Ledere og medarbejdere fra otte kommunikationscentre fortæller i en analyse af strukturreformens konsekvenser på handicapområdet, at der fortsat er forskel på, hvordan samarbejdet omkring visitationsprocessen foregår.

Alle otte centre har forsøgt at indgå aftaler med kommunerne om visitationen og den dokumentation, der skal følge udredningerne, og nogle ledere fortæller, at samarbejdet med visse kommuner er ved at finde en fast form, mens der fortsat er uklarhed omkring kontaktpersoner og visitationsforløb i andre kommuner. Det fremgår af rapporten fra Anvendt Kommunalforskning, AKF.

En leder beskriver, at han skal forholde sig til ti kommuner og dermed ti forskellige serviceniveauer.

"Vi bruger meget tid på at håndtere disse kommuner og på at lægge en linje og håndtere denne kompleksitet. Nu er det kun kommunen, som bevilger, og der er én indgang, men bag denne ene dør åbner sig forskellige specialiserede afdelinger, som ikke nødvendigvis koordinerer mellem for eksempel jobcentret, sygedagpengeafdelingen og pensionsafdelingen", fortæller lederen i undersøgelsen.

Svært at samle et stort visitationsudvalg

En medarbejder fra et andet rehabiliteringscenter beskriver, hvordan samarbejdet med kommunerne er organiseret ud fra forskellige modeller.

"En kommune har arrangeret et visitationsudvalg, hvor der sidder konsulenter fra forskellige områder. De arbejder helhedsorienteret, ligesom vi gør, og de samler alle de mennesker, hvis lovområde går ind over det her. Ulempen er, at der kan gå halvanden måned, før man kan få samlet alle disse mennesker, og det forlænger visitationsprocessen for borgeren".

En anden kommune har rehabiliteringskoordinatorer, som har rigtig god forstand på folks problematikker, og der glider det lidt hurtigere med bevillingerne, fortæller medarbejderen.

"Der er ulempen så, at koordinatorerne kommer til at kæmpe internt med afdelinger, som ikke vil have med dette at gøre. Så er der de kommuner, hvor det slet ikke er tydeligt, hvordan det skal foregå, og der er ingen, der ved, hvem der skal tage sig af området".

Kommunerne kan ikke følge med

Et tredje center har også opbygget et netværk til de kommunale sagsbehandlere, og lederen vurderer, at det sikrer borgerne en bedre behandling. Samtidig oplever lederen og den interviewede medarbejder, at der i andre kommuner er meget lang ventetid på at få sagerne afgjort.

"Vi kan mærke, at de ude i kommunerne ikke kan følge med. De vil gerne, men har for meget at lave i forhold til den tid, de har. Så ender det med, at en borger venter i måneder på at få svar fra kommunen", fortæller medarbejderen i undersøgelsen.

Interviewpersonerne fra de otte kommunikationscentre fortæller alle, at det tager lang tid, før der træffes beslutninger om, hvilken indsats en borger skal have, og at sagsbehandlingsforløbet er blevet længere og mere kompleks.

Nogle kommuner synes at realitetsbehandle de udredninger, de får fra kommunikationscentret, hvilket forlænger sagsbehandlingstiden. Der er dog også eksempler på, at kommuner, som har overtaget et center, har overdraget dele af myndighedskompetencen til centret og har tillid til centrets udredning og anbefalinger. Ifølge ledere og medarbejdere giver det en hurtigere sagsbehandlingstid.

Visiteringen har karakter af et spil

Relationen til de kommunale bevillingsmyndigheder betyder, at centrene er blevet bedre til at sikre et "fuldstændigt match" mellem borgerens behov og de indsatser, centret foreslår. Det peger flere ledere på i undersøgelsen.

"Vi skal være troværdige i forhold til, hvad vi anbefaler, borgeren har brug for, og så skal kommunen sige, om den vil betale. Vi skal være påpasselige og have selvjustits, og det betyder også, at vi må skuffe de borgere, som ikke synes, de får nok, men hvor vi siger, at det får de ikke noget ud af", siger en af dem.

En anden leder oplever, at visitationsforløbet mellem borgeren, kommunen og centret har karakter af et spil, hvor centret skal overholde de spilleregler, kommunerne sætter op for samspillet mellem de tre parter. For eksempel vil nogle kommuner have, at centret først præsenterer borgerens problematik og dernæst løsningsforslag, hvorefter kommunen kan spørge, hvor opgaven kan løses.

Ifølge lederen vil kommunerne være sikre på, at borgeren ikke bliver præsenteret for en indsats, som kommunen ikke kan eller vil honorere. Derfor skal informationerne gives etapevis.

Se rapporten fra AFK via linket til højre.