Lærere kan få RUC-uddannelse på halv tid
Fra i år vil lærere kunne gennemføre den humanistiske basisuddannelse på Roskilde Universitets Center som deltidsstudium ved siden af arbejdet på kun to år. Basisuddannelsen kvalificerer til, at man kan søge optagelse på RUCs overbygningsuddannelser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
RUCs basisuddannelser er som udgangspunkt to-årige, men som deltidsstudier på åbent universitet har de hidtil taget fire år. Fra i år giver RUC merit til folk med mellemlange uddannelser bag sig, for eksempel lærere og sygeplejersker, så de kan gå op til den humanistiske basiseksamen efter to års deltidsstudier, oplyser koordinator for Humanistisk Basisuddannelse Åben på RUC, Jørgen Vogelius.
RUC har tilbudt sine basisuddannelser på Åbent Universitet i 15 år. De studerende samles cirka hver 14. dag enten hos hinanden eller på Universitetet til problemorienteriet projektarbejde i grupper. Meget af studiearbejdet foregår i dag også via email, chat og konferencesystemer på Internet. Desuden skal de studerende deltage i seks obligatoriske weekendseminarer på et år, hvor arbejdet med humanioras fire videnskabsområder kritiseres og evalueres. Områderne er historie, pædagogik/psykologi/sociologi, kommunikations- og tekstvidenskab samt filosofi/videnskabsteori.
Jørgen Vogelius understreger, at uddannelsen kræver en betydelig arbejdsindsats og dermed stor forståelse fra såvel arbejdspladsen som familie og venner.
Læs mere om uddannelsen på http://www.ruc.dk/generel/ny/humbasaaben.html