Line Hjarsø blev valgt som ny formand for LL ved foreningens årsmøde i weekenden
Line Hjarsø er ny formand for LL
På LL's årsmøde i weekenden blev der valgt ny formand og forretningsudvalg. Line Hjarsø afløser Kresten Bang Heinfeldt, og hun vil kæmpe for studenterindflydelse i professionshøjskolerne og en større anerkendelse af lærerjobbet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi skal have fokus på anerkendelsen af de studerende, der rent faktisk vælger uddannelsen og anerkendelsen af den profession, de skal ud og arbejde i. Der bliver generelt talt ned om faget, og det skal vi have stoppet", siger den nye formand for Lærerstuderendes Landskreds, Line Hjarsø, til folkeskolen.dk
Hun er 23 år og læser på tredje år på Læreruddannelsen Zahle. Line Hjarsø afløser Kresten Bang Heinfeldt som formand.
"Hvis vi skal øge rekrutteringen til læreruddannelse, skal vi være bedre til at fortælle den rigtige historie og ikke den, der hele tiden bliver skabt i mediebilledet", siger hun.
Professionshøjskolerne skal i fokus
På weekendens årsmøde blev det besluttet, at LL i fremtiden skal kæmpe for en større studenterindflydelse i professionshøjskolerne og for større tryghed i udbydelsen af læreruddannelsen.
"Det er en stor udfordring, vi står overfor med professionshøjskolerne. Læreruddannelserne bliver udviklet i øst og vest. I LL savner vi en national strategi for, hvad det er, man vil med læreruddannelsen, og hvordan man tiltrækker flere studiesøgende. Ligesom DLF vil vi også gerne have flere hænder i folkeskolen", siger Line Hjarsø.
Der mangler tryghed
Hun gætter på, at ansøgertallet til læreruddannelsen igen i år vil være faldende og mener, at en af grundene kan være udsigten til lukning af læreruddannelsessteder.
"Uddannelser bliver lukket og lagt sammen, og det kan være med til, at man nogle steder har fået et andet billede af læreruddannelsen og fravælger den på baggrund af det. Der mangler en tryghed for, om ens uddannelse bliver eller ej", siger Line Hjarsø.
Line Hjarsø glæder sig til at komme i gang med arbejdet som ny formand og roser foreningens engagement.
"Det var et skelsættende årsmøde. Der er rigtig mange nye kræfter i organisationen, som meget gerne vil lægge en stor indsats i at få løst de udfordringer, vi står overfor. Det er en rigtig god følelse, at vi er så mange, der står sammen for at gøre en indsats", siger Line Hjarsø.