International undersøgelse sammenligner æbler og pærer

Danskerne bag den internationale sammenligning af 15-åriges engelsk-kundskaber erkender, at undersøgelsen ikke berettiger en rangordning af landene. I Sverige og Norge, der scorer højest, havde eleverne meget længere tid til at gennemføre testen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Danmark havde de deltagende elever 90 minutter til at gennemføre testen med lytteøvelser og skriveopgaver, besvare et spørgeskema samt selvevaluere. I Finland var der sat tid af til selvevalueringen efter de 90 minutter, og i Norge, Sverige og Spanien havde eleverne 120 minutter til arbejdet. I Danmark har Evalueringsinstitutet nøje fulgt de internationale vejledninger i udtagelser af stikprøver - den danske skolesammensætning med privatskoler, skoler i indvandrerkvarterer osv. er statistisk korrekt repræsenteret, mens udvalget af skoler i flere af de andre lande slet ikke er statistisk repræsentativt. Kun i Danmark, Finland og Frankrig var de udvalgte skoler tvunget til at deltage - i for eksempel Holland blev 40 skoler kontaktet, men kun på 12 havde man lyst til at få testet elevernes engelsk-præstationer.

"I Danmark gennemførte 9. klasserne testen otte måneder før, de afsluttede folkeskolen - i andre lande var det meget senere på året", tilføjer chefkonsulent på Eva, Jesper Bramsbye og mener ikke, at den rapport, som nu med flere måneders forsinkelse er offentliggjort, reelt kan bruges til at sammenligne på tværs af landene.

Men det er jo tydeligt inden for alle de fire testede kompetencer, at Sverige og Norge klarer sig bedst. Betyder det så ikke, at de norske og svenske elever faktisk er bedre til engelsk?

"Nej, det viser testen ikke nødvendigvis på grund af de metodiske usikkerheder", siger Jesper Bramsbye.

Han erkender, at formålet med at indgå i samarbejde med syv andre europæiske lande om en undersøgelse af 15-åriges engelsk-kundskaber, selvfølgelig har været en sammenligning. "Men for os var det vigtigt at indgå i denne undersøgelse, fordi vi kunne bruge den i vores evaluering af faget engelsk".

Evalueringsinstituttet havde altså ikke på forhånd sikret sig, at de otte lande gennemførte testen så ens, at en sammenligning var mulig:

"Det har været en læringsproces, og vi har lært en masse af det. Men da først datamaterialet var samlet ind, kunne man jo ikke længere ændre måden, materialet var samlet ind på", siger Jesper Bramsbye og glæder sig trods alt over, at den danske del af undersøgelsen rummer mange perspektiver, som sammen med evalueringen af faget engelsk i grundskolen kan bruges til at forbedre undervisningen i engelsk.