Kun to ville stå i spidsen for kommende storskole

Mens 24 lagde billet ind på at blive børne- og kulturchef i Langeland Kommune, ønskede kun to at blive leder af den kommende storskole, der bygges som OPP-projekt for at samle øens elever på færre skoler. Den nyudnævnte leder søgte slet ikke jobbet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ansøgertallet til børne- og kulturchefen viser, at geografien ikke skræmmer folk med lederambitioner fra at søge mod øen i landets udkant, så det kom bag på servicedirektør Thomas Rosenqvist fra Langeland Kommune, at han kun modtog to ansøgninger til jobbet som leder af den nye skole, der står færdig om to år.

"Det lyder som et drømmejob for en skoleleder, at man kan være med til at forme indholdet af en helt ny skole. Men i de næste to år skal man samtidig være leder af Rudkøbing Skole, og det har nogle måske set som en uriaspost. Et andet forbehold kan have været de store forventninger, vi har til den nye skoleleder, men det modsvares af lønnen", siger Thomas Rosenqvist.

OPP-projekt kan ikke have skræmt

Langeland lukker alle sine otte skoler og samler fra 2010 eleverne på den nye Ørstedskolen i Rudkøbing og gør en skole i hver sin ende af øen til fødeskoler. Ørstedskolen bliver blandt landets største og bygges som et såkaldt OPP-projekt (Offentligt Privat Partnerskab). Hverken størrelse eller partnerskab bør have afholdt nogle fra at søge, vurderer servicedirektøren.

"Skolen bliver delt op i tre afdelinger med hver sin leder, så den nye skoleleder skal ikke koncentrere sig så meget om driften, men kommer til at sidde for bordenden af et lederforum. I modsætning til mange andre skoleledere skal hun heller ikke tænke på vedligeholdelse af bygningerne, for det har vi et privat konsortium til at styre", siger Thomas Rosenqvist.

Stillingen ikke solgt godt nok

Langeland Kommune har haft konsulent Karl-Erik Nielsen fra Ramsdal A/S til at hjælpe sig med at finde en ny skoleleder. Han har heller ikke et klart bud på, hvorfor kun to søgte stillingen.

"Det var meget overraskende for os. Men det er generelt langt sværere at rekruttere skoleledere end ledere til andre offentlige stillinger, så vi havde ikke forventet et meget stort ansøgertal", siger Karl-Erik Nielsen.

Måske stod det ikke tilstrækkeligt klart i stillingsopslaget, at skolelederen i høj grad får mulighed for at præge den pædagogiske linje på Ørstedskolen, vurderer Torben Møller Petersen, formand for Øhavets Lærerkreds.

"Det er den eneste synlige grund, jeg kan finde", siger kredsformanden.

Jens Kortemann, skoleleder på Skrøbelev Skole og formand for skolelederne på Langeland, er ikke i tvivl.

"Det er attraktivt at være med til at bygge en skole op fra bunden, så konsulentfirmaet har ikke har været god nok til at hjælpe kommunen med at sælge stillingen", siger Jens Kortemann, der selv har været med til at etablere Skrøbelev Skole ved Rudkøbing.

Den nye leder søgte slet ikke stillingen

Trods det lave ansøgertal har Langeland Kommune fundet en ny skoleleder. Jobbet er gået til viceskolechef Berit Falster-Hansen fra Slagelse Kommune. Også selv om hun slet ikke søgte stillingen.

Berit Falster-Hansen var blandt de 24, der ville være børne- og kulturchef, men som flere af de andre ansøgere blev hun interesseret i Ørstedskolen, da hun fik beskrevet jobbet i samtalerne med kommune og konsulentfirma.

Alligevel afviser hun, at jobannoncen ikke var fyldestgørende.

"Den kan lige så vel være blevet læst forkert. Den slags afhænger af, hvilken udkigspost man sidder på. Da jeg blev klogere på indholdet af de to stillinger, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle satse på at blive skoleleder", siger 55-årige Berit Falster-Hansen, der er ansat på en seksårig kontrakt og begynder i jobbet i morgen.

Godt tilfreds med friske kræfter

Med otte skoler, der skal nedlægges, kunne kommunen have rekrutteret en frontfigur til Ørstedskolen blandt sine nuværende skoleledere, men Jens Kortemann fra Skolelederne på Langeland er godt tilfreds med, at lederen af den kommende storskole kommer udefra.

"Det har ligget mellem linjerne, at både kommune, personale og os ledere gerne ville have en frisk skoleleder til at tage over. Vi leder forholdsvis små skoler, så der er naturligt, vi kommer i spil som afdelingsledere", siger Jens Kortemann.

På rådhuset ånder servicedirektør Thomas Rosenqvist lettet op.

"Det var heldigt, vi havde slået to stillinger op samtidig, så vi kunne 'overtale' fem-seks af dem med kompetencer til begge job til også at søge stillingen som skoleleder", siger Thomas Rosenqvist, der præsenterede tre kandidater til skolelederjobbet for ansættelsesudvalget.

Ny børne- og kulturchef bliver René Gotfredsen Nielsen, der kommer fra en chefstilling i børne- og ungeforvaltningen i Vejle Kommune.

Powered by Labrador CMS