Debat

Kære Lasse. Andet åbne brev til Lasse Bak Sørensen om målingsstyring

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Andet åbne brev til Lasse Bak Sørensen om målingsstyring

Kære Lasse

Tak for dit svar om målingsstyring i Folkeskolen.dk, hvor du spørger mig, hvad jeg siger til floden og svømmerens kompromis i den store pædagogiske frihedsdiskussion, og om Damasios understregning af mennesket, som et i næsten et og alt socialt væsen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Først og fremmest vil jeg sige dig mange tak for, at du tager dig tid til at svare mig. Det er en stor ære og fornøjelse at læse dit brev. Og jeg glæder mig meget til at læse dit næste brev, som du skriver, at jeg godt kan forvente. Jeg er allerede nysgerrig efter at høre om nogle af de oplevelser i dit liv, som har sat sig dybe spor i dit syn på læring og dannelse, sådan som du skriver, du vil fortælle om.

Jeg opfatter, at vi står i den samme flod, og at den beskrivelse, du giver af svømmerens kompromis i frihedsdiskussionen, svarer til de overvejelser, jeg selv har om ”det pædagogiske paradoks”.

Menneskesynet om, at et menneske først og fremmest er et socialt væsen, tænker jeg meget over. For kan man være noget for andre mennesker, hvis man ikke selv tænker over, hvad det egentlig vil sige overhovedet at være et menneske? Jeg mener ikke sådan én gang for alle, men løbende igennem hele livet? Jeg er, som du, nået en alder, hvor jeg dels har været lærer for mange, dejlige, elever i mange år, og dels selv har voksne børn. Det giver megen stof til eftertanke at være med til at danne/uddanne så mange elever og i det hele taget at være nær og have indflydelse på mennesker i udvikling.

En meget vigtig egenskab, jeg synes, der her er vigtig at dyrke er: Indlevelse. Jeg har mange gange måttet tage mig til hovedet og tænkt ”aj men altså, hvad foregår der inde i hovedet på den dreng/pige???” Det er i situationer, hvor jeg simpelthen ikke kan forstå en elevs handlemåde eller udsagn, og i disse situationer ”pisker” jeg altid mig selv til at blive ved med at prøve at forstå den pågældende elev, som på én eller anden måde skiller sig ud fra det ”normale”.

En meget vigtig pointe for mig er, at børn, unge og voksne – udover at have meget til fælles – har hver deres individuelle historie med sig i skoletasken. Det er så ofte de utilpassede, som altså særligt afstikker fra det normale, men det er langsomt gået op for mig, at faktisk ingen elev overhovedet kan indordnes i den mængde, der hedder ”normalen”. Jeg tror heller ikke på, at det er godt - hverken for den enkelte eller for fællesskabet - på forhånd, sådan meget firkantet, at opstille helt faste normer, regler og grænser for den fælles interaktion og de fælles relationer. Det betyder selvfølgelig ikke, at der IKKE skal være fælles spilleregler for samvær, men de skal kunne forstås af alle; og de skal i givet fald, det kan lade sig gøre uden at volde skade, kunne ændres, hvis eller når det ønskes af én – og i givet fald man kan diskutere sig frem til en rimelighed.  

Altså, hvad jeg mener er, at hvis jeg skal kunne ”puste” til elevens udvikling, eller sagt med Grundtvig ”kalde elevens livskræfter” frem, så skal jeg som lærer prøve at forstå den enkelte elev (det er vist også det Gert Biesta mener, når han fokuserer så meget på subjektifikation). Meningen er, at den enkelte elev – og senere samfundsborger – skal dannes til selv at kunne bedømme, hvordan hun eller han kan indgå på en ansvarsfuld måde i det fælles. Med andre ord skal vi som lærere først og fremmest have fokus på den enkeltes dannelse og udvikling som menneske – både for den enkeltes egen skyld og for det fælles bedste i skolen/samfundet.

Dette holdt op mod Damasios understregning af mennesket, som et i næsten et og alt socialt væsen – ved jeg ikke om helt går i spænd…

Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg mener om det, du skriver om, hvem vi skal takke for vores liv og vores menneskelighed – om det er Gud eller relationerne og interaktionen med andre mennesker? Jeg ser mig selv som et troende menneske, i den forstand, at der er noget, der er større, end vi mennesker. Troen, er ikke noget, jeg har eller ejer. Troen er noget, jeg er i. Jeg er i troen på, at kærlighed, håb og retfærdighed findes.

Nå, men som du skriver videre, at ”Puha! Hvis man tænkte den slags ekstremt forpligtende tanker hver morgen, når vækkeuret ringede, så blev man nok liggende under dynen. Den målingsstyrede lærer springer sikkert ubekymret ud af fjerene, fuld af lykkelig enfoldig tillid til smartboardet og de digitale læringsplatforme. Alt synes så dejligt enkelt og ligetil, indtil den dag eleverne får nok.”

Netop! Eleverne bliver taberne, hvis vi ikke som lærere vælger den anstrengende, forpligtende vej, nemlig at vi som lærere tænker os grundigt om, hver dag. Her må jeg igen udtrykke min taknemmelighed over, at du giver dig tid til at svare mig, Lasse. For du tvinger dermed til eftertanke. Og det er der behov for, hvis der skal være håb om, at ændre det helt uacceptable: At dansk pædagogik er blevet indskrænket til en fordummende læringsmålsstyring. Det er på høje tid, at vi hver især og i fællesskab går i tænkeboksen for at finde skyts til at kæmpe imod den nationale såvel som globale læringsbølge, der med tsunamiagtig styrke rulle ind over landet og ødelægger Danmarks, såvel som Europas, skoler.

Personligt er jeg gået i tænkeboksen med en pædagogisk professor Ann Christin Kold, som har visse ligheder med mig selv. Hun er imidlertid også en romanfigur i ”Kæmp for alt, hvad du har kært” – en reformationsroman om skolen”, som jeg har tænkt mig at skrive færdig her i disse lange, mørke vintermåneder.

Du får her et lille uddrag fra den endnu ikke færdige roman. Vi springer ind et sted, hvor Ann Christin, efter ydre dramatiske hændelser, har smidt håndklædet i ringen, ja, hun har faktisk fået et sammenbrud. Hun kan og vil ikke bidrage til læringsmålsskolens fortsatte levedygtighed, hun har sagt sit professorjob på Danmarks Pædagogiske Universitet op. Nu ser hun tilbage på sit liv, i første omgang simpelthen for at overleve. Men hun håber nok også på, at der kan opstå en ny begyndelse for hende selv og for den skole, hun elsker.

Kærlig hilsen Lærke

Uddrag fra reformationsroman om skolen ”Kæmp for alt, hvad du har kært”:

”Jeg har taget imod livet, levet det med sult og nysgerrighed. Synes altid tiden går for hurtigt, vil fastholde det hele i nuet, stille tiden på stand-by, stoppe op, skrive ned. Jeg er en passioneret, glubsk livsæder, og i mine dagbøger finder jeg fortællingerne om mænd, pædagogik, børnefødsler, følelser, jobs, skilsmisse, karriere. Jeg husker de sene natteskrivetimer og tidlige morgenstunder, vækkeuret sat til for at få tid, inden familien vågner Nu, netop nu, momentet, jeg fastholder for at finde hemmeligheden, det gådefulde svar. Jeg undrer mig, hvem er jeg? Ann Christin Kold. Lærer, lektor, professor – jeg avancerer i graderne, men er jeg overhovedet min profession?  Er fagene bare fag, eller er de indvævet i livet, i mit liv? Er opgaven at vise livet gennem fagene - ved kunsten, eksistensen, pædagogikken? Jeg er smerteligt bevidst om min fundamentale skrøbelige usikkerhed, at der altid er risikoen for, at jeg fejlbedømmer. Men ansvaret er mit; børns og unges skæbner skal afgøres, at jeg underviser og forsker, at jeg udvælger, bedømmer. Jeg har ansvaret.

Men hvem er jeg? Nærmest skriger det i mig.  Professoren? Moderen? Elskerinden? Konen? Vennen? Samfundsborgeren? Gudsbarnet? Mest af alt er jeg nærmest rablende spørgende: Er jeg ingen, uden alle? Kan jeg undervise og forske uden følelser, fantasi – uden selve livet som baggrund? Kan min pædagogik være objektiv og neutral? Kan jeg tro på diagnoser til elevernes læringstilstand? Kan jeg indestå for docering af fag med tekniske it-instrumenter og værktøjer?

Jeg leder i mine tidlige dagbøger og finder fortællingen om lærerne. Her er et foto med hr. og Fru Schönfeldt. Lærerne i dansk, regning og husgerning fra femte klasse til tredje real, som jeg afslutter folkeskolen med. Fotos fra deres hjem i Rødovre, vi er opstillet hele klassen til fotografering foran bogskabet i stuen. ”Lis er sød – sød tøs”, skriver jeg om fru Schönfeldt på en gulnet dagbogsside, hr. Schönfeldt er skrappere, end sin kone. Han bliver rasende gal på drengene på under et lejrskoleophold i nogle spejdehytter, da drengene springer ud af vinduerne om natten og løber hen til pigerne. Hr. Schönfeldt fanger dem og bander rasende ”Hjem!”. Turen er øjeblikkeligt aflyst. ”Hr. Schönfeldt er dum”, skriver jeg i dagbogen, men senere på lejrskole i Lønstrup, hvor drengene bliver på deres værelser om natten, skriver jeg i min nye blå dagbog, ”god tur”. Vi er hr. og fru Schönfeldts elever, de er vores lærere. Det er vilkåret. Hr. Schönfeldts piberygende og energiske interesse for litteraturens store fortællinger smitter af på mit modtagelige pigesind, og biblioteket nær skolen bliver både min fritidsarbejdsplads og mit andet hjem.  

Telefonens ringen river mig tilbage til nutiden. Det er Claes Halm. Jeg svarer ikke men vender tilbage til dagbøgerne. Øjeblikkets magi er brudt, men jeg læser videre. Tiden, da jeg selv uddannede mig på lærerseminariet, hvor vi blev mødt med ordene fra pædagogik-professoren: ”Velkommen til jer, blomsten af Danmarks ungdom”. Sådan føles det slet ikke.

Jeg er mere en ensom, sulten ulv på jagt. Jeg jagter visdom og mænd og møder en inkarneret viis mand. Han er ansat som lektor på seminariet, 15 år ældre end jeg og bidt af en gal Grundvig. Det gør udslaget, jeg bliver ramt og vakt. Jeg er sammen med lektoren og Grundtvig hele min studietid. Somme tider drømmer jeg, at lektoren er Grundtvig og omvendt. Om dagen diskuterer vi.

”Kan man lære børn at læse?” spurgte jeg. ”Nej”, svarede lektoren ”Som lærer kan du bare hjælpe til med, at alle de forhindringer, der kan være for, at barnet ikke lærer at læse, forsvinder”. ”Er det ikke ren romantisk Rosseau-pædagogik, hvor barnet ikke må lære noget, før det selv spørger om det?” Spørger jeg. ”Du skal tænke på, at 1700-tallets filosofiske Rosseau og Kant satte frihed som højeste prioritet. Hvis man skal gøre sig håb om, at børn kan lære noget som helst, er det her al pædagogik starter.”

”Grundtvig tænker i samme retning om, at man ikke kan lære nogen noget, hvis lysten ikke er der. Du kan altså ikke betragte små mennesker som dukker, hvis hoveder du kan lukke op og indsætte mekaniske læse- og skrivemaskiner. Sproget er af en åndelig karakter, og som lærer skal du oplyse om tilværelse og samtidig vække barnets iboende erfaringer, følelser og forestillinger”. ”Du lyder som en hel lærebog”, driller jeg ham. ”Tror du virkelig selv på, at man som lærer ikke kan lære sig redskaber og metoder som værkøjer til at lære et barn at læse?”, spørger jeg nysgerrigt. ”Ja, for Fanden, du må ikke gå ud i den danske folkeskole uden at forstå, at alt forstener, hvis du logisk-videnskabeligt tror, du kan lære at undervise ved metoder og værktøjer.

”Det, det drejer sig om, er, at du som lærer underviser med blik for, at menneske- og samfundslivet ikke forstener men hele tiden er i skabelses- og tilblivelsesprocesser. Derfor skal du have en poetisk tilgang til lærerarbejdet. Du er en slags kunstner, der skal puste til børnenes iboende åndelige kraft ved at oplyse dem om tilværelsen.” ”Jaså” jeg bliver lidt ironisk, ”jeg er altså solen, der skinner på de små poder, så de kan vokse og gro?” ”Ja, noget i de retning” svarer han næsten henført, ”du skal skabe ro i bred betydning, sørge for de kan være til stede med alt, hvad de kommer med som de små mennesker, de nu er. Tal med dem, se dem, fortæl dem gode historier – og hav så nogle læse- og skrivebøger parat, som du giver dem i rette øjeblik. Først da kan du starte med at lære dem, at a siger a og b siger be og så videre. For nu er de parate”. Han så triumferende på mig, ”For at blive en god lærer skal du stræbe mod selv at få en god tilværelse, så børnene kan se op til dig, de skal have lyst til at efterligne dig”. Derfor må du dyrke tilværelsens op- og nedture, det gør dig stærk som menneske, og du skal være i vekselvirkning med samfundet, historien, naturen og verden, så du er fagligt stærk og kan fortælle dem om det hele.” 

”Det var ellers ikke småting, jeg skal for at blive lærer!” ”Nej”, svarer han og ser alvorligt på mig, ”Du skal forstå, at det er er et kald, du går ind til. For livet. Du får én af samfundets vigtigste opgaver, nemlig at kalde livskræfterne frem i andre mennesker, så de i deres eget liv og i samfundslivet kan se muligheden for i frihed og fællesskab at blive mennesker, der vil skabe”.

Det er sådanne samtaler, jeg elsker og glæder mig til at komme hjem til efter de lange dage på seminariet.  Om sommeren cykler lektoren og jeg Danmark tyndt, vi vil se smukke kirker og særlige kirkegårde. Vi diskuterer folkeskolen, og Grundtvig står lyslevende foran mig, når lektoren om aftenen med sin elskede guitar spiller, mens vi sammen skråler: Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave? Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave, og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde. Den med lyset og de lærde er lektorens yndlings, mens jeg er mere til Grundtvigs salmer, så sidst på natten, får jeg lov at bestemme Hil dig, frelser og forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde, rosenkrans om kors at vinde, giv dertil mig mod og held!

Én nat diskuterer vi Grundtvig citater og finder højtideligt frem til tre, vi kan lade stå som overskrifter for den danske folkeskole. ”Intet Menneske begriber sin Bevidsthed men forefinder sig selv i den som en Gaade.” ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.””Frihed lad være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor.”

Glade år, men jeg er stadig en sulten ulv.  Dog mere menneske og lidt mindre ensom efter mødet med lektoren.”

https://www.folkeskolen.dk/576141/maalingsstyring---som-at-toemme-en-gylletank-i-en-spillevende-aa

http://www.123hjemmeside.dk/laerkegrandjean/

Powered by Labrador CMS