Anmeldelse:

Klog bog slår et slag for 'hverdagsinnovation'

Stop med ”at ryste posen”, ”tænke ud ad boksen” eller ”vende det hele på hovedet” anbefaler grundig antologi om innovation i den offentlige sektor.

Publiceret

Fakta:

Ledelse af offentlig innovation - Organisering, praksis og værdiskabelse

Redaktører: Ditte Thøgersen og Anne Reff Pedersen

305 kroner

308 sider

Forlag: Samfundslitteratur

Antologien ”Ledelse af offentlig innovation” består af fire dele: 'Offentlig ledelse i en samfundskontekst'; 'Offentlig ledelse i en organisationskontekst'; 'Offentlig ledelse som en særlig metode' og 'Offentlig ledelse og det personlige ledelsesrum'. Alle fire sektioner har stærke kapitler, og der er ingen kapitler, der falder igennem i bogen.

Del fire er særlig interessant med stærke kapitler om blandt andet selvledelse, jazz og ledelse samt kreativitet. Lene Tanggaard advokerer i forhold til sidstnævnte inspirerende for, at det er hverdagskreativiteten og den faglige kreativitet, der er brug for i den offentlige sektor snarere end den ekstraordinære kreativitet. Hun understreger, at kreativitet også er et spørgsmål om at få ting til at ske og stiller det gode spørgsmål om, hvilke aspekter af ledelse der virker kreativitetsfremmende? Hun har flere svar herpå, hvoraf her skal fremhæves: ”Man kan altså ikke satse på, at kreativitet blomstrer frem, blot man sætter alt fri.” Det er et interessant svar, der er værd at huske på i en tid, hvor der politisk betones en frihedsdagsorden, men hvor friheden ikke bare er et spørgsmål om 'frihed fra hvad' men 'også til hvad'? Frihed er noget, man vinder – ikke bare noget vi har, skriver Tanggaard senere i samme kapitel.

Apropos frisættelse, så er bogens kapitel 2 om de foreløbige erfaringer med frikommunerne også interessant læsning.

Målgruppen for antologien defineres som offentlige ledere med personaleansvar. Hvorfor man som læser skal have personaleansvar, forstår jeg efter endt læsning ikke helt – slet ikke i en tid hvor der eksperimenteres med fladere og mere agile organisationsformer, hvor der kan ledes på mange måder uden, at man har et formelt personaleansvar. Ledelse er et fælles sprog, og ledelse er at udøve positiv indflydelse på andre, som professor Amy Edmondson har formuleret det. Så man behøver altså ikke at være formel leder for at lede. Der er altid ledelse i spil – også uden der er en formel leder til stede.

Af særlig interesse for aktører i og omkring folkeskolen er kapitel 10 om metoder til ledelse af hverdagsinnovatioan med eksempler fra netop folkeskolen. Kapitlet kan med fordel læses sammen med Tanggaards kapitel 15. I dette kapitel præsenterer skribenterne to konkrete metoder til hverdagsinnovation: Positive afvigelser og prøvehandlinger. Disse metoder sikrer, at innovationen sker som en del af den daglige jobudførelse. Der er altså ingen skillelinje mellem at udvikle og at implementere. Man gør det i én og samme bevægelse, men naturligvis med den kompleksitet som virkeligheden er – det vil sige, at det ofte i praksis er to skridt frem og et skridt tilbage.

Metoderne læner sig op ad aktionslæring, som kan ses som en kvalificeret måde, hvorpå man kan samarbejde om at løse de såkaldte vilde problemer. Vilde problemer er udfordringer, som på grund af deres iboende sammensathed ikke har én løsning. Disse vilde problemer kommer der flere og flere af, hvilket også behandles i bogen. Inklusion er et eksempel på et vildt problem i den pædagogiske sektor. Det er udfordringer, hvor vi sammen på tværs af grænser mellem fag, funktioner og afdelinger kvalificeret må prøve os frem ud fra refleksionsspørgsmål som: Hvad har virket? Hvorfor har det mon virket? Hvordan kan vi forstærke det, der har virket? Arbejder vi kvalificeret sammen om sådanne spørgsmål, vil vi selv ved mislykkede tiltag, vinde noget – da vi har lært noget.

Bogen introducerer en række spændende begreber som social upcycling, hvor innovation ses som dét at skabe nye forbindelser mellem noget kendt. Der er tale om en tilgang, der begynder med dét, der er og ender med dét, der var – men i en ny form eller kontekst. Designtænkning og 'at tænke ind i boksen' (modsat det fortærskede 'at tænke ud ad boksen') åbner også op for nye perspektivrige vinkler på offentlig innovation.

Næste gang at du tænker på at bruge vendinger som, at nu skal vi ”ryste posen”, ”tænke ud ad boksen” eller ”vende det hele på hovedet” – så tøv en kende og læs et par kapitler i denne antologi

Bogen er stramt struktureret med relativt korte kapitler, der alle har et kort resumé, løbende opsamlende tekstbokse og slutter af med anbefalinger til praktikerne. Det virker godt. Dog hæmmer det læsningen lidt, at typografien er så lille, som den er. Der er virkelig presset meget tekst ind på siderne i en kompakt bog, som ville vinde og skaffe sig flere læsere ved at være kortere eller være opdelt i to bøger. Der er krydsreferencer mellem nogle af kapitlerne, hvilket skaber sammenhæng for læseren. Der kunne godt være endnu flere af disse tværgående meningstråde.

Trods dette er bogen læseværdig, så næste gang at du tænker på at bruge vendinger som, at nu skal vi ”ryste posen”, ”tænke ud ad boksen” eller ”vende det hele på hovedet” – så tøv en kende og læs et par kapitler i denne antologi. Så er du blevet klogere på, hvordan vi i hverdagen i skolen og hele den offentlige sektor konkret og med mikrohandlinger kan innovere.

Og husk så – som forfatteren til det gode kapitel 14 om innovation, ledelse og jazz skriver: En fejl er en fejl! To fejl er … jazz! Prøv noget – men ikke med hovedet under armen, men i et kvalificeret samspil med dine kollegaer.

Powered by Labrador CMS