten af virksomheden er de ligeglade med. Dette fører mange reaktioner med sig. Når psykopaten indynder sig hos chefen, bliver mange forbløffede over at falskheden og de pompøse floskler ikke bliver gennemskuet, men hvert niveau i virksomheden har sin egen jargon. Chefen foretrækker klichéer fremfor stammesprog[2].

På snedig vis spreder psykopater rygter og gør, hvad de kan, for at slippe af med konkurrenterne. Hvis de bliver konfronteret med, at de har løjet, snor de sig ud af den ved at påstå, at de fik informationen fra dig. De spiller de andre ansatte op mod hinanden og ødelægger miljøet. Samtidig fortæller de chefen, at de er ”bekymrede for arbejdsmiljøet”. Kort tid efter er de blevet forfremmet. Dem, der forfremmer psykopaten, bliver dolket i ryggen, så snart de ikke længere er nyttige. Denne procedure gentages, indtil de har nået toppen eller er blevet fyret. 

Virksomheder, der ledes af en bureaukratisk målstyringsinstans, hvor lederne har minimal kontakt med dem, de skal lede, er karrierefremmende for psykopaten. For at kunne opdage destruktiv adfærd er dem, der bestemmer, nødt til at være på den afdeling, hvor de ansatte udfører deres opgaver. Lederen skal bidrage til, at alle trækker i sammen retning, således at fællesskabet varetages. Den vanvittige målstyring, der skal sikre kvalitet i skoler og erhvervsliv, ødelægger arbejdsmiljøerne og belønner illoyal og destruktiv adfærd. Lad os håbe, at nogen kommer til fornuft, før det er for sent.

Dag Øyvind Engen Nilsen er uddannet psykolog og underviser i psykologisk testmetodik på Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU) og på Høyskolen Kristiania. Han er tidligere fagredaktør for psykopaten.info og har skrevet flere bøger om testning, statistik og ledelse. I 2021 skrev han Psykopattesten: Se faresignalerne – og kom væk.  

[1] Callahan, D. (2007). The cheating culture: Why more Americans are doing wrong to get ahead. Houghton Mifflin Harcourt.,

Oberman, D. William, Morrisette, Shelley et al. (2021): “Cheating, culture and incentives: who deserves a bonus?” i Emerald Insight, Emerald publishing limited

Geddes, Kimberly A. (2021): “Academic Dishonesty among Gifted and High-Achieving Students” i Gifted Child Today, Volume: 34 issue: 2, page(s): 50-56

[2] De talemåder man har i bestemte grupper. Altså jargon.