Magnus og Maria fra 5 C på Nordbyskolen i fuld gang med facaden til deres ”Tiny House”

Flere kommuner ser styrke i samarbejde mellem erhvervsskoler og håndværk og design

Bjælkehytter med solcellepaneler, mobilholdere med fine krydsfinermønstre og enkel robotteknologi. I Helsingør og i Guldborgsund er man i fuld gang med at gøre, hvad forskerne anbefaler for at få elevernes øjne op for erhvervsskolerne.

Publiceret
Der var stor koncentration, da eleverne besøgte erhvervsskolens træværksted i Helsingør.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man kan ikke presse de unge til at vælge en erhvervsuddannelse, men man kan vække deres nysgerrighed med meningsfulde aktiviteter. Sådan lød det samstemmende fra tre forskere på en høring om koblingen mellem praktiske fag i udskolingen og erhvervsuddannelser i sidste uge.

Vejledningseksperter: Det hjælper ikke at presse de unge til uddannelsesvalg

I Guldborgsund og Helsingør er man i fuld gang med netop den form for aktiviteter. Helsingør Kommunes samarbejder med Erhvervsskolen om et projekt, hvor alle 6. klasser på Nordvestskolen har arbejdet på en mobiltelefonholder i finer og krydsfiner i Erhvervsskolens værksteder. Og i Guldborgssund har håndværk og designeleverne bygget små huse i værkstederne. Begge steder er de nuværende projekter del af større indsatser for at tiltrække flere til erhvervsuddannelserne.

Svært at tiltrække tømrere med bløde materialer

John Marquardtsen, som underviser i håndværk og design på flere skoler i Guldborgsund har været med i planlægningen af besøget på erhvervsskolen sammen med tre andre håndværk og design-lærere.

"Vi besluttede, at de skulle bygge Tiny Houses - bjælkehuse på 8 x 3 meter, men i størrelsesforhold 1:10. Vi satte rammerne, og så har alle 5. klasser arbejdet med at lave tegninger i matematik inden besøget på Celf", fortæller han.

På selve besøgsdagen var de 570 5. klasses elever i kommunen ude på tømrerværkstederne for at bygge husene og sætte et lille solpanel på, så de kunne få en diode til at lyse. Inden tømrerprojektet har alle kommunens fjerdeklasser arbejdet med lydens hastighed ved hjælp af Lego Mindstorms, og senere skal 7. klasser ud og bage briocheboller.

Ideen med projektet er at få de unges øjne op for erhvervsuddannelserne tidligere. Leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund, Ulla Petersen fortæller:

"I fjerde og femte klasse er det et spørgsmål om, at elever og forældre får øje på erhvervsuddannelsen og får positiv erfaring med, hvad man kan der. Det her er egentlig et første lille skridt i retning af at forberede eleverne på at træffe kvalificerede valg via personlig læring."

John Marquardtsen kan godt forestille sig, at det har en positiv effekt på elevernes valg, at de kommer afsted til erhvervsskolen på den måde.

"Man siger jo typisk, at det er moderen, der afgør valget, så hvis man virkelig skal gøre noget, så skal man jo tale til forældrene. Men jeg tror, at sådan et projekt her, at lægge et frø, så de måske vælger en anden retning om 10 år".

Han mener, at der er alt for lidt af håndens arbejde i skolen, og i håndværk og design bliver der også mindre. Både på grund af fagets ændring og fordi der kommer flere og flere kvinder i faget. Selv har han undervist i sløjd og fysik hele sit lærerliv til han gik på pension i 2013. Men da skolerne i kommunen ikke kan finde nok faglærere i håndværk og design og fysik, underviser han stadig.

"Den sløjdlærertype, som jeg er, er jo ved at blive erstattet af oftest kvindelige håndværk og design-lærere, og de har ofte en anden tilgang og går mere efter de blød materialer end træ og metal. Ikke et ondt ord om det. Men det giver bare endnu mindre inspiration for eleverne til at vælge håndværksfagene som fx tømrer eller murer".

Projektet, som løber over de næste tre år er støttet af Nordea-fonden, som har øremærket 75 millioner til erhvervsuddannelser indtil 2019 for at flere unge og forældre lærer uddannelserne og karrieremulighederne at kende

Erhvervsskolen har sukket efter samarbejde

I Helsingør har man gennem de seneste to skoleår afprøvet forskellige undervisningsforløb i Håndværk og design med støtte fra Undervisnings- og Kulturministeriet. Det nuværende projekt er et pilotprojekt for alle 6. klasser på Nordvestskolen, hvor de to håndværk og designlærer Gitte Kongsfelt og Torben Rønholdt får inspiration og hjælp fra en garvet snedker Heidi Fredericia med over 20 års erfaring til at præsentere et håndværksfag for eleverne i undervisningen.

Eleverne havde syv timer til at bygge mobilholdere i finer og beklædte dem efter eget design med krydsfiner. Thomas Torup som er Uddannelsesleder Erhvervsskolen Nordsjælland fortæller, at de har sukket efter et samarbejde med folkeskolerne.

"Hvis du spørger mig, så burde det her være en obligatorisk introduktion til håndværksfagene. Og det giver noget helt andet, end når de bare kommer på besøg og blive vist rundt. Det kan vi altså ikke tiltrække dem med".

Han mener, at det er giver eleverne noget, at der kommer en rigtigt håndværksuddannet person med mange års erfaring og i fagtøj. Både fordi de har et andet niveau af håndværksmæssige kompetencer, men også fordi de kan noget i forhold til projektundervisning.

"vi er rigtigt gode til projektarbejde og til at få de unge til at tænke kreativt. Vi har en mere praktisk tilgang. Matematikstykker i skolen i dag begynder jo med en halv sides tekst, som mange unge ikke kan overskue. Men pludselig står de hos os i værkstedet og løser 3. gradsligninger, fordi det er det, de skal bruge".

Thomas Torup ser meget gerne, at håndværk og design og de øvrige praktiske fag kommer op i udskolingen. Og han vil meget gerne være med til et videre samarbejde.

"Det ville være fantastisk, hvis vi kunne samarbejde i udskolingen. Også ved at de fx kunne komme herover og bygge noget til deres danskprojekter, som de så kunne komme tilbage og fremlægge. Og vi kunne også sagtens lave kurser for folkeskolelærerne. De er jo enormt professionelle på deres fag. Men det er jo ikke meget håndværksmæssig undervisning, man kan nå at få i de nye linjefag".

Det er målet at pilotprojektet fører til et udbygget samarbejde, hvor elever fra hele kommunen får glæde af det, som Erhvervsskolens håndværksfag kan tilføre faget Håndværk og Design.