”Jeg er ikke i tvivl om, hvilken lærer jeg aldrig glemmer". 

Frie Skolers Lærerforening har inviteret Özlem Cekic til at holde et oplæg på Folkemødet på Bornholm om den lærer, hun aldrig glemmer. 

Det er tydeligt, at hun har fortalt historien mange gange før. Det er ligeså tydligt, at det er en betydningsfuld lærer, der har været med til at forme de veje, som har ført Özlem Cekic over Folketinget til en post som generalsekretær i sin egen virksomhed Brobyggerne i dag. 

Men historien begynder slet ikke i skolen. Den begynder i en lejlighed på Sigerstedgade på Vesterbro i København.

"Jeg gik på Ny Carlsberg Vejens Skole på Vesterbro. Min mor og far er ufaglærte. Min mor har gået i skole til 3. klasse, og min far har lært at læse og skrive i militæret", fortæller Özlem Cekic.  

Modtageklassen

"De kommer til Danmark i slutningen af 70’erne. En gang prøver jeg at lave matematik med min far. Han bliver frustreret. Du burde kunne regne det ud herinde, siger han og peger på hovedet. I Danmark plejer vi at skrive det ned, siger jeg".

Barndommen på Vesterbro forløb før lejligheder blev byfornyet. Der er ingen varmt vand i lejligheden. Familien Cekic delte opgangen med narkomaner.  

Özlem Cekics forældre tror, at de skal rejse hjem igen. Derfor bor Özlem Cekic i en periode med sin mormor i Tyrket. Da hun kommer til Danmark er der lang vej til at tale flydende dansk.

"Så kommer jeg i modtageklassen. Vi har en konkurrence. Den, der er bedst til dansk, kan komme i skole. I modtageklassen er man bagud. Andre har et bogstav bagved navnet på klassen. De går i 3.V. Men jeg går i modtageklassen. Der er ikke noget bogstav", siger hun.

Da hun begynder på Ny Carlsberg Vejens Skole, har hun svært ved at skelne mellem en og et.

"Det har jeg stadigvæk. Jeg har en dansklærer, der hedder Niels. Jeg skriver stile, og når jeg får dem tilbage, er der ikke et eneste ord, der ikke er streget over med rødt. Helt øverst er der en stjerne, og der står ’grammatik er noget, man lærer. Du er en fantastisk historiefortæller, det skal du holde fast i’".

Niels gennemgår stilen og forklarer, hvorfor  Özlem Cekic skal bruge nutid, og hvorfor der skal stå en og et foran navneordene. 

"Jeg er helt færdig bagefter, men så siger han; 'Du kan tro, jeg glæder mig til slutningen, for dine historier er altid så spændende'".

På det tidspunkt ved  Özlem Cekic og hendes venner godt, at sandsynligheden for, at deres karriere ender på et pizzaria eller bag rattet i en taxa, er større end de bliver ingeniører eller advokater. 

Spejlede de sig i forældrene, var der ikke mange andre muligheder.  

"Vi havde så meget brug for nogle, der drømte stort for os", siger Özlem Cekic.

"Jeg vidste, at grammatikken ikke altid var med mig. Når jeg skal skrive indlæg i medierne, så husker jeg på, at Niels sagde, at grammatikken ikke er det vigtigste. Det er historien".

Den høje lærer

Hun blev valgt til Folketinget og har i har stiftet Brobyggerne - et center for dialogkaffe, som fremmer samtalen mellem forskellige individer. 

"Jeg er generalsekretær for Brobyggerne. Dengang var det en utopi for mig. Der er mange lærere, der ikke har betydet noget for mig. Men nogle gange kommer jeg i tanke om, hvem der troede på mig. De bedste lærere er dem, der drømmer stort for én".

Hun kan kun huske, at læreren, som gjorde den store forskel for hende hed Niels. Hun kender ikke hans efternavn. Men hun kan huske, at han var høj. 

"Jeg blev interviewet til Politiken, og de ville gerne tale med Niels. Jeg fandt Niels. Han er 1.96. Nu skal jeg mødes med ham", siger hun og trækker vejret dybt. Stemmen skælver. 

Øjnene bliver våde. Selv om det er mange år siden, at Niels satte røde streger i Özlem Cekics stile, så har stregerne været med til at vise retninger i  Özlem Cekics liv. 

"Nu bliver jeg grådlabil. Men da jeg blev spurgt, hvad jeg ville sige, hvis jeg mødte ham, så tror jeg bare, jeg ville sige: tak”.