Anmeldelse

Den kristne tro - katekismus for voksne

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søren Krarup er nu medlem af folketinget. Her deltager han i politiske debatter og fremsætter politiske synspunkter. Søren Krarup er også præst i den danske folkekirke, og her forkynder han evangeliet på baggrund af sine teologiske synspunkter.

I denne bog beskriver Krarup sin teologi : Mennesket er skabt af Gud og er under skaberens myndighed. Adam og Eva syndede, mennesket er en synder og ethvert forsøg på selv at sikre sig over for livets realiteter, hvad enten det sker med illusioner om et velfærdssamfund eller et liberalt demokrati, er på forhånd dømt til at mislykkes. Kun Gud kan tilgive, og han gjorde det og gør det i sin søn Jesus Kristus, dette er det glædelige budskab - evangeliet. Med denne tro sendes mennesket ud i livet, ud til næsten, ikke den fjerne politisk korrekte næste, men næsten som står over for én her og nu.

Krarups kristendom er ét eksempel på evangelisk-luthersk kristendom. Der findes jo flere forskellige, fælles er blandt andet at den enkelte selv i ansvarlighed må forholde sig til livets tilskikkelser. Krarups bliver til bidsk samfunds- og civilitationskritik, hvor alle med illusioner om at have fundet sandhed, ret lære, ideologi klædes af til det absolutte ingenting, med mindre man deler Krarups syn på troen og dens genstand Gud, fiser luften nødvendigvis også ud af hans ballon.

Krarups katekismus indeholder en række glimrende drøftelser af trosbekendelsens ord, og den samlede fortolkning står skarpt og stærkt. Samtidig er Krarups katekismus utrolig selvtilstrækkelig i et univers hvor det moderne menneskes selvforståelse ingen rolle spiller og derfor heller ikke kan opleve at blive taget alvorligt ud fra egne præmisser. Dette gør, at læsning af bogen giver oplevelse af at have været på besøg i et univers uden for virkeligheden. Krarup vil nok mene, at denne oplevelse netop skyldes denne anmelders ideologiserede virkelighedsforståelse.

Bogen er ikke for elever i den danske folkeskole, men kan være interessant for den lærer, der vil ajourføre sin viden om et sikkert ikke særlig dominerende men dog højtråbende eksempel på, hvad evangelisk-luthersk kristendom kan være.