Lærernes Pension tjente på investeringerne - trods alt

Hvor Lærernes Pension kom ud af 2001 med et negativt afkast på sine investeringer, blev afkastet sidste år på 1,8 procent før skat. Afkastet betegnes som godt, udviklingen på de finansielle markeder taget i betragtning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De seneste år har været hårde på aktiemarkedet, og selvom Lærernes Pension er særdeles forsigtig i sine investeringer med en aktieandel på kun 15 procent, har Lærernes Pension valgt at sænke depotrenten, som er den rente, der går ind på de enkelte lærers konto.

"Vi glatter ud", forklarer direktør i Lærernes Pension Paul Brüniche-Olsen. "Vi gav i 2002 en depotrente på 4 procent. I år har vi så valgt at sænke depotrenten til 3,0 procent".

Pengene til at mindske virkningen af krisen for lærerne, stammer fra reserver fra år, der var så gode på de finansielle markedet, at afkastet oversteg depotrenten.

Lærernes Pension fastholder sin position som en arbejdsmarkedspensionsordning med meget lave omskostninger - sidste år udgjore omkostningerne 2,3 procent. LP havde øvrigt lige haft 10 års fødselsdag den 31. marts . På de 10 år har omkring 75.000 lærere i folkeskoler, friskoler, voksen- og ungdomsundervisning fået pensionsordninger i selskabet, og den samlede formue har rundet 10 milliarder kroner. I 2003 forventes indbetalinger på 2 milliarder kroner.