Mathfeud er et nyt spil, hvor man kan konkurrere på matematik
Mathfeud – konkurrence i hovedregning
Hvis man kan lægge tal sammen, kan man spille Mathfeud. Et nyt spil udviklet af et lille dansk spil-studie, der ønsker at lave læringsspil. Mathfeud har flere sværhedsgrader, så alle kan blive udfordret i konkurrence med hinanden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Matematik bliver en leg, som eleverne får lyst til at bruge deres fritid på. Alle med en iPad, iPhone eller iPod touch kan spille det, og vi har oplevet, at 20.000 nu har hentet spillet på lidt over en uge", siger Christian Christensen, der er en af udviklerne af Mathfeud.
Egentlig er han uddannet ergoterapeut, men begyndte for tre år siden at lave applikationer. Og det udviklede sig. Nu håber han, at Mathfeud kan blive en landeplage på linje med Wordfeud.
"Det er simpelt at spille Mathfeud. Man skal forbinde tal for at løse så mange regnestykker som muligt på to minutter. Din modstander skal løse præcis de samme regnestykker, og den, der får flest point, vinder. Et spil Mathfeud består af tre runder, der alle varer to minutter. Nogle enkelte kan nå 33 stykker på to minutter, så det kan gå stærkt", fortæller Christian Christensen.
Man kan spille mod kendte modstandere eller tilfældige, og man vælger niveau let, medium eller svært. På det lette niveau skal man lægge tal sammen, mens man skal gange på medium og både gange og dividere på det svære niveau.
Gratis opgradering til lærere "I modsætning til mange andre læringsspil prøver vi ikke at skjule matematikken og sige, at det handler om at skyde ufo'er eller aliens ned. Man kan altid finde bedre spil end læringsspil, hvis man vil skyde aliens. Det her handler om matematik", siger Christian Christensen, der godt kunne tænke sig at få spillet ud i klasseværelserne.
Når man spiller, får man straks at vide, om man har regnet rigtigt eller forkert, og man får straks point.
"Man kan spille mod klassekammerater, forældre eller andre. Jeg vil anbefale, at eleverne er over 12 år. Vi ser, at de 13-17 årige spiller mest", fortæller Christian Christensen.
Han tilbyder lærere, der vil bruge spillet i undervisningen, at få opgraderet deres konti gratis til premium udgaven af spillet. De skal blot kontakte ham på mailen info@wegotpixels.com
Til undervisningsbrug Christian Christensen har også ideer til, hvordan Mathfeud kan bruges i undervisningen. For eksempel med én iPad eller iPhone i klassen og 6-16 elever delt på to hold og med to Mathfeud konti. Underviseren logger ind med den ene konto og udfordrer. Inden spillet sættes i gang stilles iPad/iPhone på et bord. Når spillet startes, skal eleverne løbe rundt om bordet og skiftevis løse én beregning hver.
Når første hold har været i gang med en runde på to minutter, skal næste hold løse samme opgaver. Det gentages til alle tre runder er spillet, og vinderholdet er fundet.
Eleverne kan også spille enkeltvis mod hinanden eller på to-personers hold, og man kan aftale, at hvis en elev vinder med over 100 point, får denne elev kortere tid i næste runde.
Man kan købe nøgler til at løse opgaverne, men man kan også optjene nøgler i spillet - og man kan slå funktionen fra.