Anmeldelse
Litteraturhistorie, Dansk
Romantikken tænder
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Geert A. Nielsen og Karen Schmedes
128 sider, 238 kroner
Dafolo
Romantikken tænder og fascinerer i disse år. Ikke kun i de gymnasiale uddannelser, men også i folkeskolen er der kommet lidt trend over denne periode i dansk kulturhistorie. Det kan måske virke lidt overraskende i lyset af,at generationer af unge har måttet døje med Guldalderens litterære klenodier som national eksercits og eksamens pensum.
Forudsætningerne for den genvundne interesse kan givetvis findes flere steder, men periodens optagethed af fantasi og følelse, dens betoning af jegets betydning og den individuelle frihed kan måske fungere som spejlbillede og reflektering af nogle aktuelle problemstillinger. Det har også styrket periodens muligheder i undervisningen, at den er kommet fri af traditionen og salig Vilhelm Andersens klamme ideologiske hånd. I dag er det meningsløst at reducere romantikken til en byggesten i et dansk nationalt projekt omkring mytologi, sprog og nationens store heltefigurer. Den bør læses som en bred europæisk kulturstrømning, der med lokale variationer var med til at bane vejen for forståelsesformer, vi ser verdenen med i dag.
Geert A. Nielsen og Karen Schmedes' antologi med 44 danske og europæiske tekster, 22 billedkunstværker fra 1770 til 1830, fire temaafsnit og et efterskrift tænder godt op for romantikken og får perspektiveret den danske romantik historisk, kulturelt og litterært inden for en europæisk bevægelse og sammenhæng. Bogens målgruppe er de fortsatte skoleuddannelser, men når den alligevel finder vej til anmeldelse i Folkeskolen, hænger det sammen med, at den på udmærket og inspirerende vis kan justere dansklærerens viden og forudsætninger og danne grundlag for forberedelse af undervisningsforløb om perioden, for eksempel i tilknytning til Lars Handestens antologi til folkeskolen 'Guld og grønne skove - Litteraturhistorie om romantik og guldalder' (forlaget alinea).
Tiden er inde til igen at sætte blus på romantikken.
Jørgen Kuhlmann