D. 5. oktober var det ’World Teachers’ day’ eller ’International Teachers’ Day’, som i Danmark hedder ’Lærerens Dag’.

Dagen er én blandt mange internationale mærkedage, og bruges til at værdsætte læreres arbejde og som anledning til at stå sammen om at sikre uddannelse og gode arbejdsvilkår for lærere herhjemme og i udlandet.

I nogle kommuner er skoleledelser begyndt at omdøbe denne dag til ’Personalets dag’. Det sker bl.a. i den kommune, hvor jeg er ansat, og det synes jeg ikke, de skal have held med. Det er i sig selv ganske absurd, at nogen synes, de har ret til at omdøbe en international dag, bare fordi det passer dem, uanset hvilket motiv de end måtte have til det.

Når nogle skoleledelser på denne måde forsøger at omskrive virkeligheden, er det sikkert fordi, de også gerne vil anerkende pædagogernes arbejde, og det er jo et legitimt og sympatisk motiv.

Det ændrer bare ikke på, at ’Lærernes Dag’ er lærernes dag. Jeg kender ingen pædagog, der ikke under lærerne en dag, hvor der sættes fokus på vores job og vilkår, men jeg kan sagtens forstå, at også de vil have anerkendelse for deres arbejde.

Jeg synes imidlertid, at det, at ledelser forsøger at omdøbe en international dag, er et dovent forsøg på at løse den udfordring, de åbenbart har med at anerkende pædagogernes arbejde. Det er mærkeligt, at fantasien ikke rækker til at gøre det på andre måder, og uden at det skal være til stor irritation for mig og andre lærere.

Det er nemlig ikke svært at anerkende folks arbejde. Jeg synes, skoleledelser over hele landet skulle tage initiativ til en ’Pædagogernes Dag’. Jeg er sikker på at BUPL og deres medlemmer ville tage imod forslaget med kyshånd. Jeg vil som lærer med glæde markere ’Pædagogernes Dag’.

Lad ’Lærernes Dag’ være lærernes dag.