”Vi skal tage det bedste af begge verdener. Alle skal være en del af fællesskabet, selvom vi er forskellige, men det økonomiske må ikke veje for tungt. Vi skal tage det, der virker allerbedst", siger landets nye børne- og undervisningsminister, der varsler et opgør med inklusionsreformen fra 2012.

Rosenkrantz-Theil varsler opgør med inklusions-reformen

Det skal være lettere at sende elever til og fra specialundervisning, og så er der brug for flere lærere med særlig viden på specialområdet. Sådan lyder det fra landets nye undervisningsminister, som varsler et opgør med inklusionsreformen fra 2012.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det halter stadig gevaldigt på inklusions-området, og inklusionsreformen tilbage fra 2012 blev indført lidt for meget med økonomiske besparelser for øje.

Sådan lyder meldingen fra landets nye socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der mener, at det er naturligt, at en betydelig del af folkeskolens elever permanent eller for en periode har behov for specialundervisning.

"Jeg vil tage et opgør med inklusionen, som den fungerer i dag", lyder det klart og kontant fra den nye socialdemokratiske minister, da folkeskolen.dk møder hende til det første større interview på ministerkontoret.

Minister: Vi er kun halvvejs med skolereformen

"Inklusionen er en klods, der fylder rigtigt meget for lærerne, forældrene og eleverne. Selvom vi lavede en reform tilbage i 2012, så er det min opfattelse, at snakken slet ikke er færdig. Jeg mener ikke, at vi har ramt den endnu".

"Stadig mange klasselokaler, hvor alle taber"

Pernille Rosenkrantz-Thiel fortæller, at hun oplever, at "der stadig er for mange klasselokaler, hvor alle taber".

"Vi har både børn, der ikke får den hjælp, de har behov for, og klassen kan være så forstyrret af det, at det kan være kropumuligt at gennemføre almindelig undervisning", siger hun.

"Det er i klasser, hvor der er børn, som før i tiden ville have fået et andet tilbud. Det gør, at de ikke får den hjælp, de skal have, til stor frustration for både forældre og barnet. Noget af det værste, jeg hører, er, når man giver et barn en iPad og sætter dem ind i lokalet ved siden af og så bare lige tjekker op på dem et par gange i timen, at de ikke er faldet ud af vinduet".

Efter inklusionseftersynet: Flere støttekrævende børn i skolen

Målsætningen om at sikre at flere elever oplever at være en del af fællesskabet i en almindelig klasse, lykkes ifølge den nye minister desværre for sjældent.

"Når man kommer ind i klassen, er man ikke i tvivl om, hvem der er anderledes. Man skal bare kigge hen på den blå stol, der kan rokke", siger hun.

Inklusions-reformen handlede for meget om penge

Op til folketingsvalget i 2015 mente også Venstre, at der var brug for et opgør med inklusionen. Resultatet blev under den tidligere Venstre-minister Ellen Trane-Nørby inklusionseftersynet, der kom med omkring 100 anbefalinger og et opgør med målsætningen om, at 96 procent af eleverne skal gå i en almindelig folkeskoleklasse.

Ny politisk bog: Spar penge ved at investere i skolen

Men det er ifølge Pernille Rosenkrantz-Thiel ikke nok.

"Måske skal vi til at starte noget nyt. Jeg tror, at det handler om to ting: at man ikke i alle kommuner har brugt pengene for at kunne levere god inklusion, og at man er langt fra at have det, der skal til i de enkelte klasselokaler for, at kunne håndtere inklusionen", lyder ministerens analyse af problemet.

Pernille Rosenkrantz-Theil udkom sidste sommer sammen med landets nye uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen med bogen "Det betaler sig at investere i mennesker". Her plæderede de to socialdemokrater for, at Finansministeriets regnemodeller overser de økonomiske gevinster, som findes i at investere i børn og unge.

Undervisningsministeren tager på lærertur rundt om i landet 

Og efter at Pernille Rosenkrantz-Theil er blevet minister for landets børn og unge, giver hun udtryk for, at hun ikke er bange for, at en betydelig del af folkeskolens elever skal modtage specialundervisning, selvom denne undervisning umiddelbart koster langt flere penge.  

"Da man indførte inklusionsreformen kom det nok til at veje lidt for tungt, hvor mange resurser vi brugte på specialundervisning. Dér tror jeg bare, at man skal huske på, hvad der sker, hvis man ikke bruger så mange penge på specialundervisningen. Det sætter sig jo", siger hun og henviser tilbage til den debat, der førte til inklusionsreformen tilbage i 2012.

"Jeg mener, at vi dengang havde et tal, der hed, at 15 procent modtog specialundervisning. Her hørte jeg nogle sige, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt, at 15 procent af de danske børn havde behov for specialundervisning".

Ok hvis 15 procent får specialundervisning i løbet af deres skolegang

At lidt flere end hver syvende elev har brug for særlig hjælp i skolen i løbet af deres skolegang, undrer imidlertid slet ikke den nye socialdemokratiske minister.

"Når man nu har beskæftiget sig med socialpolitik så længe som jeg, så kan man jo grundtallene på området. 10 procent af landets børn kommer enten hele tiden eller periodisk hjem til en fuld forælder. Alene det tal viser jo, at en stor del af børnene kan have brug for, at man tager dem ud af en klasse-sammenhæng, fordi verden er for svær at kapere, og man derfor ikke har overskud til at indlære", siger hun og fortsætter sit regnestykke med udfordringer fra socialområdet.

"Herudover har vi dem, der har en mor eller far på hospitalet, får tæsk, udsættes for seksuelle overgreb eller psykisk sygdom i hjemmet. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om dem, der har behov for specialundervisning, fordi de simpelthen har indlæringsproblemer. Så jeg synes, at jeg relativt hurtigt kan sandsynliggøre, at 15 procent har behov for specialundervisning - pletvist eller hele tiden".

Specialundervisning skal kunne tildeles i løbet af et frikvarter

Selvom ministeren langt fra står klar med et katalog af køreklare løsningsforslag, er hun ikke bleg for at løfte sløret for sine visioner.

Fremover skal det ifølge ministeren være meget nemmere for skolerne at tildele en elev specialundervisning i en kortere eller længere periode.

"Børn har behov for, at man meget direkte kan træffe nogle beslutninger. Klasselæreren, speciallæreren og skolelederen skal meget nemt kunne træffe beslutninger fra den ene time til den anden, når Peter har behov for det", siger hun og kommer med et konkret eksempel.

Det har den nye minister sagt om skolen: Skiftende holdninger til skoledagens længde 

"Læreren skal kunne gå hen til speciallæreren i frikvarteret og sige: 'Jeg kan mærke, at der er virkelig bombet hjemme hos Peter i øjeblikket, fordi Peters far er kvartals-alkoholiker. For tiden har Peter derfor svært ved at overskue at være i klassen. Kunne han være i specialklassen nogle timer om dagen det næste stykke tid, så han får noget ro?' Det skal de have lov til, så der ikke er brug for store udredninger og diagnoser", siger Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjer, at nogle skoler allerede benytter sig af en sådan model.

Skolen er blevet drænet for de rette kvalifikationer

Siden 2013 har specialpædagogik ikke været et linjefag på læreruddannelsen. Det kan vise sig at være et stort problem, lyder det fra ministeren.

"Vi har fået drænet skolen generelt for de kvalifikationer, der skal til. Det var en selvstændig uddannelse. Det er det ikke mere. Der er et helt hold, der går på pension nu, så de forsvinder helt fra skolen. Det gør, at man er gået fra en situation, hvor der på de fleste skoler har været en langt større gruppe til at tage sig af specialproblemerne, end vi har i dag".

Selvom Pernille Rosenkrantz-Theil varsler et opgør med måden, man håndterer inklusionen på i dag, går hun ikke rundt med planer om at rulle hele inklusionsreformen tilbage.

Bondo om inklusionseftersyn: Vi skal undgå at skyde med spredehagl 

"Det med at gå tilbage er altid noget misk-mask. Når man vælger at forandre på noget, er det jo typisk, fordi der er et problem. Det at gå tilbage tror jeg ikke virker. Men der var jo også noget, der virkede dengang".

"Vi skal tage det bedste af begge verdener. Alle skal være en del af fællesskabet, selvom vi er forskellige, men det økonomiske må ikke være for tungt. Vi skal tage det, der virker allerbedst. Og her er der særligt ét hensyn, jeg kunne tænke mig, at man lagde til grund for sin tænkning: At børn har behov for, at man meget direkte kan træffe nogle beslutninger. Det gør man stadig på nogle skoler. Men der er også mange skoler, hvor det ikke er sådan".