Anmeldelse
Kristendomskundskab, Dansk, Musik, Historie
David
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
- en musical om kærlighedens magt
Tekst og musik af Henrik og Elin Skoven
Kopimappe, 54 sider, 375 kroner
Cd, 195 kroner
Materialecentralen/Religionspædagogisk center
Som titlen antyder, er dette en musical over historien om David - frit efter Det Gamle Testamente, står der i forordet. Vi hører om Saul, Batseba og Urias og følger, hvad der kan ske med mennesker, når de får for meget magt.
Målgruppen - inden for skolens rammer - er de ældste elever.
Kopimappen indeholder fortællerkommentarer, replikker, melodier, tekster og forslag til kostumer samt kommentarer til koreografien.
Replikkerne bærer kernen i historien, men der skal arbejdes med dem, de skal krydres, før beretningen bliver levende.
Melodistemmerne er skrevet på noder med becifring; der er ingen arrangementer. Genremæssigt vil jeg karakterisere musikken som blød rock.
Musikken er indspillet på den medfølgende cd - først med sang, dernæst rent instrumentalt.
Historien om David er altid aktuel - og til at blive klog af - så her er bestemt et godt udgangspunkt for en musical.
Inger Ubbesen